Ugen på kanten: De utilpassede – Fremad mod nye nederlag

En serierpartistifter tog den politiske dagsorden med endnu en lap til det blå kludetæppe, mens fodboldens skandalemester nummer et lukkede op for bagkataloget.

Collage: Wunderkind Fold sammen
Læs mere

Meget kan man sige om Simon Emil Ammitzbøl-Bille – men konform, det er han ikke. Fra den første optræden i en større offentlighed, som indbegrebet af klodset og boldræd fodboldspiller på FC Zulus festlige fodboldeksperiment, har han været en politiker, der ikke har været bange for at bruge sin utilpassethed – så at sige være til grin med værdighed.

En egenskab, der nok kunne være brug for som skaber af hans første isolerede udbryderparti, Borgerligt Centrum, og senere som toer i Liberal Alliance – med fast opgave at få en sammenhængende mening ud af Anders Samuelsens udmeldinger og derefter udholde diverse forsmædelser efter valgnederlaget.

En sympatisk utilpassethed altså, men derfra til at se sig selv i rollen som det danske svar på Macron, der er måske alligevel et stykke vej. Men ikke for Simon Emil. »Fremad« hedder hans og Christina Egelunds nye parti – ligesom Macrons franske modstykke, så vejen til en folkebevægelse skulle ligge lige for.

Hvis man altså kan huske, hvad det nye parti præcis står for, og det er måske her, det kan komme til at knibe. Altså udlændingepolitikken skal være lidt mindre Støjberg-agtig – fair og fast i modsætning til Venstres fast og fair, som partistifteren udtrykker det. Og de subtile nuancer fortsætter i resten af det såkaldt værdiliberale program, som er noget med Europa, klima, frihed, og så kan jeg simpelthen ikke huske mere, selv om jeg lige har læst det.

Hos de øvrige borgerlige partier registrerede man da også en smule træthed over den lille ny Nummer ni i den blå kreds af partier, lød fintællingen. Uffe Elbæk var derimod meget positiv, og Mette Frederiksen var vist heller ikke utilfreds med endnu en skinger nuance i Jakob Ellemanns brogede flok af blålige støtter.

Sidste håb ude

Men der er nu også sjældent den store politiske begejstring for selvrealiserende utilpassethed. Spørg bare hos vragdelene efter Radio24syv, der i denne uge måtte se det realistisk set sidste håb slukkes. Som mange andre utilpassede havde radioen satset på det helt forkerte – i det her tilfælde originalitet og lyttere i stedet for en passende mængde politisk lydhørhed – så det måtte jo komme til en ende.

Til slut endda begrundet i armslængdeprincippet – der er ikke noget at stille op for politikerne. I betragtning af, hvor meget politik der har været inde over lukningen af de utilpassede stemmer på 24syv, så er det jo en særligt elegant afslutning.

Elegant er der til gengæld ikke ret meget der er ved ugens litterære begivenhed: Nicklas Bendtners bog om sit fodboldliv. Eller rettere sit liv, på trods af at han også spiller fodbold indimellem. For her er der virkelig en, der har gjort utilpassetheden til sit varemærke og holdt fast i sit brand: dumhed, damer og druk.

Fra første gang Bendtner som knægt blev udtaget til landsholdet og fejrede det med at bunde en hel flaske Fisherman's-shots og blev kørt opkastende hjem i en trillebør. Til han sidste år blev vraget til landsholdsslutrunden og skyllede skuffelsen væk i en Montrachet til 25.000 – bundet fra flasken. Okay ... nogen udvikling har der været, men vist nok mest i kvaliteten af sprutten.

Ekstra Bladet havde ligefrem en afstemning om, hvilken af Bendtners skandaler, der var den største – min personlige favorit var den, hvor han tager bæltet af og pisker en taxa, mest fordi det er så absurd. Men flertallet mente fornuftigvis, at det værste var at køre i bil mod ensretningen med en promille på 1,75. Det kunne have fået fæle konsekvenser, men netop konsekvenser er tydeligvis ikke noget, Bendtner bruger meget tid på.

I så fald kunne det nok være blevet til en mere skinnende karriere. Inden moralen flyder helt over, så må vi nok lige have med, at fodbold er en del af underholdningsbranchen – og her er vi trods alt mange, der nyder godt af Bendtners utilpassethed – nu også bogbranchen.

Her er man vant til de utilpassede. Fredag fik Bendtner således selskab på hylderne af utilpassethedens konge, digteren der har brudt alle grænser og normer, Yahya Hassan, der ud af mørket landede en overraskende toer. Og som i et telefonisk interview fra psykiatrisk leverede denne optakt i Weekendavisen: »Det er elendighed og sorg, der er katalysatoren, 90 procent af min motor kører på pis, lort og gylle. Ufortyndet pis og lort.«

Pludder og døde krager

Men det er jo ikke altid, utilpassetheden fører ud i outsiderroller. Med den rette timing kan det såmænd føre vidt. Selv om Klodshans er en dansk figur, så er det næppe tilfældigt, at H.C.Andersen havde globalt potentiale – som det hedder i dag – og ideen om, at man kan komme langt med at sige oldermanden og alle hans kloge sønner imod, den virker også andre steder.

For eksempel i Det Hvide Hus, hvor Donald Trump i tre år nu har kastet med pludder og døde krager, fornægtet klima, tækket diktatorer og ladt hånt om alle regler og rettigheder, og alligevel er den ged langtfra barberet.

Et år før næste præsidentvalg viser amerikanske opinionsundersøgelselser, at The Donald i dag er favorit til at genvinde posten – næsten uanset hvilken demokratisk modkandidat det ender med.

Nu kan der ske meget på et år, men alligevel – man kan godt blive lidt utilpas over det.