Umut trækker sig fra Vild med dans: Det kommer der til at ske

Ingen par ryger fredag ud af "Vild med dans", efter at Umut Sakarya har besluttet at forlade programmet.

Tv-kok Umut Sakarya dansede med den professionelle danser, Jenna Bagge. (arkivfoto) Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Når de seks tilbageværende par fredag går på dansegulvet i "Vild med dans", bliver det for anden uge i træk uden risiko for at ryge ud af dansekonkurrencen.

Det oplyser TV2.

I stedet vil dommerpoint- og sms-stemmer blive overført til næste fredags program.

Programændringen skyldes, at kendiskokken Umut Sakarya torsdag eftermiddag har valgt at trække sig fra programmet, efter at han har modtaget hadefulde beskeder på sociale medier.

»Man skal huske at sige fra, når noget bliver for meget, og man er ved at knække midt over«, skriver kendiskokken på sin Instagramprofil.

I opslaget deler han billeder af en række hadefulde beskeder, som han har modtaget.

Umut Sakarya skriver, at han i hele forløbet omkring "Vild med dans" har modtaget hadefulde beskeder, men at det er blevet ham for meget, efter at det er begyndt at gå ud over hans restaurant Guldkroen.

»Jeg har knoklet i de sidste 10 år for at dygtiggøre mig i mit erhverv og skrabet penge sammen for at åbne min kro.«

»Jeg har måttet ofre så meget for min profession, og jeg kan simpelthen ikke risikere at blive svinet til eller blive ødelagt, fordi jeg gerne vil have det sjovt i en dansekonkurrence«, skriver han.

Kokkens deltagelse har vakt opsigt, efter at han sammen med sin partner, Jenna Bagge, gennem hele "Vild med dans"-sæsonen har modtaget lavest point fra programmets fire dansedommere.

Parret er dog gentagne gange blevet reddet af seerne, som har sendt parret direkte videre.

I sidste uges udgave af "Vild med dans" var der heller ingen par, der forlod underholdningsprogrammet. Det skyldtes, at TV2 sendte en særudgave af programmet i forbindelse med "Knæk Cancer"-kampagnen.

Læs hele Umut Sakaryas opslag her: https://www.instagram.com/p/B4SEmYYHR7Y/?utm_source=ig_web_copy_link

/ritzau/