Ugen på kanten: Kampen raser om trone og taburetter

Collage: Wunderkind Fold sammen
Læs mere

I alle medier raser kampen om Slotholmens taburetter nu på tredje uge, mens kampen om europæisk centralmagt er ved at nå sin afslutning. Men det var en helt anden magtkamp, der ved ugens start oprørte mange sind både herhjemme og verden over.

Her sluttede TV-serien Game of Thrones – et lille årti med voldsomme sværdslag, sex, drager og svigefulde mænd og kvinder fik sin ende – og sluttede det så godt? Nej, langtfra ifølge fans verden over. De havde drømt om en helt anden udgang, hvor det gik deres helte bedre. Og millioner af fans har siden skrevet under på et krav om, at sidste sæson af HBO-serien skal skrives om.

Fascinerende tanke – og ret moderne på en måde, det der med, at hvis tingene ikke udvikler sig, som man selv har tænkt sig, så må de bare laves om, og en anden udvikling og handling må ind i stedet. Det er selvfølgelig en reel teoretisk mulighed i fiktionens verden, men det virker nu også, som om mange tænker den samme tanke ude i virkeligheden.

Den røde dronning

Tag nu for eksempel Lars Løkke, som kæmper indædt for at ændre meningsmålingernes ubarmhjertige forudsigelse af valgdramaturgien: At det altsammen ender med, at jerntronen forsvinder under Venstres formand til fordel for den røde dronning.

Faktisk virker det, som om han er ved at forsøge at skrive hele historien om Venstre om. Først ved at omfavne velfærdsstaten, så ved at omfavne Socialdemokratiet, og i denne uge var det de åbne grænser, der blev skudt ned fra morgenstunden. Nu skal der laves permanent grænsekontrol – noget et stort flertal af Venstres kandidater var modstander af for bare få uger siden – og som ifølge folk ude i verden er cirka lige så meget indenfor rækkevidde, som at HBO genopliver Nikolaj Coster-Waldau og gør ham til den nye hersker over de syv kongeriger, eller hvor mange der nu er.

Ja, det sidste er nok mere realistisk, for det foregår i fantasy-verdenen, hvor lidt af hvert kan ske, mens der er rigtig dårlige erfaringer med at gå alt for meget ind i fantasi-verdenen, når det gælder EUs forstenede realiteter.

Spørg bare ovre i Storbritannien, hvor især De Konservative i årevis har forsøgt at omskrive virkeligheden i deres Brexit-bestræbelser. Uden andre resultater end at den lange vinter er rykket tættere på briterne og især De Konservative.

Boris venter i kulissen

Her blev maj også enden på den britiske premierminister May, der længe har lignet en af de tragikomiske figurer, der skaber underholdning i diverse fantasy-serier – men med det fjerde udsigtsløse afstemningsforslag til en Brexit-aftale, sparkede stolen væk under sig. I kulissen venter brutale Boris, som godt nok regnes for en amoralsk og anløben opportunist – så han er favorit som ny tory-leder.

Og imens har briterne så stemt til EP-valget, hvor Brexit-opportunisterne ifølge målingerne står til at få et fremragende valg. Så meget for virkelighed og erkendelse – i hvert fald set her fra kontinentet.

Men det der europæiske valg er også svært at føle de store lidenskaber for, selv om man selvfølgelig som demokratisk sindet borger må hen og kaste sin stemme ind i den retning, man nu synes det store europæiske hjul skal dreje.

Hvis man da ikke er Pernille Vermund, som konkluderede noget i retning af, at hvis hun ikke kunne stemme på sig selv, så gad hun overhovedet ikke stemme. Lidt ligesom de der ultimative krav, hun rejser med, som måske ikke helt rimer på det samarbejdende folkestyre, men nærmere ligner en britisk konservativ. Og det er jo også en slags ideal.

Ideel er den danske valgkamp til gengæld ikke ifølge erhvervslivet, der i denne uge slog til lyd for at skrive historien om, så kandidaterne talte noget mere om at tjene penge og mindre om at bruge dem. Et klassisk synspunkt og langt fra urimeligt og samtidig cirka lige så sandsynligt, som at Rasmus Paludan skulle kunne føre en samtale med en politisk modstander uden at kalde vedkommende nazist.

Der er nu engang færre stemmer i at komme med regningen end i at give penge ud. Selv om der selvfølgelig også er grænser – selv for Socialdemokratiet, der ellers langt om længe er kommet med deres økonomiske plan. Godt nok med en del ubekendte, men dog stod det klart for de røde venner, at der ikke var sat kroner af til kravet om højere sociale ydelser, som sosserne havde tænkt skulle gemmes i en syltekrukke – undskyld, ydelseskommission.

Så der stod støttepartierne klar med et krav om omskrivning af manuskriptet – og det bliver næppe det sidste opgør her, hvis det ender med, at den røde dronning render med tronen.Også klimaet får stadig mere karakter af Game of Thrones' hvide vandrere – alle ved, det er en grusom fare, men hvad man vil gøre ved det, hvad det skal koste, og hvem der skal betale, det taler vi ikke så meget om.

Ellers har det været sløjt med nyheder. Pia Kjærsgaard lagde sig endnu engang ud med regnbuemiljøet, da hun erklærede, at der var for meget »bøsser, gejl og drags« ved Melodi Grand Prix – Donald Trump lagde sig endnu engang ud med Kina, demokrater og tilhængere af fri abort, og Dick Kaysø har fået potensen tilbage, meddelte BT.

Og så sluttede den uge. Hvis nogen er utilfreds med slutningen, så er man velkommen til at skrive en ny.