Tidligere spindoktor om statsministerens tårer: »Det er en karikatur på, hvordan politik fungerer«

Noa Redington, politisk kommentator og tidligere rådgiver for Helle Thorning-Schmidt, anfægter, at statsminister Mette Frederiksen offentligt græd som led i politisk spin. Gråd skal ikke betragtes som et strategisk værktøj, mener han.

 
Statsminister Mette Frederiksen (S) havde tårer i øjnene, da hun mødte pressen efter torsdagens besøg på en minkfarm ved Kolding. Se klippet her. Video: Daniel Martinsen/B.T. Fold sammen
Læs mere

Torsdag besøgte statsminister Mette Frederiksen (S) en minkavler nær Kolding.

Efterfølgende fældede statsministeren en tåre foran pressen, da hun italesatte, hvor hårdt det var for minkavlerne at skulle aflive deres avlsdyr og erhverv. Hun påtalte, at situationen også var hård for hende selv.

Denne scene er nu blevet genstand for en heftig debat, hvor især folketingsmedlemmer fra oppositionspartierne har anklaget statsministerens rørte fremtoning som »krokodilletårer« og »tykt« politisk spin.

Ifølge politisk kommentator og tidligere rådgiver for forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) Noa Redington er der dog ingen grund til at tro, at Mette Frederiksens optræden er en strategisk beslutning.

Han påpeger, at man som spindoktor »selvfølgelig ikke« kan rådgive en toppolitiker til at græde for åben skærm.

»Du kan ikke rådgive folk om, hvorvidt de skal græde eller ej i en bestemt situation for at fremstå i et bedre lys,« siger Noa Redington til Berlingske.

»Når det så er sagt, er man som politiker ekstremt bevidst om de signaler, man sender. Man kan ikke blive statsminister i Danmark, hvis man ikke kan styre sit temperament og dosere sine følelser på den rette måde,« tilføjer han.

»Kontroltab« for kvindelige statsministre

Ifølge Noa Redington er kritikken om den grædende statsminister »lidt speciel«. Han genkender dog anklagerne fra sin tid som rådgiver i Statsministeriet

Da Helle Thorning-Schmidt var statsminister, deltog hun i 2015 i begravelserne for den jødiske vagt Dan Uzan og filminstruktør Finn Nørgaard, som begge mistede livet ved terrorangrebene i København. Her fangede fotografer, at Helle Thorning-Schmidt ikke kunne holde tårerne tilbage ved de to lejligheder.

Dette blev af blandt andre Christopher Arzrouni, der dengang var debatredaktør på Børsen, kvalificeret som decideret skuespil.

»Hun er Danmarks bedste skuespillerinde,« lød det fra Christopher Arzrouni, som også tidligere har besiddet embedet som rådgiver for Venstre-politikeren Kristian Jensen.

Såvel i tilfældet med Helle Thorning-Schmidt som med Mette Frederiksen mener Noa Redington, at der snarere er tale om de to statsministres følelsesmæssige involvering i sagerne, end der er tale om politisk spin.

»Man skal huske på, at Helle Thorning-Schmidt stod lige i centrum af, hvordan man håndterede terrorangrebene i 2015, hvor hun selvfølgelig var meget berørt under de to begravelser. På samme vis har Mette Frederiksen sat sig i spidsen af aflivning af danske mink, så selvfølgelig bliver hun følelsesmæssigt påvirket af det,« siger han.

Ifølge Noa Redington er der formentlig en større bevågenhed, når kvindelige statsledere viser følelser i offentligheden, fordi de forventes at udvise en kontrolleret adfærd.

»Der er en uudtalt problemstilling omkring, at kvindelige statsministre ikke må vise følelser i offentligheden. Statsministerembedet og det at udøve magt har historisk set været domineret af mænd, og derfor lægger vi mærke til, når kvinder afviger fra den gængse skole,« siger han og fortsætter:

»Derfor har det været nødvendigt for kvindelige toppolitikere at virke kontrolleret for at kunne udøve magten. Hvis man som kvindelig toppolitiker ofte fælder tårer, bliver det i højere grad opfattet som kontroltab end som menneskelighed. Det er det felt, man navigerer i.«

En »bitter« opposition

Noa Redington er overbevist om, at man i kommunikationsafdelingen i Statsministeriet anser Mette Frederiksens tårer som en fodnote i en større sammenhæng.

Han mener snarere, at man bør hæfte sig ved, hvilke signaler oppositionen sender, når den beskylder statsministeren for at græde på kommando.

»Oppositionen skal passe på med, at den ikke fremstår usædvanligt vred og bitter, når den anklager statsministeren for at planlægge at græde. Så fremstår man virkelig indebrændt, og det falder i højere grad tilbage på politikerne i blå blok, end det falder tilbage på statsministeren,« mener Noa Redington:

»Man kan sagtens diskutere, om det er klædeligt, klogt eller ej. Men at skabe et billede af, at hun har benyttet det at græde som et strategisk redskab, er en karikatur på, hvordan politik fungerer.«