Vi stod bare der og tudede om kap

Vennerne var i chok, da Anders Bjørn Storgaard blev dræbt efter mindre end to måneder i Afghanistan. »Jeg sad bare på køkkengulvet i en time og græd og sagde igen og igen, at de havde slået min bedste ven ihjel,« fortæller Chris Shaughnessy.

Chris Shaughnessy har fået tatoveret sin afdøde vens navn, fødsels- og dødsdato på sit bryst, så Anders Storgaard altid er tæt på hans hjerte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 26. marts 2008
Vi lever i en globaliseret verden. Det lyder som en triviel konstatering, men den sætning kan familien Storgaard fra Taastrup om nogen skrive under på. Sidste forår var Mikael Storgaard på tjeneste som politimand i Bagdad, mens hans søn for første gang var udsendt som soldat i den urohærgede Helmand-provins i Afghanistan.

Om formiddagen onsdag den 26. marts blev Mikael Storgaards lejr i den såkaldt røde zone i Bagdad udsat for et voldsomt raketangreb. Som det er almindelig praksis, ringer man hjem og beroliger familien i Danmark, så de ikke bliver urolige, hvis de hører om begivenheden i medierne. Så Mikael ringede roligt til sin kone Jytte for at fortælle, at der ikke var sket ham noget ved angrebet.

I stedet for at få en lettet hustru i den anden ende af røret, fik han en sønderknust Jytte Storgaard, som kunne fortælle ham, at hun ikke havde nær så gode nyheder at returnere. Ved siden af hende i hjemmet i Taastrup stod tre uniformerede herrer – en oberst, en feltpræst og en kontaktofficer fra Den Kongelige Livgarde. Deres søn Anders på 22 år var faldet samme dag i Helmand.

Samtidig i et andet hus i Taastrup gik den jævnaldrende Chris Shaughnessy uroligt rundt. Han var sygemeldt fra sit job i Livgarden, men hørte i radioen, at der var en såret og en falden dansk soldat i Helmand. Det var ikke første gang, det skete, men dog første gang mens hans bedste ven Anders Bjørn Storgaard befandt sig i Afghanistan.

»Det lyder måske meget langhåret, men jeg fik et sug i maven. Jeg vidste, at jeg enten skulle ringe til Jytte eller køre hjem til hende,« fortæller Chris Shaughnessy.

Chris og Anders havde på fem år bygget så tæt et venskab op, at Anders sagde ”Hej Mor!”, når han mødte Chris’ mor. Og Chris havde mere end en håndfuld gange overnattet på en madras på gulvet hjemme hos Jytte og Mikael i Taastrup, hvor han nærmest blev betragtet som et ekstra familiemedlem.

Chris turde alligevel ikke ringe direkte til Jytte Storgaard, fordi han nødig ville opskræmme hende. Han ringede i stedet til Henrik Thomsen fra vennekredsen, som kunne fortælle, at han stod hjemme hos Anders og ville give ham Jytte i røret. Så vidste Chris, at noget var helt galt.

»Det er Anders!«

Sådan lød beskeden i den anden ende af røret.

Mere forstod Chris ikke. Han knækkede midt over og satte sig ned på gulvet: »Jeg sad bare på køkkengulvet i en time og græd og sagde igen og igen, at de havde slået min bedste ven ihjel.«

I ildkamp med Taleban
I Helmand havde Anders Bjørn Storgaards gruppe fra det mekaniserede infanterikompagni samme formiddag gennemført en operation i den grønne zone i den øvre Gereshk dal. Kompagniet var støttet af britiske enheder, sanitetsenheder og tolke og havde til formål at skabe tryghed hos lokalbefolkningen i forbindelse med genopbygninger i området.

Seks timer inde i operationen befandt den danske gruppe sig uden for deres pansrede køretøj for at rekognoscere, da der pludselig lød en voldsom eksplosion. Midt i gruppen af soldater eksploderede det, der i militærjargon hedder en improviseret sprængladning, som Taleban havde gravet ned. Efter sprængningen udbrød der kampe med håndvåben mellem de internationale ISAF-styrker og Taleban.

Da kampene døde ud, lå to mand tilbage – den ene var såret, mens den anden, Anders Bjørn Storgaard, var død. De blev begge evakueret i helikopter til Camp Bastion.

Det beroligende nik
Hos Den Kongelige Livgarde blev det besluttet, at Anders Storgaards tre barndomskammerater fra Taastrup, konstablerne Jens Madsen og Chris, som skulle med næste hold til Afghanistan fire måneder senere, samt Martin Reenberg Christensen, der også var i Livgarden, skulle rejse med til England. Deres opgave var at være bårevagter og hente kisten hjem til Roskilde Lufthavn.

»Første gang, jeg havde min ørkenuniform på, var, da jeg skulle bære min bedste vens kiste,« fortæller Chris Shaughnessy.

Soldaterne tog forbi Roskilde Lufthavn på vej til Aalborg, hvor de var indkvarteret hos Jægerkorpset. Chris husker, at jægersoldaterne kiggede lidt afmålte på folkene fra Livgarden, men respekten steg gevaldigt, da de trak i ørkenuniformerne på og satte de sorte sørgebind på armen.

Da det gik op for jægersoldaterne fra Aalborg, hvad de var vidne til, blev der en trykket stemning. Nu vidste de, hvilken opgave deres kollegaer fra Livgarden var sat på. De skulle hente en af Forsvarets faldne hjem til Danmark. De så dem gå rundt med et bord imellem sig på landingsbanen – en i hvert hjørne og to i midten.

»Vi blev bare ved med at slæbe rundt med det bord. Vi flåede det ud igen næste formiddag, kort før vi skulle til England og hente kisten. Så brugte vi en time mere på at gå rundt med det imellem os, som om vi kom ud af flyet med kisten – for det skulle fandeme være i orden,« fortæller Chris Shaughnessy.

På startbanen i England mødtes de med tre soldater fra Anders Storgaards kompagni i Afghanistan, og kort efter bakkede en ladvogn med kisten op ved siden af dem. Anders var kommet hjem til Europa.

»Da vi fløj hjem til Danmark kunne jeg ikke lade være med hele tiden at vende mig om og kigge på kisten. Og så brød jeg bare sammen igen. Min bedste ven lå dér foran mig, og jeg havde bare lyst til at løbe hen og flå låget af den skide kiste og give ham et kram.«

I Roskilde Lufthavn stod den største prøvelse. De havde hele tiden været soldater sammen med uniformer på. Men da Hercules-flyet satte landingshjulene på jorden, vidste de, at de skulle konfronteres med den civile verden.

»Vi gik ud af bagenden af flyet med kisten imellem os. Jens Madsen og jeg gik forrest, og pludselig kunne jeg bare se alle mine venner stå inde til højre. Og jeg så hele Anders’ familie, som jeg havde siddet og hygget med om sommeren. Og jeg så hans lillesøster og hans kæreste, og jeg var totalt smadret. Vi står seks mand på geled i hangaren, og jeg tudede som aldrig før. Da vi skal over og tage kisten, får jeg øjenkontakt med Anders’ far, som bare nikker beroligende til mig, og så bærer vi kisten ind i rustvognen. Det er det værste, jeg nogensinde har oplevet,« siger Chris Shaughnessy.

Respekt fra folk på gaden
Der var endnu fire dage til begravelsen af Anders Bjørn Storgaard. Han skulle først bisættes fra Garnisonskirken og siden begraves i Taastrup. Feltpræst Jesper Svendsen satte ord på:

»Anders træder ind i det persongalleri af unge danske soldater, der faldt i kamp. Dette er ikke kun en privat sag, men tillige et samfundsanliggende, at miste soldater. De er udsendt af vores folkevalgte, og de skal respekteres som sådanne. Vi vil med tiden komme til at tale om Anders’ generation som den generation, der efter årtusindeskiftet bragte store ofre efter en historisk lang tid med fred,« sagde han til de mere end 600 fremmødte.

For at markere Anders Bjørn Storgaards kærlighed til opera og klassisk musik spillede man Gladiatorernes indtogsmarch af Verdi i kirken. Den havde han hørt tre dage efter sin 18-års fødselsdag i Operaen på den anden side af havnebassinet.

Motorcykler fra militærpolitiet blokerede al trafikken på turen mellem København og Taastrup, som blev endnu en speciel oplevelse for Chris Shaughnessy. Han oplevede en respekt fra folk på gaden, som har sat sig dybt i ham.

»Jeg kan huske, at vi kom forbi nogle tørstige sjæle på en bænk, som tog kasketterne af og rettede sig op. Og der kom en mand cyklende, som bare klodsede bremserne i og sprang af og stod ret. Og en ældre mand kom gående med sin hund – så trak han bare i snoren, så hunden satte sig helt stille ved hans side. Der var virkelig respekt om den døde soldat. Vores ven.«

På kirkegården i Taastrup bar Anders Storgaards fem barndomsvenner og en sergent fra Livgarden kisten til gravstedet, hvor der blev spillet Last Post. Kisten blev firet ned og flaget foldet og givet til Jytte Storgaard.

»Vi stod bare der og tudede om kap. Så trak vi Livgardens sol ud af vores baretter og kastede dem ned til Anders,« siger Chris Shaughnessy, som fire måneder senere fulgte i sin bedste vens fodspor på et halvt års mission i Helmand.

Kort før afrejsen var han på Roskilde Festivalen. Ud på natten steg den følelse i ham, at han skulle have Anders med tilbage til Afghanistan. Løsningen blev en tur til den lokale tatovør i Roskilde, hvor et kors og navnet Anders for evigt blev ridset ind i hans bryst.

Web-tv: Jorden holdt op med at dreje
Konstabel Anders Bjørn Storgaard faldt i Afghanistan. Her fortæller hans far, Mikael Storgaard, hvordan han reagerede, da han modtog nyheden om sin søns død.