Zoos nye darling sagde goddag til København i strålende solskin

Isbjørneungen i Københavns Zoo kommer ud i anlægget for første gang, torsdag den 28. februar 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Der var skruet helt op for nuttethedsfaktoren, da København Zoos nye darling for første gang mødte havens gæster og så den blå himmel over hovedstaden.

Torsdag klokken 11 blev turistattraktionens isbjørneunge nemlig introduceret for verden uden for den grotte, hvor den kom til verden 1. december.

Det var der mange danskere, der havde glædet sig til, og de fik øjensynligt fuld valuta for entrebilletten, da den lille pelsbold mødte op i strålende solskinsvejr, kort efter at moren havde patruljeret og undersøgt anlægget for farer.

Et kollektivt ‘åååårrhhhhh’ gav genlyd over det gamle isbjørneanlæg, hvor den lille sammen med sin mor, Lynn, har fået lov at være for sig selv indtil videre.

Først senere vil mor og unge blive bragt sammen med faren samt havens øvrige hun-isbjørn i det nye anlæg, ‘Den Arktiske Ring.’

Årsagen skyldes blandt andet et hensyn til, at den lille ikke skal risikere at falde i vandet i det nye anlæg, forklarede København Zoo på Facebook.

Anlægget var af samme årsag tømt for vand. I stedet var der lagt halm ud, så den lille ville lande blødt, hvis den skulle vove sig ud over kanten til voldgraven og ryge ned.

Det lader til at være en nysgerrig lille bjørn, der er kommet til. For selvom den for det meste holdt sig til sin stolte mor og eksempelvis diede til skue for publikum, så virkede den ikke skræmt af den store verden uden for grotten, hvor den har boet de sidste tre måneder.

Det vides ikke, om den lille kridhvide unge er en han eller en hun. Det kan kun afgøres ved at vende bunden i vejret på bjørnen, og det er for tidligt at gøre. Først senere vil dyrepasserne kunne skille mor og unge ad uden at stresse unødvendigt, så kønnet kan bestemmes.

Og uden et fastslået køn har ungen således ikke fået navn endnu.

Da den nuttede bjørn kom til verden, var det lidt af en sensation. Det var ikke sket i København i 20 år. Ved sin fødsel vejede ungen blot omkring 500 gram. Nu anslås den til at veje otte kilo.

Isbjørneungen kom i øvrigt til verden sammen med en søskende, men den døde kort efter fødslen.