Ugen på kanten: Halleluja for en finanslov

Mens regeringens støttepartier sang lovsange om finansloven, kunne erhvervslivet regne på regningens størrelse. Mens der ikke var meget julesang over den samspilsramte NATO-familie.

Collage: Wunderkind Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ryste mer ej noget knæn ingens hænder synke,
skyde hvert udgået træ, glatte sig hver rynke …
Skæres for den sorte stær skal da øjne mange,
døve øren, fjern og nær, høre frydesange.

Nu er det jo advent, og derfor vel ikke helt upassende at lægge ud med et par linjer med min yndlings-adventssalme, »Blomstre som en rosengård«. Men linjerne rammer nu også meget godt det halleluja-kor, der udgik fra regeringen med støttepartier, da man i denne uge præsenterede sin første finanslov.

Der var nærmest ingen grænser for frydesangene over alt det gode, der blev gjort – minimumsnormeringer til de små pus og de knærystende pædagoger, rynke-udglattende millioner til psykiatrien og en fond med klima-milliarder i massevis, så de udgåede træer kan skyde igen, og vi allesammen kan gå en grøn fremtid i møde. Hosianna i det høje.

Men selv om regeringen kunne synge lovsange herfra til juleaften, varede det selvfølgelig ikke længe, inden den sure opposition satte gang i klagesangene – over noget så verdsligt som regningen. Den bestod mest af flere skatter og afgifter, og især erhvervslivet får lov at punge mere ud gennem øget arveskat for virksomheder, skat på fri telefon og forskellige andre småting. Så flere penge fra de private til det offentlige, lød hovedkonklusionen, og alt andet ville måske også være lidt underligt, når der nu er tale om en S-regering baseret på et ret rødt sammenrend.

Nå ja, og så skal der hentes en halv milliard på eksterne konsulenter. Og her er der bestemt muligheder. Som for eksempel de 228.000 kroner, undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil brugte på at finde en pressechef, inden hun alligevel skrottede processen og ansatte en af socialkammeraterne.

I regeringens støttekreds lød frydesangene heller ikke højere, end at der gik få minutter, inden SFs begejstring over minimumsnormeringerne blev skudt ned af Enhedslisten, der mente, det var lidt af et bluffnummer, som de kære små – og deres pædagogvenner – knap kom til at mærke. Og kommentatorerne konstaterede, at når det holdt så hårdt at skrue en finanslov sammen, hvor der var penge i kassen, og hvor man undgik alle besværlige sager, så er der nok lagt i kakkelovnen for Mette F. og de røde venner, når de hårde beslutninger venter.

Langt mellem frydesangene

Men statsministeren havde for længst lagt det døve øre til de nationale trakasserier og var videre til mødet med de tunge drenge og piger til NATO-topmøde. Her var der også langt imellem frydesangene – undtagen dem, som konstant udgik fra generalsekretær Stoltenberg, som virkede cirka lige så krampagtig i sit forsøg på at holde den gode stemning, som gjaldt det en samspilsramt familiejuleaften.

Men om ikke andet så fik Mette F. en god lang sludder med Donald Trump. Og denne gang slap hun for at blive kaldt »nasty« af den amerikanske præsident. Den ære overgik nu den franske præsident Macron, der havde tilladt sig at kalde NATO-samarbejdet hjernedødt.

Og da USA har tradition for at regne sig selv for hovedet i det samarbejde, kunne selv Trump godt regne ud, hvad det skulle betyde. Bedre blev det ikke af, at en video afslørede et fransktalende sammenrend af statsledere, der fniste højlydt over en vis præsidents forkærlighed for at høre sig selv tale på lange pressemøder.

Så der blev ikke noget afsluttende pressemøde efter den seance. Trump tog lettere gnaven hjem til sin rigsrets-føljeton, mens Macron vendte hjem til strejker og blokader i et omfang, der kan få selv københavnske stilladsarbejdere til at blegne i sammenhængen. Men Mette F. fik altså en god snak.

Overraskende match

I Venstre har de også en del at snakke om, før man når frem til en holdbar efter-løkkelig Ellemann-struktur. Men det var nu Løkkes banemand, Kristian Jensen, der blev denne uges Venstre-samtaleemne. Jensen, der viste følelserne frem, da formandsdrømmen brast, er fortsat i det følsomme spor, men nu blomstrer han med en Rosendahl, afslørede den tidligere næstformand, der er flyttet fra familien i Herning til fordel for sangerinden og tidligere X Factor-dommer Pernille Rosendahl.

Det noget overraskende match kommer, kort efter at den angrebslystne litterat Katherine Diez erklærede, at hun havde fundet kærligheden i klimaminister Dan Jørgensen. Så der er da tegn på, at kulturlivets opfattelse af, at moderne politikere ikke har nogen kulturforståelse, den ikke holder helt.

Hvad der ser ud til at holde lidt endnu, er den gamle forståelse af, at kvindelandsholdet i håndbold er en slags alternativ julekalender, der kan levere lidt sofaunderholdning i december. Træner Jørgensen har endda udstyret sig med noget af et nisseskæg, og som i en ordentlig julekalender ser det ganske håbløst ud undervejs, inden det vender til sidst. Og spændingen blev godt nok skubbet helt ud til kanten, inden franskkvinderne overgav sig, og de jernhårde ladies fik en ny chance, før de skifter sushirisene i Japan ud med dansk risengrød.

Så frydesang fra nissetræneren, som måske også har brugt Grundtvigs adventssalme som peptalk inden de afsluttende knald- eller fald kampe:

Rejse sig det faldne mod, rinde let uroligt blod,

frygt og sorg forsvinde.