Voldsomt knivstikkeri i København - to sigtes for forsøg på manddrab

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lørdag aften udspillede der sig et dramatisk slagsmål på Islands Brygge i København.

Her kom en mindre gruppe personer op at slås. Og midt i tumulten blev der trukket en kniv.

Det fortæller den vagthavende hos Københavns Politi Jesper Frandsen til B.T.

Slagsmålet fandt sted efter klokken 23.00. Og tre personer kom til skade i forbindelse med knivstikkeriet.

En af dem mere alvorligt end de andre.

»Vi fik en anmeldelse om slagsmål på Islands Brygge lørdag aften. Der var fem-seks personer, der var kommet op at slås. Og midt i det hele blev der trukket en kniv,« forklarer Jesper Frandsen.

I forbindelse med knivstikkeriet blev tre personer ramt.

To af dem overfladisk, mens en tredje person måtte køres på Rigshospitalet for at blive behandlet for sine skader.

»Der er han endnu,« siger Jesper Frandsen, der dog slår fast, at han er uden for livsfare og »stabil«.

I forbindelse med knivstikkeriet skal tre personer søndag fremstilles i retten.

»Og det er faktisk de tre forurettede, der også er de tre sigtede,« forklarer vagtchefen.

»To af dem bliver sigtet for forsøg på manddrab, mens den sidste bliver sigtet for kvalificeret vold,« uddyber Jesper Frandsen, som ikke kan sige noget om, hvad der førte til slagsmålet.