Det er den ende af Strøget, der møder en, når man kommer fra Rådhuspladsen.

I dag er det forretninger som 7-Eleven, Burger King, McDonald's, diverse souvenirbutikker og shawarma-houses, der har til huse i området.

Navnet er Frederiksberggade, men gaden har længe været kendt i folkemunde som »den grimme del af Strøget« og »den billige del af Strøget«. Men det skal nu være slut.

Et nyt millionprojekt skal forvandle Frederiksberggade til et »levende byrum fyldt med inspiration og oplevelser«.

Det skriver TV 2 Lorry.

Det er Foreningen BID Frederiksberggade, der står bag projektet. Foreningen er en sammenslutning af ejendomsejere i Frederiksberggade, og formanden for projektet, Bjarke Bendix Cloos, kalder projektet for tiltrængt.

»I dag er gaden meget en tunnel, som man mest af alt bare har lyst til at gå hurtigt igennem. Det vil vi gerne ændre på ved at åbne det lidt op, så der eksempelvis kommer nogle pausepladser med træer, der kan give lyst til at opholde sig lidt længere,« siger Bjarke Bendix Cloos til TV 2 Lorry.

Bjarke Bendix Cloos siger dog, at gaden stadig skal være lidt mere skæv og ung, end resten af Strøget er.

BID Frederiksberggade kan dog ikke det hele alene. Det skyldes, at det er Københavns Kommune, der er ansvarlig for blandt andet gadebelægning og belysning.

Kommunen har dog allerede afsat penge i budgettet, hvilket gør Bjarke Bendix Cloos optimistisk på projektets vegne, der dog nævner, at Københavns Kommune formentlig tidligst kan gå i gang med deres del af projektet i 2023.

»En skamplet på København«

Også i denne avis har Strøgets såkaldte »billige ende« været til debat.

Det skete blandt andet i 2020, da Berlingskes forhenværende kulturkommentator Anne Sophia Hermansen revsede Frederiksberggade.

»Den billige ende er en skamplet på København – og slet ikke at forbinde de to punkter: handel og København. For hvad er det, folk gerne vil købe på Danmarks fineste handelsstrøg? Er det pomfritter? Tatoveringer? Crocs? Og hvad er det for butikker, der skal tiltrækkes, så de profilerer København og Danmark? Nok ikke Shawarma Palac,« lød det fra kulturkommentatoren.

Også butiksejere på Frederiksberggade har udtalt kritik af gaden.

I 2016 beskrev Berlingske, hvordan Nikolaj Nielsen og hans familie havde haft pibebutik i »den billige ende af Strøget« i 47 år. Men i 2016 ville Nikolaj Nielsen ikke længere byde sine kunder det miljø og flyttede sin pibebutik.

Dengang fortalte han, at han måtte fjerne skrald fra sin butiksfacade hver dag.