Ugen på kanten: Når grovhedernes frirum bliver lige groft nok

Collage: Wunderkind Fold sammen
Læs mere

Man skal opføre sig ordentligt over for andre. Det er en god, klassisk leveregel, som holder i de fleste civilisationer – ikke mindst vores. Men nogle gange er det sjovt at bryde reglerne – bare lidt – og så er det praktisk med nogle frirum, hvor man er enige om, at det er i orden at være lidt grovere end til hverdag.

Fodbold, for eksempel. Her har der altid været rimeligt frit spil for at finde på skældsord og grove betegnelser, der kunne råbes efter modstanderne, men den stolte tradition ser ud til at være på vej mod folkemindesamlingen sammen med lædersnørebolde og Gunnar Nu Hansens evige optimisme.

I denne uge erklærede FCK-spilleren Viktor Fischer nemlig, at han var godt træt af, at de fynske modstanderes tilhængere konsekvent råbte »homo« efter ham. Næste dag sang Brøndby-tilhængerne så »Fischer-er-gay«- smædesange under en kamp, hvor han ikke engang var til stede, hvilket bare viste, at kulturkampen er i fuld gang. Men uanset, hvor meget man holder af frirum, så er den kamp altså tabt for rødderne på tribunen.

Samfundet er flytttet ind på stadion, og det der med at bruge seksuelle orienteringer som skældsord er bare ikke rigtigt i orden længere. Det er lidt som dengang, man ikke kunne klage over udsigten til et par øretæver, hvis man var på et udebanestadion – det er en holdning, tiden er løbet fra. Så kan man da godt klage over mindre frirum til hulemenneskerne på tribunerne. Men man må vel stadig kalde dommeren en idiot?

Sylespidse stiletter

Et andet frirum er foran TV-skærmen, hvor der for de fleste af os er frit spil til at fyre kommentarer af om dem derinde – og ikke mindst hvordan de ser ud. Værre er det, når man formulerer det offentligt. Det fik Politikens Rasmus Bech at føle, da han i en TV-anmeldelse harcelerede over TV-værternes opdullethed – for eksempel at nyhedsvært Nina Munch-Perrin var stablet op på nogle sylespidse stiletter, som om hun var direkte på vej på natklub.

Og så festlige er nyheder som bekendt sjældent, men derfor skulle den sweatersklædte Politiken-veteran ikke bryde sig om at kommentere kvinders påklædning, lød det i en sværm af kommentarer i den efterfølgende shitstorm. At andre studieværter så kunne forklare, at TV-stationerne spekulerer meget bevidst i værternes udseende – »fuckability« kaldte Nynne Bjerre Christensen det – kunne jo tyde på, at kommentaren havde relevans. Men frirummet for TV-kommentarer er altså begrænset til egen sofa.

Skipperskråsikre og ufravigelige krav

I politik er der til gengæld vide grænser for, hvad man kan slippe af sted med at udtale sig om. Især når det gælder andres politik. Det har Socialdemokraternes Mette Frederiksen på det sidste tydeligt mærket. Først var det Morten Østergaard, der skulle forklare, hvilke ultimative krav fruen skulle opfylde, hvis hun ville være statsminister med radikale stemmer.

»Det kan blive en lang og underholdende valgkamp. Lang bliver den i hvert fald.«


Så var det Enhedslistens tur til at stille Skipperskråsikre og ufravigelige krav om, at de radikale altså ikke skulle have nogen indflydelse på den økonomiske politik, hvis Enhedslisten skulle bakke Mette F. op. I begge tilfælde stod det ikke tindrende klart, hvad de to partilederes alternativ var, men det kommer vi nok til at høre mere om.

Og endelig var det så Venstre, der også gerne ville give sit besyv med om sossernes politik, hvis Mette og co. fik regeringsmagten. Derfor indkaldte de til et pressemøde med tre ministre på rad og række – udelukkende med Socialdemokratiets politik på programmet.

Det var alligevel en nyskabelse i forhold til, at man plejer at byde offentligheden ind for at fortælle, hvad man selv har tænkt sig at gøre som politisk parti. Men det kan blive en lang og underholdende valgkamp. Lang bliver den i hvert fald.

Brexit-farcen/tragedien

Når det gælder EU, har der også været en vis tradition for, at man kunne slippe af sted med at sige hvad som helst om bureaukraterne nede i Bruxelles, men efter Brexit-farcen/tragedien er det, som om der også er kommet lidt eftertænksomhed ind der. Hele miseren har alligevel vist, hvor galt det kan gå, hvis man glemmer at tage ansvaret på sig.

I denne uge holdt det britiske parlament en tiltrængt pause fra de endeløse og resultatløse afstemninger, mens resten af regeringslederne i EU nåede frem til, hvor lang tids udsættelse briterne skulle have til at stemme om den samme aftale fjerde, femte og sjette gang.

Det blev til den 31. oktober, men så er det også slut. Eller er det … Det er i hvert fald halloween, og man kan godt begynde at grave ned i bunken med metaforer allerede nu: Gyser, maskespil, »trick or treat« – de skal nok komme til at passe allesammen.

En, der nu er røget ud, er til gengæld Julian Assange, der i årevis har puttet sig efter at have udnyttet sit frirum lige lovlig meget i spidsen for WikiLeaks og nu står overfor flere retssager og muligt fængsel et par år. Om det så bliver den store forskel for Assange – efter at have været spærret inde på Ecuadors ambassade i London i syv år – er vel lidt svært at se.

En, der til gengæld bliver, er Eva Kjer Hansen som fiskeriminister – nu med udsigt til sin anden næse på få måneder. Det er DF, der er den glade giver. Næsen skyldes særfordele til storfiskerne ved muslingefiskeri i Storebælt, og ministeren, ja, hun klappede i som en østers.