Sundhedsminister: Jeg er vildt forbløffet over kritik

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) afviser kritikken fra Danske Regioner og PLO, der siger, at nøl i regeringsudvalg har forsinket forbedringer af vagtlægeordningen.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) afviser Danske Regioner og PLO’s kritik af regeringen for at have nølet med forbedringer af vagtlægeordningen.

Regioner og læger siger til Berlingske Tidende, at fordi daværende sundhedsminister, nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bad dem om at stoppe et servicetjek, de var i gang med i forhold til vagtlægeordningen i 2007, så forpassede man samtidig chancen for at forbedre hårdt udskældte ordning allerede fra sidste år.

- Jeg er vildt forbløffet over kritikken fra Danske Regioner og PLO. Der er ingen fikumdik i det her. Der var sat gang i to udvalg, der skulle undersøge det samme. Det sker nogle gange, og så beder ministeren høfligt om, at man bare fortsætter i ét spor. Ingen har stoppet Danske Regioner og PLO. Hvis de syntes, at det ville være passende at fortsætte der undersøgelse, kunne de blot have gjort det, siger Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen.

Minister: Der er ingen fikumdik
Lars Løkke Rasmussen foreslog i et brev 24. august 2007 til regioner og læger, at deres servicetjek skulle lægges over i den såkaldte praksiskommission.

Hvor PLO og Regioner havde planlagt at barsle med en undersøgelse, der ikke handlede om andet end vagtlægeordningen inden udgangen af 2007, barslede praksiskommissionen med en rapport i efteråret 2008. Ifølge læger og regioner med alt for lidt fokus på vagtlægerne og hovedvægten lagt på det store spørgsmål om, hvilken rolle, de praktiserende læger skal spille i fremtidens sundhedsvæsen.

- Det kommer helt bag på mig, at regionerne og lægerne nu kritiserer det arbejde, de selv har været med til at lave i forbindelse med praksiskommissionen. Jeg spiste middag med dem, da vi havde overstået arbejdet sidste efterår, og her var ingen sure miner, siger Jakob Axel Nielsen.

Blæsten om vagtlægerne, der begyndte i søndags, da Berlingske Tidende afdækkede sagen om 14 måneder gamle Christian har nu på 5. dag udløst hård kritik af vagtlægeordningen, som drives i samarbejde mellem Danske Regioner og de praktiserende læger.

At de to parter nu retter kritikken mod statsministeren, betegner sundhedsminister Jakob Axel Nielsen som en ”afledningsmanøvre”.

Følg også Christian-sagen på Facebook.