Ugen på kanten: Skam og skamløshed

Der er flyskam, kødskam og nu også olieskam. Til gengæld er der gode muligheder for skamløshed, når det gælder den politiske verden.

Collage: Wunderkind Fold sammen
Læs mere

Skam dig. Ja, jeg ved ikke lige for hvad, men hvis du tænker bare lidt efter, så skal der såmænd nok være noget at komme efter – og også nok andre, der mener, at der er grund til det. For selv om vi gerne vil fremstå noget så frisindede og non-binære, så er det, som om mængden af skam aldrig bliver mindre.

I dag er det så bare klimasamvittigheden, der er leverandør af den store kollektive skamfølelse. Så hvis du lige er landet fra en efterårsferie under lidt lunere himmelstrøg, så kan du roligt begynde at flyskamme dig. Og hvis du har tænkt dig at indtage aftensmåltidet i blodrøde bøfmængder, så belav dig på den efterfølgende kødskam.

I vores norske naboland er de gået så vidt som til kollektivt at dukke hovedet over deres fælles rigdom. Som bekendt vader nordmændene i penge, men desværre stammer alle de rare milliarder fra klimabelastende oliefund, så nu er »oljeskam« blevet et nationalt norsk begreb.

Så meget, at en modbevægelse er stablet på benene. »Stolt oljearbejder« er en hastigt voksende norsk folkebevægelse, kunne denne avis berette om i starten af ugen – en bevægelse af stovte nordmænd, der har fået nok af at skulle have det skidt over at være medansvarlig for olieformuen på ca. 10.000 milliarder norske kroner. Og den forkælede ungdom skulle lige prøve at vende tilbage til »at leve af sild og kartofler«, som en af bevægelsens støtter udtrykker det.

Men skulle de skamme sig for meget over de mange milliarder, så er de da velkomne til at sende dem sydover – vi skal nok finde noget at bruge dem til. Om ikke andet, så er der sikkert et nyt konsulentprojekt, der godt kunne bruge lidt »kapital-approach«.

Højtflyvende i Hvidovre

Som den »vindende fortælling«, som Hvidovre Kommune brugte et par millioner kroner på at få fortalt, da de hyrede konsulenter til at få flere ministre og pinger til at stille sig bag et højtflyvende projekt på de kanter. En håndfuld kunstige øer, der skulle rumme en masse industri engang i fremtiden.

»Lad os bare anbefale indførelse af en ny form for skamfuldhed specielt for bullshit-bingo-belastede konsulenttyper: Sprogskam.«


Hvorfor man lige skulle bygge hele øer til industrigrunde i en tid, hvor alle frygter havstigninger, og hvor der ifølge andre kommuner sådan set er ledige erhvervsgrunde nok, virker ikke helt logisk, men så er det jo, man har brug for en vindende konsulentfortælling – og de skammer sig bestemt ikke over deres arbejde.

Skattekronerne kunne måske bruges bedre, men der er på den anden side mange ting i moderne offentlig forvaltning, man ikke forstår den geniale dybde af. Et kongeeksempel kom i denne uge fra Landbrugsstyrelsen. Her søger man en »agil coach«, og hvis man har svært ved at få det til at rime på muldens tjenere, så er der ikke meget hjælp at hente i det ellers ret fyldige opslag. Heraf fremgår det f.eks.:

»Som agil coach understøtter du de agile teams i arbejdet med den agile metode under SAFe, hvor der bl.a. afholdes daily stand-ups, sprint planning og sprint review foruden en række andre ceremonier. Du arbejder med hele teams, men i særdeleshed med Scrum Masters og Product Owners.«

Jeg ved ikke lige, hvad der er sket for det danske sprog i de kredse, men lad os bare anbefale indførelse af en ny form for skamfuldhed specielt for bullshit-bingo-belastede konsulenttyper: sprogskam. Der er nok at dukke sig over.

Politiske kroner

Nye borgerlige skammer sig allerede over de mange penge, de får til at føre sig frem i Folketinget – den såkaldte gruppestøtte, som de foreslår udsat for et omprioriteringsbidrag – to-procents nedskæring, ligesom det, der rammer en god del af kulturlivet. Men det kan jo ikke lige sammenlignes.

Som det udtrykkes af min navnesøster hos de radikale, Sofie Carsten Nielsen, der kalder forslaget populistisk: »Alle vores ansatte løber enormt stærkt, og vi gør vores bedste. Jeg har svært ved at se, at vi ville kunne klare os med færre ansatte.«

I modsætning til de skamløst sløve typer på museer og læreanstalter, der nok kan give den to procent mere år efter år, forstår man?

Nå, nu bliver man nok ikke politiker, hvis man har hang til skamfuldhed – hverken herhjemme eller andre steder. Selv om man selvfølgelig ikke behøver at gå til yderligerheder, som en vis amerikansk præsident, hvis ordkrig med oppositionen i denne uge blev beskrevet som nærmest nuklear – at beskrive modparten som syg i roen er blevet dagligdag i amerikansk politik.

Baggrunden var dog lidt usædvanlig – Trumps åbning for Erdogans nedkæmpning af kurderne havde fået selv Republikanerne til at skamme sig så meget, at de stemte for at fordømme beslutningen.

Til gengæld var der anderledes medvind for Trumps britiske fætter i ånden, Boris Johnson, der ser ud til at fejre skamløshedens triumf i form af en Brexit-aftale i halvtolvte time. Godt nok en aftale, der til forveksling ligner et af de forslag, han selv svinede til for et år siden, men sådan skifter tider og synspunkter jo.

Efter disse linjers deadline skal aftalen dog godkendes af det britiske parlament, og det er stor set lige så uforudsigeligt som det danske fodboldlandshold, så det er nok lidt tidligt at sælge det britiske bjørneskind. Og selv om det skulle blive til et endeligt Brexit, så er det næppe det sidste underholdningsindslag, vi har fået fra det løjerlige parlament med de mange traditioner.

Det ville næsten også være en skam.