Sverige er under pres i coronapandemien.

320.098 svenskere er diagnosticeret med coronasmitte, siden sygdommen kom til nabolandet, og antallet af dødsfald med corona er nu oppe på 7514. Det tilsvarer 74 dødsfald pr. 100.000 indbyggere. Herhjemme er tallet 16, og i Sveriges to andre nabolande, Norge og Finland, er det nede på henholdsvis 7 og 8.

Presset på det svenske sundhedssystem åbner nu for diskussionen om, hvorvidt de øvrige nordiske lande bør træde til med hjælp.

I en artikel i avisen Svenska Dagbladet erklærer Finland sig klar til at stille for eksempel sengepladser til rådighed for svenske coronapatienter. Departementschef i det finske social – og sundhedsministerium Kirsi Varhila siger, at man ikke har hørt fra de svenske myndigheder, men at man gerne bidrager.

»De nordiske lande samarbejder tæt i disse spørgsmål, og hvis situationen i Finland er under kontrol, så eksisterer der et hurtigt beredskab, der kan hjælpe Sverige«, siger hun. Tidligere har man bistået nabolandet med analyse af testresultater i den nordlige del af Sverige.

Samarbejdsaftale

Norge har heller ikke fået en henvendelse fra de svenske myndigheder, men statssekretær i det norske sundhedsministerium Maria Jarhrmann Bjerke siger til NRK, at Norge også gerne stiller op.

»Såfremt de svenske myndigheder henvender sig til os for at få bistand, vil vi have en positiv holdning til det,« siger hun og forklarer, at der er indgået en sundhedsaftale mellem de nordiske lande, som efter anmodning og med kort varsel kan udløse forskellige former for assistance og hjælp.

De svenske myndigheder afviser indtil videre, at det i øjeblikket er nødvendigt at bede om bistand fra de øvrige nordiske nabolande.

»Tilstanden inden for sygehusvæsenet er meget anstrengt i flere dele af landet, men vi har en national tilgængelig kapacitet til at møde behovet for pleje lige nu,« skriver Johanna Sandwall, kriseberedskabschef ved den svenske Socialstyrelsen, til nyhedsbureauet TT.