Onsdag formiddag forsøgte en mand tilsyneladende at køre en Volvo gennem en menneskemasse i byen Östersund, Sverige. Det lykkedes dog ikke, og han blev hurtigt anholdt af det svenske politi. Nu undersøges sagen som værende et forsøg på terror.
Det skriver Aftonbladet.
Vidner beskrev mandens opførsel som mærkværdig, hvilket vakte mistanke og medførte en hurtig indsats, da han angiveligt forsøgte at udføre sit angreb. Ifølge avisen blev han pågrebet, da han kørte ind i et stenfundament i det centrale Östersund.
Svensk efterretningsvæsen er involveret
Politiet beslaglagde en række materialer fra bilen, som menes at være relevante for den videre efterforskning. Bilen er registreret i en unavngiven selvstændig erhvervsdrivendes navn. Den erhvervsdrivende har bekræftet, at bilen tilhører ham, og at den ikke er meldt stjålet.
Kammeradvokaten for den svenske anklagemyndighed, Henrik Olin, har overfor Aftonbladet bekræftet, at myndigheden har overtaget efterforskningen, at det efterforskes som terror, og at han er efterforskningsleder. Derudover er det svenske sikkerhedspoliti (Säpo) også involveret i efterforskningen.
»Det passer, at sikkerhedspolitiet har overtaget en efterforskning fra politiet i region Nord,« siger Gabriel Wernstedt, pressesekretær i Säpo.
På nuværende tidspunkt har politiet ikke offentliggjort yderligere detaljer omkring hændelsen, men bekræfter, at manden er sigtet for forsøg på terror. I en officiel meddelelse oplyser anklagemyndigheden desuden, at gerningsmanden vil blive afhørt senest fredag forud for en eventuel retssag.
Undersøges for kobling til terrorist
Manden bliver desuden ifølge svenske medier undersøgt for at have forbindelser til terroristen Rakhmat Akilov, der i 2017 slog fem mennesker ihjel, da han kørte ind i en menneskemængde på Drottninggatan i Stockholm. Rakhmat Akilov blev efterfølgende anholdt, sigtet og idømt livstid for terror.
Ifølge de svenske myndigheder er gerningsmanden bag onsdagens terrorforsøg fra Uzbekistan - samme land som Rakhmat Akilov stammer fra, skriver Aftonbladet.
Politiet har øget sin tilstedeværelse i Östersund oven på begivenhederne. Myndighederne understreger dog, at der ikke findes tegn på yderligere hændelser og opfordrer samtidig til ro blandt borgerne i Östersund.
»Havde vi nogen som helst information, som talte for, at der fandtes en risiko for, at der skulle ske lignende hændelser, så havde vi kommunikeret det til medborgerne,« siger politikommissær i Östersund Hans Ängquist til Aftonbladet.