Ugen på kanten: Der er altid nogen, det er synd for

Collage: Wunderkind Fold sammen
Læs mere

Der er altid nogen, der er synd for. Det er ikke noget nyt – faktisk skrev en begavet historiker bogen »Ofrets århundrede« allerede om sidste århundrede, og der er bestemt ikke blevet færre ofre her i det 21. århundrede.

Nu skal det heller ikke være nogen hemmelighed, at vi her i dagspressen har en vis forkærlighed for dem, det er synd for. Nogle gange kan det bare være lidt sværere at definere, hvem det er synd for – og ikke mindst hvornår det er synd for nogen.

Det gjaldt i starten af denne uge for Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, der hidtil har været kendt for en betydelig og ikke særligt blid indflydelse på de indre linjer i S, for et køligt forhold til medier og for i Ekstra Bladet at blive kaldt »Pjække-Sass«, fordi han var blevet væk fra nogle statsrevisormøder.

Nu kunne Sass i Politiken så fortælle, at han har haft en depression, og det selvfølgelig havde påvirket hans virke. Og det var jo synd for politikeren, det var der trods alt ikke to meninger om. Men var det så meget synd for Sass, at medierne skulle skamme sig, eller kunne man forvente af en toppolitiker, at han eller hun meldte sig syg, når man nu var det – det var det åbne spørgsmål, der blev diskuteret heftigt.

Og hvad med fremtiden – skal de danske medier nu til at tage fløjlshandskerne på, når det gælder den socialdemokratiske hardhitter? Det sidste mente partikollegaen Benny Engelbrecht, der kaldte medierne uempatiske, hvis de ikke fremover tog den lidt med ro over Sass.

S-gruppeformanden selv havde i første omgang ikke flere kommentarer til sagen, men efter et par dage var han heldigvis ikke mere medtaget, end han kunne foreslå journalisterne smidt ud af Christiansborg. Og var samtidig klar til at levere noget for hyren som statsrevisor i Folketinget i form af en kraftig røffel til regeringen for kaosset i skattevæsnet.

Om det så gør det synd for skatteminister Kristian Lauritzen, er jeg ikke helt klar over. Han har godt nok måttet vride hænder og sige »beklager« nogle gange over det tilsyneladende bundløse dynd i skattesystemet. Men det er vel trods alt mere synd for os skatteborgere – ihvertfald dem af os, der på redelig (og lidt dum) vis betaler hver gang – at vi sådan går og mister 100 milliarder kroner til fælleskassen.

Synd for de gamle

Det er i hvert fald synd for de gamle, der godt kunne bruge lidt oftere støvsugning og måske et bad en gang imellem. Men der bliver stadigt mindre hjemmehjælp til de ældre, der ellers har gået og betalt skat i alle de år, hvor den faktisk blev indkrævet. Problemet er jo, at de tillader sig at blive flere og flere, de gamle, og så er det jo klart, at der ikke er råd til så meget, lyder kalkulen. Bare ærgerligt, olde – eller måske nærmere: synd. Det blev ikke til forårsrengøring i år.

Nu kan vi jo så også snart springe foråret helt over og gå direkte til sommer. Det virkede i hvert fald sådan i denne uge, hvor temperaturerne sprængte de fleste rekorder og nærmest lagde op til solbadning og Aperol Spritzere. Det kunne man så nyde, hvis man havde både solbriller og skyklapper på – for vi ved jo godt, at det er klimaet og vores overforbrugs skyld, og at det ender med, at det er synd for alle mulige ...

I Hollywood skinner solen altid, men alligvel var det da også lidt synd for vores næsten danske stjerneskuespiller, Viggo Mortensen, at han endnu engang gik glip af sin velfortjente Oscar. Nu blev den film, han er med i, så kåret som den bedste, så værre var det heller ikke, da de danske aner hos Viggo jo netop viser sig ved, at han vælger fællesskabet frem for sig selv. Tror vi nok.

Mest synd var det nok for seerne ifølge diverse kommentatorer, at Oscar-bosserne i den hysteriske filmverden nærmest er lammet at frygt for at blive taget i noget forkert mht. hud-, hår- eller politisk farve eller promovere nogen, der er kommet med en grov bemærkning i en brandert i forrige århundrede. Så showet var transformeret fra den sædvanlige storslåede selvfedme til noget af en tør langgaber.

Så kedeligt, at ikke engang præsident Trump rigtig fik noget at tweete over. Han havde så også nok andet at følge med i i ugens løb – blandt andet hjemme, hvor hans tidligere fikser fortalte løs om diverse fiksfakserier for præsidenten – en fortælling om løgn, bedrag og forskellig umoralsk adfærd. Så ikke noget nyt der.

Kærlighed i Vietnam

Til gengæld var der anderledes kærlighed i luften ovre i Vietnam, hvor Trump skulle møde Nordkoreas Kim Jong-un, efter at de to havde haft en slags »penneven-bromance«, hvor Trump inden mødet fortalte, at han havde fået både »smukke« og »fantastiske« breve fra diktatoren.

Men Kim og Donald er næppe de første nære pennevenner, der har fundet ud af, at virkelighedens møder kan være svære – i hvert fald var Trump åbenbart ikke så naiv, som Kim havde troet, at han var klar til at opgive alle sanktioner for en enkelt afbrændt raket. Så den slukørede diktator måtte futte de godt 7.000 km tilbage til Pyongyang i sit grønne pansertog. Lidt synd, men så havde han jo god tid til at skrive nogle nye breve om sin triste oplevelse.