Ypperstepræsten, de sande troende og klima-benægterne

Om to år er Balis tropevarme skiftet ud med decembermørke i København. Og om to år vil klimakampen uden tvivl have flyttet sig endnu et lille nøk væk fra den ekstatiske bønnemødestil i retning af en mere grå og kedelig politisk pragmatisme. Men det er måske heller ikke så ringe endda.

Torsdag 13. december: Det er ikke til at se, om den store mand græder, eller om han blot sveder.

Overalt lyttes der i andægtig tavshed. I den store sal, hvor han taler, og ved TV-skærme overalt i konferencecenteret, der i de seneste to uger har vibreret som en orientalsk basar med vindmøller og solceller som de vigtigste handelsvarer.

68ere i sandaler, deres voksne børn i skjorte med praktisk rygsæk og alverdens nyskabelser i moderne personlig kommunikationsteknologi og unge indonesiske konferencemedhjælpere.

Alle lytter til Al Gores tale.

»Vi, dyrearten mennesket, har et fælles mål. At redde planeten Jorden. Vi skal tænke over, hvad vi ønsker at kunne svare, når vores børnebørn engang vil spørge: Hvorfor gjorde I, som I gjorde på Bali. I skal vide, at I er deltagere i den første sande globale folkelige bevægelse. I skal ikke vælge vreden. I skal værne om den entusiasme, som visheden om at gøre det rigtige giver jer.«

Klimakampens ypperstepræst holder sognebørnene i sin hule hånd med retorisk ekvilibrisme i verdensklasse.

Han taler om smeltende isbjerge, om oversvømmelser, der ødelægger fattige bønders huse og hverdag. Om krigen i Darfur. Om børnesoldater på dope i Congo, Kinshasa. Og om, hvordan klimakampens pionerer for 15 år siden var få, og om, hvordan masserne over hele kloden nu slutter op om sagen

Enkelte hårdhjertede kynikere vil mene, at Gore er snublende nær ved kvalmegrænsen.

Men »the true believers« synes at slikke henvisningerne til Martin Luther King (han afstår dog i det mindste fra: »I have a dream«) og Mahatma Gandhi i sig uden problemer.

Efter spændingskurvens rejsning mod klimaks og den efterfølgende udløsning spredes forsamlingerne med ansigter, der lyser af afklaring og fornyet håb.

LØRDAG 8. DECEMBER: Turen til klimakonferencen på Bali begyndte i går kl. 5.00. Til ære for Dem, kære læser, trak Berlingske Tidende i løbet af 24 timer et spor af CO2 fra Bruxelles over Frankfurt og Kabul i 37.000 fods højde via Taiwan til byen Denpasar på »Gudernes ø«, som Bali kaldes i turistbrochurerne.

Er det ikke netop absurd – kunne man spørge – at rejse så langt væk for at skrive om, at verden bør nedbringe udledningerne af CO2?

Er det ikke absurd, at op imod 15.000 mennesker – heraf masser af overbeviste naturfreaks – rejser fra hele verden for at fortælle hinanden alt det, vi godt ved i forvejen: At vi skal køre i mindre biler. At vi skal spare på strømmen. At vi skal isolere husene. At vi skal nedbringe CO2-udslippene fra jetflyene.

Men på den anden side: Formålet med den globale klimaøvelse er vel ikke, at vi alle skal gå i islandske sweatre; at vi kun skal spise kartofler, gulerødder og hvidkål, og at ferien fremover skal foregå med hestevogn i Himmerland.

TIRSDAG 11. DECEMBER: Klokken er nu 15.45 Bali-tid. Altså 8.45 i København. Redaktionen møder snart på arbejde, og det er ved at være tid til at vende blikket mod den mere seriøse del af dagens produktion.

Derfor bliver der heller ikke tid til at tage imod dagens mest interessante invitation: »Åben bar og gratis massage«, lyder den. Det er Komitéen for »En Konstruktiv Fremtid«, CFACT, der inviterer. De lover: Ingen taler, foredrag eller belærende fora. Bare slap af og chill out. Det lyder i sandhed fristende.

»I skal ikke tro på dem. De er klimaskeptikere, og de har fået 540.000 dollars fra Exxon Mobil siden 1998,« lyder det fra Cindy Baxter, en Greenpeace-kampagnemedarbejder, der holder til i pressecenteret.

Måske skulle man alligevel – i embeds medfør, naturligvis – gå til åben bar og gratis massage.

FREDAG 14. DECEMBER: FNs globale klimakaravane pakker teltene og brochurerne sammen, mens politikerne gemmer sig i stadigt mere sammenbidte forhandlinger i delegationslokalerne.

Om to år er Balis tropevarme skiftet ud med decembermørke i København. Og om to år vil klimakampen uden tvivl have flyttet sig endnu et lille nøk væk fra den ekstatiske bønnemødestil i retning af en mere grå og kedelig politisk pragmatisme.

Men det er måske heller ikke så ringe endda, eftersom ingen ypperstepræster endnu har formået at udrydde verdens elendighed.