Trump skriver historie: »Jeg kæmper for de ufødte børn«

 

Der blev ikke langt fingre imellem, da Donald Trump som den første præsident nogensinde mødte personligt op og talte ved den årlige anti-abort demonstration 'March for Life' på the National Mall i Washington D.C.

Tidligere præsidenter som Ronald Reagan og George W. Bush har talt til forsamlingen via videoskærm.

Ifølge avisen The New York Times var både Reagan og Bush angiveligt nervøse for at skræmme mere moderate vælgere væk ved at blive fotograferet ved denne temmeligt yderligtgående demonstration, hvor de tusindvis af deltagere primært kommer fra USAs højrefløj af genfødte kristne (evangelisterne).

Men den slags bekymrer Donald Trump sig efter eget udsagn ikke om. De evangelistiske vælgere var således medansvarlige for præsidents valgsejr i 2016.

Anti-abort-demonstranter og Trump-fans. Fold sammen
Læs mere
Foto: LEAH MILLIS - Reuters.

Og foran de jublende abort-modstandere sagde Donald Trump bl.a.:

»De venstreorienterede politikere arbejder desværre aktivt for fjerne de rettigheder, som Gud har givet jer. De kæmper imod mig, fordi jeg kæmper for jer.«

Indtil 2010 understregede Donald Trump i flere interview, at han var tilhænger af fri abort, ligesom han dengang stemte på det demokratiske parti.

Men under demostrationen i Washington D.C. var der ingen tvivl om Trumps aktuelle standpunkt.

'Donald Trump er vores største pro-life præsident nogensinde,' stod der således på et hav af skilte foran scene i den amerikanske hovedstad.

Og under sin tale, hvor Donald Trump ifølge Washington Post holdt sig til det trykte manuskript, sagde præsidenten bl.a.:

»Vi er forsamlet her i dag af en simpel årsag, for at kæmpe for de ufødte børn. Når vi ser en baby i moderens mave, får vi et glimt af Guds majestætiske skabelse.«

Lige siden den såkaldte 'Roe V Wade'-retssag i 1973, der gjorde abort lovligt i hele USA, har anti-abort-bevægelsen kæmpet for at gøre abort ulovlig igen. Hvert år siden 1974 har 'March for Life'-arrangementet tiltrukket et sted imellem 10.000 og 25.000 pro-life demonstranter. Og mange vurderer, at den nu mere højreorienterede amerikanske højesteret i løbet af de kommende år kan gøre abortmodstandernes drøm til virkelighed.

Et skilt til årets anti-abort demonstration i Washington D.C. Fold sammen
Læs mere
Foto: Yuri Gripas / ABACA POOL - EPA.

Iblandt Donald Trumps mest konservative vælgere er der stort flertal for at omstøde retten til abort. Men iblandt den brede amerikanske befolkning er holdningen en anden.

Ifølge landets tørste radiostation NPR mener 70 procent af den amerikanske befolkning således, at abort fortsat skal være tilladt.

Mens Donald Trump talte til sine kernevælgere i anti-abort bevægelsen, fremlagde demokratiske politikere i det amerikanske senat (blot få kilometer væk) deres argumenter i rigsretssagen imod Donald Trump.

Lørdag starter Donald Trump advokater med deres udlægning af sagen.

Et sted imellem 10.000 og 25.000 var mødt op til årets 'March for Life'-demonstration i Washington D.C.. Fold sammen
Læs mere
Foto: Yuri Gripas / ABACA POOL - EPA.

Donald Trump er anklaget for magtmisbrug og forsøg på at forhindre kongressens arbejde. Hvis han imod alle odds findes skyldig, kan præsidenten blive afsat.

For at finde præsidenten skyldig i én eller begge anklager, skal mindst to trediedele af senatets 100 medlemmer være enige i dén beslutning.