Virusforsker punkterer venstrefløjens hovedargument mod minken: »Det giver ikke mening«

Anders Fomsgaard fra Statens Serum Institut forstår ikke argumentet fra SF og Enhedslisten om, at smitten blandt mink bør føre til en endelig udfasning af minkproduktion i Danmark. Regeringen og Venstre kritiserer SF og Enhedslisten for at udnytte coronakrisen til at få indført en gammel mærkesag.

Politiet tiltvang sig fredag 10. oktober adgang til en minkfarm i Gjøl i Nordjylland, fordi minkavleren ikke ville lukke dem ind, så hans dyr kunne blive aflivet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

De danske minkbesætninger har i de seneste uger været ramt af eksplosiv smitte med coronavirus. Samtidig har Statens Serum Institut udtrykt »en bekymring« for, at virussen kan mutere i minkene og smitte til mennesker, hvilket i værste tilfælde vil gøre en vaccine ineffektiv.

Derfor har Fødevarestyrelsen taget beslutningen om at aflive alle mink på de farme, hvor der har været konstateret smitte. Samtidig skal alle mink på de farme, som ligger inden for 7,8 kilometer af smittede minkbesætninger, også aflives. Det betyder, at omkring 2,5 millioner danske mink risikerer at blive slået ihjel.

SF har i mere end et årti været fortaler for gradvist at udfase minkavl i Danmark af dyreetiske årsager, og nu mener de, at der allerede fra indeværende kalenderår ikke skal fødes flere mink på danske farme. Det begrunder de med, at minkene i den aktuelle sundhedskrise udgør en risiko for folkesundheden.

»Dyrevelfærd har i mange år været vores motivation for at udfase minkavl. Men det er klart, at den sundhedskrise, vi står midt i, gør det oplagt at træffe beslutningen nu. Det er åbenlyst, at det mest sikre vil være ikke at have mink i Danmark,« siger Carl Valentin, dyrevelfærdsordfører i SF.

Men den argumentation køber Anders Fomsgaard ikke. Han er overlæge og virusforsker ved Statens Serum Institut, og mener, at Fødevarestyrelsens strategi om at bekæmpe smitten, hvor den er, er fornuftig.

»Jeg synes ikke, at argumentet om et behov for at udfase minkavl generelt giver mening. Det ville være at udvise voldsom forsigtighed. Det giver bedre mening at bekæmpe udbruddene, hvor de er,« siger han.

Har aldrig givet bedre mening

Enhedslisten har ligesom SF ment i mange år, at minkproduktionen i Danmark bør udfases på grund af dyrenes helbred og velfærd på farmene. Nu bruger partiets sundhedsordfører Peder Hvelplund dog en helt anden begrundelse for, at minkproduktionen bør udfases.

»Det her er simpelthen en for stor risiko at løbe i forhold til at forestille sig, at en potentiel vaccine kan være ineffektiv,« siger Peder Hvelplund til DR.

Anders Fomsgaard fortæller, at virussens mutation i minkene er en klar bekymring, som man stadig er ved at undersøge. Det skyldes blandt andet, at Statens Serum Institut har kendskab til 150 tilfælde af smittede arbejdere på minkfarme, som kan tage den muterede virus, som en vaccine vil være ineffektiv over for, ud i samfundet og smitte andre.

Derfor mener Carl Valentin fra SF også, at det aldrig har givet bedre mening at udfase minkproduktionen i Danmark. Han afviser dog at, SF udnytter en global sundhedskrise til at få gennemført en gammel mærkesag for ham og SF.

»Vi udnytter det overhovedet ikke. Det her handler om, at der er flere argumenter end nogensinde for at udfase den her industri. Branchen er i knæ økonomisk, der er ringe dyrevelfærd, og vi står midt i en sundhedskrise, hvor minkene udgør en risiko,« siger han.

Et politisk spørgsmål

Langt de fleste minkfarme med smittetilfælde er placeret i Nordjylland, hvor der blandt andet er konstateret smitte på 30 farme i Hjørring Kommune. Derfor er det også her, at Fødevarestyrelsen sætter særligt hårdt ind, fordi minkfarmene typisk ligger ret tæt på hinanden.

På landsplan er der dog kun konstateret smitte i få kommuner og på omkring 80 ud af 1.136 danske minkfarme. Derfor har Anders Fomsgaard svært ved at se det sundhedsfaglige belæg for at udfase minkavl i hele landet.

»Det giver god mening at bekæmpe problemet der, hvor det er. Så længe der ikke er smittede mink andre steder i landet, kan jeg ikke se, hvordan det skulle hjælpe på noget at udfase hele minkproduktionen,« siger han og tilføjer:

»Det er en stor industri, men der er ikke nogen fare for minkarbejdere andre steder, så længe minkene ikke er inficeret. Om man vil have minkproduktion eller ej, er udelukkende et politisk spørgsmål.«

Anders Fomsgaard fortæller samtidig, at man behandler opsporingen af smittekæden på de danske minkfarme som enhver anden. Den eneste forskel her er, at der er dyr involveret i processen.

»Vi forsøger at forstå og analysere hver eneste smittekæde, uanset om det er folk på Vestegnen, Danish Crown, eller om det er på minkfarme. Der er ikke noget anderledes i strategien, ud over at der beklageligvis er produktionsdyr inde over i dette tilfælde,« siger han.

Regeringen afviser udfasning

Carl Valentin håber, at regeringen vil lytte til SF og Enhedslistens nye argumenter for at udfase minkavl permanent i Danmark, som han mener vil passe godt ind i regeringens hidtidige håndtering af coronakrisen.

»Regeringen har håndteret coronavirus på en måde, hvor man har været villig til at gå langt i smittebekæmpelsen, og nu står vi i en situation, hvor minkproduktionen kan true effekten af fremtidige vacciner. Hvis det ikke kan gøre indtryk på regeringen, så ved jeg ikke, hvad der kan,« siger dyrevelfærdsordføreren.

Anders Kronborg, Socialdemokratiets dyrevelfærds- og fødevareordfører

»Skal mærkesager gennemføres, skal det ske på den måde, som vi har god parlamentarisk tradition for i Danmark.«


Socialdemokratiets dyrevelfærds- og fødevareordfører Anders Kronborg kalder situationen meget alvorlig, men afviser blankt, at regeringen har planer om at udfase minkproduktionen i Danmark. Han udtrykker bekymring for, at virussen muterer og fortæller, at den nuværende situation med smitte på danske minkfarme bliver taget meget alvorligt og behandles med stor forsigtighed.

Anders Kronborg advarer samtidig mod, at man blander den nuværende smittekrise på nordjyske minkfarme sammen med en generel diskussion om minkproduktion i Danmark. Derfor kritiserer han SF og Enhedslisten for at udnytte situationen til at promovere en gammel mærkesag.

»I Socialdemokratiet har vi det sådan, at den her sundhedskrise ikke må bruges til at føre mærkesager ind gennem bagdøren,« siger Anders Kronborg og fortsætter:

»Skal mærkesager gennemføres, skal det ske på den måde, som vi har god parlamentarisk tradition for i Danmark.«

Venstres ordfører for landbrug, fødevarer og dyrevelfærd, Erling Bonnesen, kalder det »langt ude«, at SF og Enhedslisten argumenterer for en udfasning af minkproduktionen i den nuværende situation.

»Det er grotesk, at de forsøger at bruge coronakrisen til at nedlægge en vigtig gren i dansk erhvervsliv,« siger han.