Togene kører som normalt over Storebælt efter dødsulykke

Efter onsdagens togulykke er begge jernbanespor over Storebælt nu frigivet til trafik, oplyser Banedanmark.

s
IC4-passagertoget fotograferet på Nyborg Station torsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Togene kan så småt begynde at køre som normalt over Storebæltsbroen efter onsdagens dødelige togulykke.

Torsdag aften oplyser Banedanmark på Twitter, at begge jernbanespor over broen nu er frigivet til trafik.

Godt et døgn efter ulykken kørte det første tog torsdag formiddag ud på broen, da myndighederne åbnede det ene spor. Men først torsdag aften kan togene altså begynde at rulle i begge retninger samtidig.

Togulykken skete under stormen Alfrida onsdag morgen. Her væltede en trailer på et godstog tilsyneladende ned i et passagertog, da de to krydsede hinanden på lavbroen over Storebælt.

Køreledningerne på broen tog skade i en sådan grad, at reparationen har varet halvandet døgn.

- Arbejdet med at genoprette skaderne på kørestrømsanlægget tog lidt længere tid end forventet, lyder det kort før klokken 20 fra Banedanmark.

Dermed kan DSB igen køre på tværs af landet. Torsdag aften oplyser DSB's pressevagt, at både InterCity-tog og lyntog begynder at krydse broen igen.

Allerede i løbet af aftenen skulle driften gerne være oppe i normale omdrejninger. Også godstog må igen passere Storebæltsbroen.

Mens broen har været lukket for togtrafik, har DSB fragtet sine passagerer over broen i togbusser.

Torsdag morgen opjusterede Fyns Politi dødstallet fra togulykken fra seks til otte. 16 blev kvæstet.

En togulykke i det omfang er ikke set i Danmark siden 1988.

Politiet har endnu ikke ønsket at sige mere om de dræbtes identiteter, ud over at der er tale om tre mænd og fem kvinder, og at alle er danske.

Det skyldes, at den endegyldige identifikation fortsat udestår. Dog er man "rimeligt sikker" på, hvem fire af ofrene er, og i løbet af torsdagen har politiet også fået en "god formodning" om, hvem de øvrige fire er.

/ritzau/