Vi rettede til under corona, men vi må ikke rette ind

Coronakrisen blev et wakeupcall for os alle. Den blev en påmindelse om, hvor vigtige vores frihedsrettigheder er, og hvor vigtig den frie, kritiske debat er. Under corona blev frygten for at sige noget kritisk om myndighederne en usund dæmper på vores offentlige debat. At rette til må ikke blive det samme som at rette ind.

Mette Østergaard, chefredaktør på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Det er ikke ofte, man for alvor bliver presset til at stoppe op og se på sit liv med nye briller. Det sker som oftest kun, når vi personligt bliver ramt af en krise. Sygdom, skilsmisse eller et job, der forsvandt. Endnu sjældnere er det, at vi kollektivt som samfund bliver tvunget ind i en fælles refleksion, hvor vi på samme tid må tænke over, hvordan vi lever vores liv. Men det skete med corona.

For mig personligt blev det en påmindelse om, at mange af de friheder, som jeg er vokset op med at tage for givet, ikke var en selvfølge.

Jeg har altid været vant til, at jeg kunne mødes, med hvem jeg ville. Jeg kunne danse hele natten, hvis jeg havde lyst. Jeg kunne besøge mine kære, hvis de var syge. Og jeg kunne først og fremmest ytre mig frit.

Da coronaen lagde en dæmper på vores måde at være sammen på, ophørte meget af det.

Jeg kunne ikke mødes med alle mine venner. Jeg kunne ikke gå frit på restaurant eller bar til langt ud på natten. Jeg kunne ikke besøge kære, der var syge, fordi coronaen afskar mig fra dem.

Og der skete også noget med vores offentlige debat.

Som journalister er vi vant til altid at være i opposition til dem, vi taler med. Det er gennem de kritiske spørgsmål, at argumenter og holdninger kommer tydeligst frem. Vi stiller autoriteter og folkevalgte til ansvar for deres beslutninger. Det er vores embede. For at få en mere kvalificeret debat og i ønsket om, at vi udvikler vores fællesskab til noget bedre. Fejl skal ikke begås igen, og vi skal lære af vores erfaringer.

Men under coronaen var der et sammenhold så stærkt, at det blev udviklingens fjende. Langt de fleste danskere stimlede sammen om vor mor, statsminister Mette Frederiksen (S), der gennem hårde politiske beslutninger skar sundhedsfaglige vurderinger til side og handlede.

Meget af det var fornuftigt i forhold til nedlukningen, men det stærke sammenhold, som var vores samfunds styrke, fordi alle ønskede at bidrage til en løsning, blev også en hæmsko.

I pressen blev vi kritiseret for at stille kritiske spørgsmål og anklaget for at lede efter hårene i suppen. Debattører og erhvervsfolk, som stillede spørgsmål ved, om løsningerne var de rigtige, blev hurtigt udskammet med argumentet om, at nu måtte vi stå sammen. Oppositionen turde end ikke sige et pip. Frygten for at sige noget kritisk lagde en usund dæmper på vores offentlige debat. At rette til må ikke blive det samme som at rette ind.

I Berlingske har vi gennem de seneste uger interviewet en række forbilleder i en krisetid. Mennesker, som ikke lod sig slå ud af den samfundsomvæltning, der ramte os uden tilløb. Blandt dem er også mennesker, som insisterede på en alsidig offentlig debat. Som turde stille kritiske spørgsmål til politikerne, og som ikke bare tog beslutningerne for gode varer, men brugte deres egen viden og erfaringer til at udfordre.

Tag bare den tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen, der insisterede på at være Rasmus Modsat i debatten, fordi han undrede sig over, at vi som borgere kun fik konklusionerne, men ikke alle mellemregningerne og begrundelserne for beslutningerne.

Eller techdirektør Ulf Bech Christensen, der råbte myndighederne op, fordi han gerne ville hjælpe med testkapacitet og udvikling af nye, hurtige test, da han kunne se, at det offentlige var for trægt i at løse opgaven.

Hos de 20 forbilleder, som Berlingske har portrætteret, er der en rød tråd af ukuelighed og optimisme. En vilje til at gribe øjeblikket og bruge det til at udvikle nyt eller gøre noget særligt for andre. Også selv om det umiddelbart ser sort ud.

Jeg er fascineret af fortællingerne om 33-årige Andreas Cleve, hvis virksomhed er spået til at blive milliarder værd, fordi den har udviklet en teknologi, der via stemmen kan spotte, om man er ved at blive ramt af et hjertestop. Nu udvikler de teknologi, der skal kunne diagnosticere covid-19 gennem stemmen. Det lyder utroligt og meget fascinerende.

Eller Jarl Vindnæs, der lynhurtigt udviklede et skrivebord i pap, som let kunne bruges som en ekstra hjemmearbejdsplads og bæredygtigt genbruges, når der ikke var brug for det længere.

De bar håbet højest i en mørk tid.

Alt det gåpåmod og den fælles mobilisering viser os, hvad vi er i stand til, når en krise tvinger os til at skifte spor. Den erfaring er vigtig at tage med videre.

For når coronaen har sluppet dansefatningen, så står vi fortsat midt i en global krise: klimakrisen. Tænk, hvad vi kunne gøre, hvis vi jagtede klimaløsninger med samme iver, som vi lige nu jagter en vaccine. Hvis vi havde samme bevidsthed om, hvad det betyder for menneskeheden, at vi finder løsninger med det samme for at skabe en god fremtid for de næste generationer.

Coronakrisen blev et wakeupcall for os alle. Det blev en påmindelse om, at vi ikke kan tage vores frihed for givet. Denne gang var det en sygdom, der indskrænkede os. Næste gang er det måske klimaet eller udemokratiske kræfter, der rykker ind.

Vi har brug for så stærkt et demokrati som muligt for at komme godt igennem. Et stærkt folkestyre, hvor beslutninger i en krisetid vedtages bredt, og hvor magten ikke lukker sig om sig selv. Og vi har brug for en offentlig debat, hvor kritiske spørgsmål ikke ses som et forsøg på at ødelægge. Men som et forsøg på at udvikle.

Mette Østergaard er chefredaktør på Berlingske