Godmorgen og velkommen til dagens nyhedsoverblik.
I dag skal vi blandt andet forbi hovedstadsfamilier, som får rekordfå børn, og som politikerne nu giver usædvanligt tilbud til. Vi skal også forbi Ellemann, der offentliggjorde våbenkøb, længe før påkrævet vurdering lå klar.
Men vi begynder med Vestens dyre kampvogne, som knap nåede på slagmarken i Ukraine, før de blev slået til pindebrænde.
Spritnye, vestlige kampvogne ryger på stribe
Ukrainske kampvogne, sendt af USA og Tyskland, står i brand, mens døde soldater ligger ved siden af.
Imens griner russerne, der filmer nederlaget.
Vestens eksorbitant dyre kampvogne nåede knap at komme på slagmarken i Ukraine, før de blev slået til pindebrænde af russerne.
Hele tre af de tyskproducerede Leopard 2-kampvogne, 16 amerikanske Bradley-kampvogne og en række andre køretøjer er ifølge dokumentationsmedie Oryx blevet ødelagt.
Tabene har derfor fået den ukrainske viceudenrigsminister, Andrij Melnyk, til at efterlyse flere kampvogne fra Vesten.
Læs hele historien hos Berlingske her.
Hovedstadsfamilier får rekordfå børn. Nu kommer politikere med usædvanligt tilbud
Der fødes alt for få børn i hovedstaden, og familierne kommer så sent i gang med at få dem, at den hastigt dalende fertilitet med alderen forringer chancerne for, at det overhovedet lykkes.
Det skaber bekymring blandt politikere i Region Hovedstaden, der nu går efter at få sat fødselsraten i vejret ved markant at opruste indsatsen på fertilitetsområdet.
Konkret lægges der op til at indføre et tilbud om fertilitetstjek for 18-35-årige.
»Vi kan se, at der nu er flere, der får deres første barn, når de er over 40 år, end når de er under 20 år. Med et tjek ville man tidligere finde ud af, at man måske er udfordret på sin fertilitet – og handle på det. Det kan være ved at få børn tidligere, få frosset æg eller sæd ned eller måske vælge at få barn alene,« siger medlem af forretningsudvalget, Sofie de Bretteville Olsen (S).
Læs hele historien hos Berlingske her.
Ellemann offentliggjorde omstridt våbenkøb, længe før påkrævet vurdering lå klar
Folketinget skulle godkende våbenkøb for 1,7 milliarder kroner fra israelske Elbit i huj og hast sidst i januar.
Men Elbit-købet var slet ikke gennemført, da forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), som har været sygemeldt siden februar, offentliggjorde milliardhandlen.
I stedet blev den først færdig en måned senere – dagen før den formelle kontraktunderskrivelse – til trods for, at selskabet er sortlistet hos flere danske pensionsfonde, og FNs særlige udsending til de palæstinensiske områder direkte advarer mod at handle med selskabet.
Berlingskes afdækning kommer efter beskyldninger om misinformation og mulig manipulation af Folketinget i forbindelse med indkøbet.
Læs hele historien hos Berlingske her.
Voksne smittes med børnesygdom – SSI kommer med opfordring til læger
Fåresyge betragtes som en børnesygdom, men voksne kan – på trods af tidligere vaccination – også blive smittet.
Symptomerne starter typisk med utilpashed, feber og en trykkende fornemmelse i kæben. Efterfølgende kommer der hævelse i en eller begge af de kirtler, der sidder foran ørerne, og det kan give store smerter.
I Nordsjælland er der netop konstateret fire bekræftede tilfælde hos voksne, hvor det ved tre af tilfældene er uvist, hvordan personerne er blevet smittet.
Derfor opfordrer Statens Serum Institut (SSI) nu praktiserende læger til at være opmærksomme på symptomer, der normalt er kendt som børnesygdommen fåresyge.
Det fremgår af det seneste nummer af instituttets EPI-nyt, der bliver offentliggjort hver uge, skriver TV 2.
Banebrydende forskning: Nyfødtes vægt afslører risiko for at få diabetes 2
Hvis du ikke ved, hvor meget du vejede som spædbarn, kan det være en god idé at finde ud af det.
I årevis har type 2-diabetes primært været forbundet med arvelighed og livsstil, men nu viser to nye studier fra Steno Diabetes Center i København, at fødselsvægten er en lige så vigtig faktor.
De danske studier har nemlig påvist en direkte sammenhæng mellem lav fødselsvægt og markant forøget risiko for at udvikle type 2-diabetes senere i livet.
Personer med lav fødselsvægt får derudover type 2-diabetes i en markant yngre alder, såvel som de typisk udvikler en mere kompliceret diabetes.
»Supersimpelt – og faktisk også banebrydende«, siger Allan Vaag, overlæge ved Steno Diabetes Center, om resultaterne.
Studierne viser for eksempel, at en person, der som nyfødt vejede 2,5 kilo, gennemsnitligt får diabetesdiagnosen syv år tidligere end en, der vejede 4,5 kilo ved fødslen. Typisk har lægevidenskaben betragtet en fødselsvægt på under 2.500 gram som lav.
Artiklen er endnu ikke online, men kan læses i Politikens E-avis.
Tre markante personer begraves i dag:
Sangeren Peter Belli bliver i dag begravet fra Brøndbyvester Kirke. Han døde d. 8. juni, kort inden han ville være fyldt 80 år.
Journalist og forfatter Morten Sabroe bisættes i dag fra Lynæs Kirke nær Hundested klokken 13.00. Morten Sabroe døde på sin 76 års fødselsdag d. 5. juni.
Der er statsbegravelse for Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi, som døde mandag. Han blev 86 år.
Det sker ellers i dag:
Boligsiden offentliggør i dag en oversigt over bolighandler i maj.
Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kommer med rentemeddelelse klokken 20:00.
Det var alt fra dagens nyhedsoverblik.
Tak, fordi du læste med.

