Yderområder skal have nye lægehuse

Regeringen og Dansk Folkeparti vil skabe tryghed ved at åbne sundheds- og akuthuse i landets yderområder som kompensation for de centraliserede sygehuse.

Falder du om på gaden med en blodprop, skal du have samme chancer for overlevelse, uanset om du bor i København, Kalundborg eller Karup.
Derfor skal der oprettes akutlægehuse i yderområderne for at styrke akutberedskabet.

Sådan lyder den væsentlige konklusion efter et møde mellem sundhedsminister Bertel Haarder (V) og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl.

Mødet var samtidig den første forhandling mellem regeringen og dens støtteparti om, hvordan man kan genskabe trygheden i yderområderne, hvor der i dag er langt til det nærmeste hospital.

Parterne skal fordele et ekstraordinært engangsbeløb på 600 mio. kr., som er sat ekstra af på finansloven til akutområdet. Man vil styrke den præhospitale indsats – altså lægevagt, ambulancer, skadestuer og lokale lægehuse.

- Vi har drøftet, om vi skal have et nyt begreb, der kunne hedde sundheds- og akuthuse, som kan lidt mere end almindelige lægehuse, siger sundheds- og indenrigsminister Bertel Haarder (V) efter mødet.

Borgerne er utrygge

Berlingske Tidende har i artikelserien ”I lægens hænder” afdækket, hvordan akutsystemet i årevis har haft lavstatus i sundhedsvæsnet, hvilket blandt andet resulterer i usammenhængende patientforløb, samt at de yngste og mindst erfarne læger står i front på mange akutafdelinger.

Forslaget om sundheds- og akuthuse bringes da også frem i erkendelse af, at regeringens planlagte centralisering af et stort antal specialer i nye store sygehuse har skabt utryghed blandt mange borgere i udkantsområderne.

Dansk Folkeparti er optaget af, hvor lang tid, der må gå, før man kommer under lægelig behandling.

- Det er klart, at når man lukker sygehuse, så kan der gå længere tid, før man når frem til sygehuset, og her synes vi, at det kan være interessant at diskutere, om man så kan etablere noget andet i stedet, altså et sundheds- og akuthus, sagde Kristian Thulesen Dahl fra DF til Ritzau.

Parterne har nu bedt ministeriets embedsmænd om at regne på nogle af idéerne, før Parterne mødes igen om to uger.

- Og så vil jeg tro, at vi har en løsning om en måneds tid, sagde Bertel Haarder.