Statslederne på vej trods klimakrise

Ingen af de bebudede 120 stats- og regeringsledere har endnu meldt afbud til klimatopmødet, selv om forhandlingerne er strandet i Bella Center.

Den amerikanske præsident meldes stadig at komme til klimatopmødet i Bella Center. Fold sammen
Læs mere
Foto: JEWEL SAMAD

Mens det danske formandskab for COP15 klimaforhandlingerne i Bella Center i øjeblikket arbejder på højtryk for at redde, hvad reddes kan fra de strandede forhandlinger, så stiger usikkerheden omkring besøget af de mange stats- og regeringschefer fra hele verden.

Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger, er det danske formandskab i øjeblikket ved at skabe sig et overblik over, hvem der kommer, og hvem der måske vil vælge at blive hjemme.

120 af verdens vigtigste stats- og regeringsledere skulle have siddet sammen og strikket en endelig klimaaftale sammen, men ligesom det var udsigten til succes, der fik dem til at melde sig, så er dødvandet i forhandlingerne nu med til at skabe usikkerhed om, hvor mange der har lyst til at dukke op.

Obama lander stadig fredag

Udenrigsministeriet oplyser til Ritzau, at de ikke har modtaget nogle afbud fra verdens stats- og regeringsledere og en kilde oplyser til Berlingske Tidende, at Barack Obama stadig planlægger at komme på fredag.

Det danske formandskab måtte i nat skrue voldsomt ned for ambitionerne og det udkast til en stor samlet international klimaaftale, som man hele dagen i går arbejdede på at få ind i forhandlingerne, er reelt skrottet. I stedet forsøger man at få så meget på plads som muligt nu og lade resten være op til det næste møde i Mexico til næste år.

En højtstående diplomat siger, at det er umuligt at forestille sig, at stats- og regeringslederne kommer til København uden at få en aftale med hjem.

Den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton er ankommet til København, og i følge en talsmand fra det amerikanske udenrigsministerium, så tror hun og Obama, at de ved deres deltagelse kan "hjælpe med til at lukke sprækkerne" i klimaforhandlingerne.