Nyhedsjournalistikken i DR savner balance

Alle, der havde ladet sig friste til at se DR TVs nye journalistiske søndagsmagasin, blev vidne til et tankevækkende indslag.

Historien handlede i al sin enkelhed om, at regeringen ikke lever op til de løfter, den gav før valget, om at gøre det økonomisk lettere for børnefamilier. Og nu skulle bedrageriet afsløres for åbent tæppe.

Godt nok er taksterne for børnehave og vuggestue sat ned, men det er blevet dyrere at have børn i skolefritidsordninger. Det havde regeringen bevidst undladt at fortælle, og derfor var den nye familieminister blevet inviteret til krydsforhør i studiet. Men hun var gået under jorden, fik vi at vide, og så måtte undervisningsminister Bertel Haarder træde til. Det var meget godt, for skolefritidsordninger er hans gebet.

Nu er Haarder jo ikke en mand, der bliver forskrækket, fordi han står foran et TV-kamera. Heller ikke selv om der er lagt op til en offentlig henrettelse. Han havde nået at sætte sig ind i sagen, og på to minutter pillede han hele den historie fra hinanden, som til at begynde med blev fremstillet som en journalistisk afsløring af regeringens løgn og fortielser.

Endnu en gang sad man tilbage med en følelse af, at journalistikken i DR er helt ude af balance. Vi så det med dækningen af velfærdsproblematikken sidste år, og det fortsætter uanfægtet. DRs redaktionelle linje er ensidig og unuanceret.