Ugen på kanten: Det lange farvel

Efter flere tilløb fik Uffe Elbæk sagt farvel, men der er andre ting, det bliver sværere at få sagt farvel til.

Collage: Wunderkind Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pakkerne er pakket, juleslipset strøget, og snart går vi ind i den sidste uge af årtiet kendt som tierne. Som ved enhver afslutning er der en del, der benytter lejligheden til at sige farvel for denne gang – og endnu flere, der forsøger at sige farvel og komme af med andre med skiftende held.

En af dem, der lykkedes med at tage sit afslappede tøj og gå i denne uge, var Uffe Elbæk. Langt om længe, kunne man også med en vis ret sige, for egentlig har chef-alternativisten jo været ude med den melding før for et par år siden – men på det tidspunkt fandt han ud af, at han hellere ville være statsminister.

Og det var jo også en virkelig alternativ udmelding, men som så meget andet omkring det parti var der ikke så mange andre end medlemmerne selv, der så lyset – så det endte ikke med en reprise af Elbæks berømte 2015 valgkommentar: »Avavdvavdejrkdlavsjfkavahdkahahddad, hvor er det crazy, det her.«

Faktisk er det mest crazy for Alternativet deres nedtur, og ifølge en politisk kommentator her i avisen er der sket det værst tænkelige for et politisk parti: De er blevet til grin. Her kan man måske godt spørge sig selv, om den tilstand nu også er langt fra udgangspunktet. Alternativet selv mener, at de andre partier har stjålet deres bedste politiske ideer, og det har man hørt en del gange fra andre politiske partier ramt af nedtur, så måske er det nærmere almindeligheden, der truer Alternativet.

Bling-bling typer

Under alle omstændigheder er der nu nye politikere, som er i stand til at vække opsigt. Om det så er gennemtænkt eller ej, kan være svært at sige. For eksempel når Pernille Vermund i en TV-udsendelse skødesløst bruger udtrykket »perker« om en person af anden etnisk herkomst i en større bil – der tilfældigvis kommer forbi.

Men det er da en rammende betegnelse for sådan nogle bling-bling typer, fastholdt fru Vermund, og det ville hun blive ved at kalde folk med anden etnisk herkomst. Medmindre selvfølgelig etniciteten stammede fra Afrika. Så ville hun da kalde dem for »negere«, lød det ligefremt.

Om det nu er at kalde et velkendt graveredskab for en spade, eller om det er at slå anderledes udseende i nakken med samme redskab, det vil der nok være delte meninger om, men Pernille Vermund stod fast på, at man ikke skal være så sippet. Og de skal såmænd også være velkommen til at kalde hende for en storbarmet blondine, lød den lidt specielle sammenligning fra Nye Borgerliges leder.

Kønssterotype nedvurderinger

Det kommer de nu nok ikke til i Politiken, hvor man langt om længe har sagt farvel til kønsstereotype nedvurderinger. Det kommer, efter at bølgerne i flere uger er gået højt, da en TV-anmelder havde skrevet, at DRs »Lise Rønne vimser småneurotisk rundt i vanlig værtindestil«. Og så i Politiken …

Kulturredaktøren måtte lægge sig fladt ned og undskylde både højt og bredt og erklære, at TV-anmelderen havde sendt et personligt brev med en undskyldning til den ramte TV-vært, og selv om det ikke fremgik af artiklen, så forestiller man sig nok, at den ældre mandlige TV-anmelder får god tid til at hygge sig med anmeldelser af krimier fremover.

Stødende udtalelser får altid debatfolket op af stolene, men det var dog intet imod ugens store emne på såvel sociale som gammeldags medier: au pairerne. En ny rapport fik minister Mattias Tesfaye til at bebude et farvel til ordningen, og så brød kampen løs på de sociale medier.

Kombinationen af primært filippinske kvinder, der bor og arbejder som hushjælp hos primært folk i bedrestillede områder, virker åbenbart som et nedbrændt stearinlys i en udtørret juledekoration, og diskussionen stod i flammer. Fra venstrefløjens altid våbenklare retfærdighedshær blev der talt om tyende-tilstande, tredjeverdens-udbytning, ja ligefrem slaveagtige tilstande, mens billeder af Poul og Fritz i overklasseparodien blev flittigt delt.

Au pair-forsvaret talte om en ordning, der gav hårdt pressede familier lidt luft, kvindelige karrierer en chance og i øvrigt byggede på gensidighed og frivillighed for de 1.853 au pairer i landet. Men kulturudveksling og højskolesang var der vist ikke så meget af, og den fagbevægelsesudsprungne Tesfaye virkede ikke overbevist om ordningens levedygtighed. Men det kan blive et langt farvel.

Det kan det også i USA, hvor Demokraterne langt om længe har fået samlet sig til en rigsretssag mod præsident Trump – til det, de håber kan ende i det endelige farvel. Det er vist mest et håb, for selv om det amerikanske politiske system virker så speget, at det er svært at gennemskue for udenforstående, så tror de færreste, at sagen ender med udgangen for Trump, nærmest tværtimod, lyder analyserne.

Det kan virke, som om Trump har en af de der superheltedragter, der er i stand til at opsuge modstand og sende det tilbage i fjæset på angribere. Og The Donald selv virker som altid klar til at vende elitens modstand til folkets gunst, så det kan sagtens ende i et mere end fireårigt farvel fra ham.