Sundhedsborgmester om dødsfald på plejehjem: »Et stort problem, at vi ikke har kunne teste nok«

Sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling, frygter, at der har været raske smittebærere og erkender, at det er et stort problem, at man ikke har testet nok tidligt.

12 beboere på plejecenter Sølund er afgået ved døden, mens de har været smittet med coronavirus. Ida Guldbæk Arentsen /Ritzau Scanpix

Københavns største plejehjem, Sølund, er for alvor blevet ramt af coronavirus.12 beboere på plejecentret er afgået ved døden, mens de har været smittet med coronavirus. Samtidig er 15 medarbejdere testet positive for coronavirus.

Plejehjemmet har i alt 160 beboere og 220 medarbejdere.

Ifølge sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling (SF), har smitten bredt sig på plejehjemmet, før restriktionerne mod coronavirus trådte i kraft 13 marts.

Hvilke præventive tiltag har I taget for at undgå smitte på plejehjemmene?

»Vi har meget tidligt været i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed og fik rådet om, at zoneinddele plejehjemmet Sølund. Vi har isoleret borgeren så snart de har udvist tegn på smitte. Men det har været et stort problem, at vi ikke tidligt i forløbet har kunnet få testet beboere og personale. Der kan have været raske smittebærere blandt dem.«

Hvordan er det sket, at beboere på plejehjemmet er blevet smittet? 

»Vi må desværre konstatere, at smitten med coronavirus nok er kommet på ind plejehjemmet Sølund, inden Danmark lukkede ned 13 marts,« siger Sisse Marie Welling.

Hvem har ansvaret for, at det her er sket?

»Det er en global pandemi og der må vi bare konstatere, at borgere bliver smittet. Vi har så hurtigt, vi kunne, lukket ned for besøgende og taget forholdsregler som for eksempel at zoneinddele plejehjemmet«

Tager i yderligere tiltag i brug for at forhindre smitte?

»Det er klart, at vi skal have testet så mange beboere og ansatte som muligt. Så vi kan opdage både dem med symptomer, men også de raske smittebærere«

Har plejehjemmene haft de ressourcer, der skal til under coronakrisen?

»Vi er ikke på noget tidspunkt løber tør for værnemidler. Vi arbejder benhårdt på at sikre, at der er værnemidler nok. Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning bruger i omegnen af 500.000 kr. om dagen på værnemidler, og vi bruger det de steder, hvor det er nødvendigt. Blandt andet på plejehjem.«

Artikel opdateret lørdag den 18. april med præcisering i tal for kommunens brug af værnemidler.