Ugen på kanten: Når bare det er grønt, er det godt

Fra grønne gader til grønne grise: Klimakampen blev endnu en gang trumf i ugens løb.

Collage: Wunderkind Fold sammen
Læs mere

Hvis man skal have noget igennem nu om dage, så skal det være grønt. På den klimavenlige måde. Så er enhver modstand fra starten slået et godt stykke tilbage og man må grave dybt i argumentkassen. Og der er da heller ingen grund til at være modstander af klimavenlighed – men nogle gange kan der måske også ligge lidt andet bag.

Tag nu Tivoli, som så gerne vil berige København med flere grønne tiltag. For eksempel en grøn park, der passende kunne ligge som en slags indgangsportal på Vesterbrogade, hvor der i dag kun er noget sort asfalt og nogle meget klima-uvenlige biler. Mere feel good bliver det næsten ikke. Og så kunne man jo forresten også lige smække et 18-etagers højhus ind på den gode beliggenhed, hvilket vil lune godt i Tivoli-kassen.

»Naboerne synes, at 18 etager var i overkanten lige op ad Rådhuspladsen – selv om der er en rosenbusk i toppen.«


Det har været et ønske for Tivoli i mange år, men denne gang skulle det være et grønt højhus – tegnet af BIG-drengene og med grønne haver væltende ud af alle etager, så det blev klimavenligt hele vejen op i himlen. I første omgang virkede det nu lidt, som om naboerne synes, at 18 etager var i overkanten lige op ad Rådhuspladsen – selv om der er en rosenbusk i toppen.

Klimakortet som trumf

Også i regeringsforhandlingerne forsøgte man i denne uge at spille klimakortet som trumf. Forhandlingerne har ellers været lige så spændende at følge som at se maling tørre, men så kom der lidt gang i den, da de tre røde damer i spidsen for S, SF og Enhedslisten blev enige om en ambitiøs klimamålsætning, der på ti år skal gøre os til verdens klima-helgener. Hvordan, hvor mange elbiler der skal til, og hvor meget landbrug, der skal nedlægges, var der ikke rigtig noget om.

Men hvor var nu den radikale herre, der ellers altid er så grøn, lød det forarget fra trioen? Han mente så ikke, der var så meget at fejre, før man havde fundet pengene til de ambitiøse planer. Og det er jo den slags gammeldags borgerlig tænkning, der kan ødelægge enhver fest – men måske give os andre en smule håb om, at der trods alt er nogen i forhandlingerne, der tænker på, at pengene skal passe.

Og meget gerne på en anden måde end den klassiske, som SF allerede har lanceret – ved at hæve skatterne. Men det håb er nok mindre end lysegrønt.

Shitstorm mod radioen

For Radio24syv ser fremtiden heller ikke alt for lysegrøn ud, og bedre for fremtidsklimaet blev det ikke af, at radioens signaturprofil, »Den korte Radioavis« med Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm i spidsen, løb ind i noget af en shitstorm.

Det satiriske program, der er blevet så populært og nærmest anerkendt for at blande gags med reel politisk indsigt, gav den fuld skrue overfor et af yndlingsofrene, Henrik Sass, da man lancerede et rygte om, at han dyrkede sex med en navngiven ung socialdemokrat.

Det var langt fra subtil humor, kritikerne stod i kø, radioledelsen måtte ud og undskylde, og selv Henrik Qvortrup mente, at det var over grænsen, og så ved man, det er alvor. Makkerparret bag programmet er ikke gået nogen bodsgang, men det virker lidt, som om man øger absurditeterne i programmet for ligesom at understrege, at det trods alt er satire. Eller også har Henrik Bruun og Frederik Cilius bare tænkt sig at gå ned i flammer.

Hvid, midaldrende og uddannet

Absurditeter og sammenbrud fylder også godt op hos de britiske konservative, der nu langt om længe er ved at finde en efterfølger for den udfasede May. Her gælder det om at være hvid, midaldrende og uddannet på Oxford – og så hedde Boris har man indtryk af.

I hvert fald har den udskejende eksborgmester og udenrigsminister hele tiden været storfavorit, men da det er Storbritannien, og ingenting må gøres enkelt, har det taget en lang og spinfyldt proces, inden man nu er ved at ende på den Brexit-forkæmper, alle mere eller mindre kendte til på forhånd.

Modsætningen finder man på den anden side af kanalen i EU, hvor topposterne til det sidste er fyldt med stor uberegnelighed. Så derfor blev det i første omgang ikke til en post til Margrethe Vestager, som vi allesammen hepper på herhjemme. Faktisk blev det hele udskudt og ser efterhånden så mudret ud, at man begynder at tiltro Lars Løkke en mulighed for at bringe sine berømte mudderålsegenskaber i spil og luske en post hjem i overtiden.

Ovre i USA erklærede Donald Trump sig klar til at tage fire år mere i verdens mægtigste job – og hvis nogen havde troet, at han var gået hen og blevet grønnere med årene, kan de godt tro om igen. Så The Donalds første udspil, da han modtog de jublende massers hyldest for beslutningen om at genopstille, var – efter rituelt at have svinet medier og modstandere til –  at erklære sin kærlighed til kul og krig mod grøn lovgivning.

En lidt mere nærtstående og umiddelbart faretruende krig er til gengæld under daglig optrapning mellem ayatollaherne i Iran og den store satan i USA – som det kærligt betegnes i Teheran og omegn. Den seneste tid har budt på bomber mod skibe, nedskydning af droner, amerikanske bombefly på vingerne og opskruet retorik fra skiftevis de religiøse mørkemænd i Iran og Trump og hans militærrådgivende høge.

Her er ingen klimakamp, men god grund til – undskyld udtrykket – at skide grønne grise.