Ugen på kanten: Alting har sin pris – men Grønland?

Trump overgår sig selv med ideen om at købe Grønland – Venstre vil købe formandskabet ud, og Priden ved ikke, om de er købt eller solgt.

Collage: Wunderkind Fold sammen
Læs mere

Hvis der er noget, Donald Trump altid har slået sig op på, så er det, at han er mand for en god handel. Der er endda en bog af The Donald med titlen »Art of the Deal«, som onde tunger godt nok påstår, han hverken har skrevet eller læst, men den slags detaljer er også ligegyldige – det er brandet, det handler om. Og Trumps brand er, at han ved, hvordan man kommer godt ud af en handel, og at alting er til salg, bare prisen er rigtig.

Så hvad er egentlig mere logisk, når nu amerikanerne godt vil have lidt mere styr på alt det arktiske der, end bare at købe Grønland, har Trump vel tænkt. Måske har nogen ligefrem hvisket den amerikanske præsident i øret, at danskerne tidligere har været friske til at sælge ud af de fjerntliggende provinser til USA, da De Vestindiske Øer gik den vej.

Og sammenlignet med de caribiske øer, så må Grønland vel være lidt af et håndværkertilbud: Godt to millioner kvadratkilometer med yderst spredt bebyggelse, der koster Danmark over en milliard om året, og alligevel er indbyggerne som oftest sure på syddanskerne. Her må Trump nok have ment, man kunne skrue et godt tilbud sammen – måske ligefrem »an offer you can’t refuse«, som det hedder i visse kredse.

»Hvad er egentlig mere logisk, når nu amerikanerne godt vil have lidt mere styr på alt det arktiske der, end bare at købe Grønland?«


Men det kommer det nu nok aldrig til, for endnu en gang er det, som om resten af verden ikke helt deler den amerikanske præsidents visionære syn på tingene, viste det sig, da historien var kommet ud via amerikanske Wall Street Journal – en sædvanligvis lettere konservativ orienteret avis, der selv præsenterede historien under overskriften: »Præsidenten har kig på endnu en investering i fast ejendom.«

Faktisk genlød de sociale medier af vantro kommentarer og ideer om køb og salg af alt fra Puerto Rico og Cuba til fantasifulde byttehandler, iblandet ophidsede angreb på ignorante amerikanske højreimperialister og enkelte tørre kommentarer om, at grønlænderne da vist også havde noget at skulle have sagt. Det hele kunne nok summeres op i Lars Løkkes kommentar om, at det alt sammen mindede om en aprilsnar – uden for sæsonen.

God for en hurtig joke

Og dem kender Løkke. Han har vist aldrig været en ørn til investeringer, men til gengæld altid god for en hurtig joke. Her på det sidste er det bare, som om der ikke har været meget at grine af i Venstre. Alting har sin pris – også i politik. Og prisen kan være høj for at sætte næstformand Kristian Jensen så grundigt på plads, som det skete på sidste uges sommergruppemøde, hvor man som TV-seer var tæt på krumme sine sko i stykker oven på golfbane-ydmygelsen af næstformanden.

Efterfølgende var det Claus Hjort Frederiksen – der igennem årtier har haft rollen som »oprydder« af den brutale slags i Venstre – der fastholdt, at nu måtte det være slut med det såkaldte delte formandskab i Venstre. Indtil det blev slået endeligt fast, at det såkaldte delte formandskab i Venstre var præcis så delt, at formanden bestemte, og næstformanden gjorde, hvad han fik besked på. Så faldt der ro over hjorten.

Men prisen? Ja, ifølge flere medier ulmer oprøret stadig, og masterplanen i Venstres dyb skulle være, at både Løkke og Jensen må ud, så der kan komme friske vinde ind i partiet. Fortsættelse følger – frem til novembers landsmøde.

Penge på Priden

At alting har pris – også succes – må man også sande i ugens store københavnerbegivenhed, Copenhagen Pride. Efter i de første år at måtte kæmpe for synlighed og anerkendelse til L, G, B, Q, T og resten af bogstavrækken, så er minioriteterne nu blevet så populære, at erhvervslivet gerne vil mænge sig med dem. Og det er så heller ikke godt, forstår man på diskussionen i blandt andet Politiken.

»Kolde og kyniske virksomheder« prøver at se varme ud ved at bruge penge på Priden, lyder det for eksempel fra en oprørt kunstner, der har fået nok af kapitalens omklamring. Tja – det er ikke nemt at være nogen.

Dansk klubfodbold kunne godt bruge lidt mere kapital-omklamring, for i fodboldens verden er det i længden dem med flest penge, der vinder. Og her ligger danske klubber åbenbart på niveau med Armenien og Letland – i hvert fald fik de igen i år bank på stribe i de europæiske opgør.

I en smattet Parken sendte den københavnske stolthed, FCK, det ene straffespark efter det andet over mål og efterfølgende aktiekursen knap ti procent ned. Kontant afregning.

Fredeligt i gang

Og sørme om ikke også ugen bød på op til flere offentlige fremtoninger af Mette Frederiksen, landets nye statsminister, som er kommet næsten uhyggeligt fredeligt i gang.

Det politiske budskab, hun lagde ud med, var da også, at alting har sin pris – også valgløfter.  Så det der med pension og plejehjem og gyldne dage i det offentlige – det bliver ikke liiiige med det samme, forstod man.

Til gengæld tog Frederiksen stikket hjem med sin undskyldning til de vanrøgtede Godhavn-drenge. Der kan siges meget principielt om det der med at undskylde for noget, man ikke har gjort, men man skulle nok have et hjerte af sten for ikke at blive rørt over den begivenhed.

Og skal man alligevel være lidt kynisk, så er der jo også en anden god ting ved undskyldninger – som min mor altid sagde: Høflighed koster ikke noget.