Strejke i fuld gang: Nu kommer SAS med besked til passagererne

SAS har aflyst 300 afgang i hele Skandinavien lørdag, fordi piloterne strejker. Fold sammen
Læs mere
Foto: OLE BERG RUSTEN

En omfattende strejke blandt piloterne hos SAS betyder, at 300 flyafgange i hele Skandinavien lørdag er aflyst.

Nu kommer SAS med en direkte opfordring til de passagerer, der skal flyve med SAS i dag eller de kommende dage.

»Det er vigtigt, at man tjekker vores hjemmeside, før man møder op i lufthavnen. Der kan du skrive dit flynummer ind, og så kan du se, om din afgang er påvirket. Her får du også oplysninger om ombooking osv.,« siger Miriam Skovfoged, pressechef hos SAS.

I løbet af formiddagen melder selskabet ud, om der også kommer aflyste flyafgange søndag, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Ude i Københavns Lufthavn har SAS-medarbejdere taget opstilling i veste, så passagererne kan få hjælp.

SAS-medarbejderne står med vand og frugt til de passagerer, der er mødt op.

»Men man skal helst ikke møde op derude. Man kan undersøge rigtig meget hjemmefra. Vi har de seneste dage også sendt sms eller e-mail til de passagerer, der er påvirket,« siger Miriam Skovfoged:

»Vi har undgået rigtigt store køer ude i lufthavnen de seneste dage, fordi man kan klare meget af det her hjemmefra. Så det er vigtigt, at man følger med på vores hjemmeside.«

De mange aflysninger har betydet, at priserne på flyafgange i Skandinavien er steget kraftigt de seneste dage. Derfor har SAS valgt at yde en ekstra service til de kunder, der vælger at få penge tilbage for deres flybillet.

»Oven i det får de en voucher på 300 euro, så de kan få en ny billet, der måske er steget i pris,« siger Miriam Skovfoged.

SAS forventer ikke, at der kommer til at opstå decideret kaos i lufthavnen i dag.

»Vi åbnede allerede for ombooking otte dage før strejken, så vi har en del passagerer, der har benyttet sig af muligheden for at ombooke billetten,« Miriam Skovfoged:

»Det betyder, at vi ikke rigtigt har oplevet noget stort pres, og det forventer vi heller ikke i dag,« siger Miriam Skovfoged.