Strid om kontrollen med klimagæld

Hvem skal administrere og kontrollere de milliarder af dollar, som de rige lande skal give de fattige lande i klimabistand? Parterne har to forskellige krav.

Én ting er at blive enige om, hvor mange milliarder dollar de rige lande skal overføre til den fattige verden, så den kan tilpasse sig klimaforandringerne. Noget andet er at nå frem til en aftale om, hvem der skal administrere pengene og kontrollere, at de rige lande leverer som lovet, og at u-landene bruger pengene som aftalt.

»Øvelsen går ud på at finde en arkitektur, som alle parter er trygge ved,« siger Ulla Tørnæs.

Sidstnævnte er ifølge flere delegerede i klimaforhandlingerne i Bella Center en alvorlig knast, og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er enig.

På den ene side er der udviklingslandene, der kræver, at FN står for administrationen og kontrollen med klimamidlerne, der muligvis vil løbe op i 744 millarder kroner om året fra 2020. På den anden siden er de rige lande, der skal finansiere de fattiges klimatilpasning. De står fast på, at Verdensbanken er bedst egnet.

Forskellen er ikke ligegyldig. I Verdensbanken har de rige lande større indflydelse end de fattige, der omvendt har bedre styr på beslutningerne i FN, fordi der er flere u-lande end i-lande, og fordi det i FN er princippet om ét land - én stemme, der gælder.

»Det bedste vil være, hvis vi kan bruge de eksisterende institutioner, der jo allerede er gearet til opgaven, herunder at undgå korruption. Under alle omstændigheder kan vi ikke bruge en årrække på at etablere nye institutioner, og fra dansk side har vi faktisk arbejdet på at styrke udviklingslandenes position i Verdensbanken,« siger Ulla Tørnæs.

Dårlige erfaringer

Udviklingslandene har dårlige erfaringer med den klimabistand, som de allerede i det seneste par årtier er blevet lovet, siden klimaforandringerne kom på den internationale dagsorden i Rio de Janeiro i 1992. Det har mildest talt knebet med at indfri løfterne, og derfor møder udviklingslandene op til forhandlingerne i Bella Center med et kontant krav: Den nuværende administration, der varetages af både FN og Verdensbanken, skal forbedres.

»Det er vigtigt, at det er en bæredygtig aftale, hvor der er et system for, hvordan pengene bliver overført. Vi har brug for, at det bliver sat i system, for ellers kan vi ikke planlægge med pengene,« siger Avignon Muusya Mwinzi fra den kenyanske forhandlingsdelegation til Berlingske Tidende.

Står det til ulandenes delegationer i Bella Center, skal den fremtidige kontrol med klimamidlerne også overvåge, at ilandenes bistand er nye og ekstra penge og ikke penge, som de rige lande i forvejen har afsat til udviklingsbistand.

»En aftale kræver nye ekstra midler, ikke bare genbrug af gamle penge. Vi er meget sårbare over for klimaforandringerne, og vi kan ikke acceptere en aftale, hvor der ikke kommer nye, ekstra midler,« siger Boubacar Sidiki Dembélé, direktør i Malis miljøagentur.

»Udviklingsstøtte går til almindelig udvikling, og vi har brug for flere penge, hvis vi skal kunne klare klimaforandringerne i fremtiden,« understreger han og fortsætter: »Kenyas forhandlere er helt enige. »En aftale skal indeholde yderligere og tilstrækkelige tilskud til udviklingslandene. I-landene har en moralsk og historisk forpligtelse til at hjælpe udviklingslandene. Det er dem, der står bag forureningen, og de må hjælpe os andre.«

Udviklingsminister Ulla Tørnæs er helt enig: »Uden nye, ekstra penge får vi ikke u-landene om bord,« siger hun.