To mistænkte tilfælde af ny coronavariant er fundet i Danmark

Inden for de næste dage kan man bekræfte, om to personer i Danmark er smittet med den nye coronavariant. Alle passagerer fra to fly skal lade sig isolere og teste, anbefaler Styrelsen for Patientsikkerhed.

En sundhedsmedarbejder udfører en coronatest i Tambo International Airport i Sydafrikas største by, Johannesburg. Omikron-varianten menes at stamme fra Sydafrika. Fold sammen
Læs mere
Foto: PHILL MAGAKOE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

To mistænkte tilfælde af den nye coronavariant Omikron er påvist i Danmark hos rejsende fra Sydafrika.

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse lørdag aften.

Sundhedsministeriet skriver i pressemeddelelsen, at der er stor sandsynlighed for, at der er tale om varianten Omikron.

Det kan dog første blive endeligt bekræftet inden for de næste dage, når man har resultatet af en helgenomsekventering.

- Myndighederne har en begrundet mistanke om, at vi har de første to tilfælde af den nye variant Omikron i Danmark. Varianten er blevet fanget i de variant-PCR-test, som SSI laver på positive prøver, og derfor har vi hurtigt fanget varianten.

- Vi er et af de lande, der har den mest omfattende overvågning af varianter, og derfor er det ikke overraskende, at vi tidligt finder tilfælde i Danmark, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen.

Sundhedsministeren siger desuden i pressemeddelelsen, at de smittede nu er i isolation, og at myndighederne er i gang med at opspore deres nære kontakter og nære kontakters nære kontakter.

- Det er vigtigt at sige, at der stadig er meget, vi ikke ved om Omikron. Derfor kommunikerer vi, så snart der er nyt, lyder det i pressemeddelelsen.

Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler desuden, at alle der kommer til Danmark eller er kommet til Danmark siden 16. november og har været i Sydafrika, Lesotho, Mozambique, Zimbabwe, Botswana, Namibia og Eswatini (tidligere Swaziland, red.), lader sig teste og går i isolation, indtil de er testet negative på dag seks.

Det gælder, uanset om man er vaccineret eller ej.

Passagerer om bord på flyene KL 1129, der er fløjet fra Amsterdam til Kastrup 23. november og KL 1345, der er fløjet fra Amsterdam til Billund 24. november, anbefales at gå i isolation.

Det siger Birgitte Drewes, der er vicedirektør Styrelsen for Patientsikkerhed, i en pressemeddelelse.

De bør lade sig teste søndag og igen tirsdag.

- Først et negativt svar herefter kan fritage de involverede fra isolation, siger vicedirektøren.

Er man nær kontakt til en, der er smittet med den nye variant, anbefaler Styrelsen for Patientsikkerhed, at man går i isolation og lader sig teste på dag et, fire og seks.

Man kan bryde isolationen, hvis man tester negativ på dag seks.

Den samme anbefaling gælder for nære kontakter til nære kontakter til smittede med Omikron.

De skærpede anbefalinger fra Styrelsen for Patientsikkerhed gælder, indtil man ved mere om den nye variant.

Omikron blev først fundet i Sydafrika, men er allerede fundet i flere europæiske lande som Belgien og Tyskland.

Fredag meddelte Statens Serum Institut, at man fra midnat ville skærpe rejserestriktionerne for Sydafrika og de seks førnævnte nabolande.

Flere andre europæiske lande har fredag og lørdag meldt ud, at man har fundet bekræftede eller formodede tilfælde af omikron-varianten. Det gælder blandt andet i Belgien, Holland, Storbritannien, Tjekkiet, Italien og Tyskland.

ritzau/mort