Varmen skyldes os

Ny polarforskning finder kun én forklaring på klimaforandringerne: Mennesker.

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et nyt internationalt forskningsresultat sætter yderligere en tyk streg under, at opvarmningen – i hvert fald over hele Arktis – skyldes menneskets stigende udledninger af drivhusgasser.

»Vi kan ganske enkelt ikke finde nogen anden forklaring,« siger iskerneforsker Bo Møllesøe Vinther fra Niels Bohr Institutet, der står bag resultatet sammen med forskere fra næsten hele det arktiske område.

Forskerne har samlet data fra iskerner, søaflejringer og træers årringe 23 steder i Grønland, Canada, Alaska, Nordskandinavien og Sibirien. Tilsammen tegner de et utvetydigt billede af, at over 2.000 år frem til år 1900 faldt temperaturen i hele polarområdet med 0,2 grader pr. årtusind. Afkølingen skyldes mindre solindstråling på grund af langsomme ændringer i Jordens hældning og bane omkring Solen.

I løbet af 1900-tallet steg temperaturen imidlertid gennemsnitligt 0,7 grader i Arktis, og helt grelt ser det ud i ti-året 1999-2008, hvor temperaturen steg til 1,4 grader over det forventede.

Forskerne kan dermed også hamre en pæl gennem myten om, at der var varmere, da vikingerne drog til Grønland, end i dag.

»Der er ingen tvivl om, at der er varmere i dag end i vikingetiden,« siger Bo Møllesøe Vinter og understreger, at uden menneskers indflydelse ville afkølingen være fortsat i yderligere 3.000-4.000 år.

Forskningsresultatet er netop offentliggjort i tidsskriftet Science.