Ugen på kanten: Så kommer han - Onkel Trump fra Amerika

Der er dollars på spil – Donald kommer til landet og satser på en kold velkomst. Mens briterne må se pundet rasle ned, og danskerne erkende, at vi alle er syge. Det har været en hård uge.

Hvad er Donald Trumps yndlingsserie? »Orange is the new black«.

Ok, det er en gammel joke, og man kan godt diskutere hvor sjov den er, men bemærk hvor elegant, den lige får kombineret begrebet onkelhumor med det forestående Trump-besøg.

For henover sommeren har der jo endnu en gang været forsøgt et angreb på onkelhumoren, og selv om det godt kan blive lidt trættende fjerde gang, man hører, at frisørjobbet er en hårfin branche med cutting edge, så føler jeg alligevel trang til at forsvare onklerne. Dels selvfølgelig fordi jeg selv er en, men også fordi alternativet – de evige alvorsmænd – så afgjort ikke er at foretrække. Og ganske ofte er der jo alligevel nogenlunde frit valg, om man vil grine eller græde over virkelighedens tildragelser.

For eksempel når nu vores allesammens onkel fra Amerika, Donald Trump, meddeler sit besøg her i landet i næste måned. Efter et smut hos vennerne i Polen kommer verdens mægtigste mand – hvis det ikke er ham kineseren - forbi det socialdemokratiske velfærdsparadis, som hans politiske modstandere har talt så varmt om, og det bliver den helt store tur. Med samtaler med statsminister-Mette og diverse erhvervsfolk, middag hos Dronningen og måske ligefrem en cykeltur langs havnen for at prøve noget rigtigt dansk. Eller måske ikke alligevel.

Og som i andre eutopæiske lande, er der allerede varslet diverse demonstrationer mod Trump – SFeren Karsten Hønge lover selv at arrangere en, hvis ingen andre vil – så præsidenten skulle være sikret en kold velkomst. Men det passer nok meget godt med, at (onkel-advarsel:) et hovedformål med turen er at tale om Arktis, hvor Danmark jo gennem Grønland har et par aktier.

Og aktier, det er noget, Trump kan forstå. Så selv om det med klimaet og den globale opvarmning og forpinte isbjørne ikke fylder op i præsidentens dagsorden, så har han fået øje for, at der er dollars, deals og militære muligheder i de stadigt mere isfrie vande nær den nordlige polarcirkel, og så kan man godt mødes med den danske statsminister og den grønlandske landsstyreformand.

Grin eller græd – der er frit valg. Og der skal nok komme flere bud på, hvad der er mest passende den næste måneds tid.

Det kan også være svært, at finde den rigtige grimasse til en anden af ugens nyheder: To ud af tre danskere over 16 år lider af en kronisk sygdom, viste en storstilet undersøgelse. Tallene er fra 2013, og man kan forvente, at det gælder endnu flere i dag, lød det lettere håbefuldt fra forskerne bag undersøgelsen.

Med andre ord: Vi er stort set allesammen syge. Det synes jeg jo umiddelbart er lidt deprimerende – altså man må hverken ryge, drikke eller fyre en dårlig joke af, fordi vi skal være så sunde, og vi skal alle arbejde i det uendelige, fordi vi bliver så gamle, og så er vi åbenbart syge alligevel.

Men jeg forstår på det hele, at det også kan ses positivt: Det er nu slået fast, at behandlersamfundet kan og bør omfatte os alle. Den der naive tro på, at man bare kan lalle derudaf livet igennem og nøjes med at frekventere doktoren ved småskavanker og eventuelle ulykker, det kan man godt glemme. Du fejler noget – og du skal i behandling. Væn dig til det. Og grin eller græd.

Storbritannien har altid været leverandør af store komikere – ikke mindst i den lidt gakkede genre – men det kunne godt virke som om, de er ved at tage joken lidt for vidt denne gang med muntre Boris. Det mente i hvert fald erhvervslivet, da det britiske pund i denne uge tog endnu en tur nedad og efterhånden har kurs mod den svenske krone.

Samtidig fik den fuld skrue med symbolpolitikken fra Boris' væbner, Jacob Rees-Mogg, leder af Underhuset og indbegrebet af dobbeltradet stiff upperlip. Han – der i øvrigt for længst har flyttet sine egne forretninger over i Euro-land - dekreterede overfor sin stab, at en række moderne ord fremover var forbudt, det europæiske metersystem skulle ud, og tiltaleformer tilbage til dem, der var gængs i imperiets dage. Så følger storheden jo nok efter helt af sig selv.

Som om det ikke var nok, så kører det heller ikke rigtig for kongehuset derovre. Igen er det de moderne tiders skyld – denne gang repræsenteret ved amerikansk politisk korrekthed, hvor Meghan har fået pillet alt den britiske fandenivoldskhed ud af prins Harry, så den tidligere så seje soldat og festbavian nu kun går op i sociale problemer og klimadagsorden og sågar kun vil have to børn – af hensyn til planetens fremtid. Tag den Frede og Mary.

En af ugens mærkedage gjaldt Burka-loven, som fyldte et år, men ikke rigtig blev fejret af den grund. Kun 22 er blevet tiltalt for at have overtrådt loven, og det kunne jo egentlig ses som en succeshistorie om, hvor lovlydige danskerne er, når det handler om ikke at tage et telt over hovedet. Men man kunne jo også se loven som overflødig, og det gjorde blandt andet flere venstrefolk, som efter at de er kommet i opposition, havde fundet de liberale holdninger frem. Så nu mente de, at det mest var symbolpolitik.

Man kunne måske endda kalde det en cover-up operation – men så må det også være onkelhumor nok for i dag.