Svensk politi anholder yderligere to mænd i 20erne for eksplosion i København

Onsdag har svensk politi anholdt yderligere to mænd for bombesagen ved Skattestyrelsen. Dermed er i alt fire mænd fra Sverige sigtet i sagen.

(ARKIV) Svensk politi anholder yderligere to mænd i sag om eksplosionen ved Skattestyrelsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Svensk politi har anholdt yderligere to mænd i sagen om eksplosionen ved Skattestyrelsen.

Det bekræfter både svensk og dansk politi.

Begge mænd mistænkes for at udsætte andre for grov fare i det offentlige rum, skriver Sydsvenskan.

»To mænd blev i går eftermiddag anholdt her i Malmø. De er 22 og 27 år gamle, og de blev anholdt i forbindelse med detonationen af sprængstof ved Skattestyrelsen i København. Det er det, vi kan sige lige nu,« siger Nils Norling, pressetalsperson ved politiet i Malmø.

Måns Biörklund, leder af afdelingen for international organiseret kriminalitet syd under Svensk Politi, fortæller til Berlingske, at den svenske byret inden for de kommende dage skal tage stilling til, om der er grundlag for at varetægtsfængsle de to.

»Anklageren skal senest på lørdag sende begæring om varetægtsfængsling af de to,« siger Måns Biörklund.

Han vil ikke svare på, om de to nye mænd er fra Malmø og det sydlige Sverige, som det var tilfældet med den 22-årige og den 23-årige, der blev sigtet i sagen i sidste uge. I det hele taget har han ikke yderligere kommentarer, lyder det.

Anklagemyndigheden i Sverige har torsdag morgen udsendt en pressemeddelelse med de samme sparsomme informationer.

Sydsvenskan har været i kontakt med den ene nye sigtedes forsvarsadvokat, Lars Kruse, men også han afholder sig fra at komme med yderligere detaljer: »Jeg kan ikke udtale mig,« siger han til den svenske avis.

Det er uvist, hvordan de to mænd forholder sig til sigtelsen.

Københavns Politi bekræfter anholdelserne.

»Yderligere to personer blev i går (onsdag, red.) anholdt i Sverige i forbindelse med eksplosionen ved Skattestyrelsen den 6. august. Vi har ikke flere oplysninger for nuværende,« skriver politiet på Twitter.

Ud af de fire sigtede i bombesagen fra Skattestyrelsen, er tre i de svenske myndigheders varetægt. Den fjerde er på fri fod. Han har været internationalt efterlyst siden i sidste uge.

En 22-årige mand, der har været tilbageholdt i Sverige siden tirsdag i sidste uge, har modsat sig udlevering til Danmark. Men ved et retsmøde i Malmø i fredags besluttede en dommer, at han skal udleveres sammen med 11 beslaglagte ejendele såsom mobiltelefoner og usb-stik.

Manden har dog mulighed for at appellere den afgørelse til hovrätten, der svarer til landsretten i Danmark. I så fald kan der gå uger, før han udleveres.

Det var om aftenen tirsdag den 6. august, at der skete en eksplosion ved Skattestyrelsen på Nordhavn i København.

Der var tale om en kraftig eksplosion, der gav store skader på Skattestyrelsens facade. En person kom lettere til skade.

Sprængstoffet lå blot 60 centimeter fra indgangspartiet.