Soldaten

Hans forældre var pacifister. Han var solosanger i Københavns Drengekor, veluddannet og talte flere sprog. Han var far til to, inkarneret FCK-fan og legede sig igennem livet. Militæret så en kommende forsvarschef i den 34-årige major Anders Storrud, som døde i kamp mod Taleban.

Anders Storrud (nummer to fra venstre) i et muntert øjeblik med kammeraterne fra Hold 4. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Anders Storrud glider livløs ned i den pansrede mandskabsvogn. Få sekunder tidligere havde han stukket hovedet op ad lugen for en sidste gang at sikre sig, at alle hans mænd var i sikkerhed og på vej ud af kampzonen. En granat eksploderer tæt på og en splint går igennem hans hjelm og direkte ind i hjernen. Selvom han først ånder ud næste formiddag, kommer den danske soldat aldrig mere til bevidsthed.

Major Anders Storrud er den højest rangerede dansker, der er faldet i kamp siden Den Anden Verdenskrig. I onsdags blev han hædret med en parade på Frederiksberg Slot, da han lagde navn til et hold på Hærens Officersskole, Hold Storrud. I Afghanistan efterlod han sine 130 infanterister i chok og gråd. De levede og åndede for den karismatiske, 34-årige leder. Hjemme i Danmark efterlod han sig sin tre år yngre kone Susie og børnene Trine og Ståle på seks og to år.

Hele Anders Storruds liv havde på en måde peget frem mod denne skæbnesvangre eftermiddag i Helmand-provinsen mandag den 15. oktober 2007. Lige fra han som toårig iført hønsestrik samlede en pind op hjemme i haven og kaldte den sin »pindstol« og tog sigte mod sin mor Liv og sagde: »Bang, du er død«.

Liv Storrud er nordmand og var rejst til Danmark for at læse til sygeplejerske. Hendes førstefødte blev derfor norsk statsborger, hvilket han livet igennem var stolt af. Også selvom han måtte skifte sit statsborgerskab ud for at kunne trække i en dansk uniform.

Anders har kun en enkelt gang set sin biologiske far – eller rettere; hans biologiske far så Anders en enkelt gang, da knægten var for lille til at forstå. Siden nægtede Anders at opsøge sit biologiske ophav ud fra logikken »når han ikke ville kendes ved mig, ønsker jeg ikke at se ham«.

Anders Storrud var et meget konsekvent og firkantet menneske. Hvis han havde sat sig et mål i livet, så gik han kompromisløst mod at opfylde det. Af samme grund blev han ekstremt dygtig til de ting, han brændte for. Og dét, han brændte allermest for i tilværelsen, var at blive soldat. Han udviklede sig til at blive en af landets bedste.

HANS OPVÆKST var bestemt ikke en åben invitation til at gå soldatervejen. Liv beskriver sig selv som pacifist over i retning af Gandhi og ikke-vold. Det var det, hun troede på.

»Jeg var en flippet sygeplejerskeelev i hønsestrik. Det var dengang, hippier stadig var lidt på mode, og drenge skulle lege med dukker og ikke have pistoler,« fortæller hun.

Det var derfor med nogen bekymring, hun så sønnen løbe rundt og sige »bang-bang-bang« med sin »pindstol« hjemme i haven. Han var et meget udadvendt barn, som havde et fuldt udviklet sprog som toårig. Han kunne huske alle bilmærker og var »et snakkebarn«, der var interesseret i sådan nogle små myresoldater. Han stillede dem op og legede krig med dem og elskede i det hele taget cowboy- og soldaterlege.

Han var født med den gave, at han kunne tale med alle mennesker – og gjorde det. Da han var lille, gik han hen til de gamle damer i Humleby på Vesterbro og sagde »dav« til dem. »Når man møder verden på den måde, så bliver verden jo også sød ved en,« som hans mor siger.

Anders snakkede tidligt om, at han ville være soldat, når han blev stor. Hans første pistol fik han, da moderen mødte den psykologistuderende Carsten. Han var også pacifist og venstreorienteret, men mente nu alligevel, at drengen skulle have en rigtig legetøjspistol i stedet for at løbe rundt med en pind. Anders var pavestolt over endelig at have en far og sagde til alle, han mødte: »Vi har fået Carsten – han er min far.«

Carsten adopterede Anders og blev drengens nærmeste ven i opvæksten. De tog på vandreture i Norge, hvor Anders talte konstant fra morgen til aften – i sådan en grad, at Carsten måtte ryste ørerne, når han kom hjem, fordi der var så mange ord inde i hovedet på ham. Carsten delte også drengens interesse for fodbold, og de to kunne sidde i timevis og diskutere fodboldspilleres kvaliteter eller mangel på samme. Carsten var som gammel Østerbro-dreng og akademiker fan af AB, mens Anders udviklede et passioneret forhold til Byens Hold, FC København. Hans kærlighed til FCK fik senere et omfang, som får hans mor til at betegne det som »en last« – mere om det senere.

FAMILIEN FLYTTEDE fra Humleby til et hus på Amager, hvor Anders’ to brødre, Simon og Asbjørn, kom til. Liv kunne tidligt genkende nogle træk hos sin ældste søn, som kunne udvikle ham til en stor, samlende figur. For eksempel var der tre Anders’er i hans klasse på sangskolen Skt. Annæ Gymnasium i Valby, hvor han begyndte i tredje klasse. Da Anders hed Storrud, blev han til Anders S – som i et barns logik hurtigt bliver til Anders ’Esso’.

»Anders fandt på en masse sindssyge lege. En af dem var »klassekamp«, som var en krig mellem 5. klasserne i skolegården. Han havde været ude og samle klistermærker på en Esso-benzinstation, som han klæbede på tøjet. Så blev han kendt som General Esso, fordi han styrede sin klasse i kampene,« fortæller hans skolekammerat Laurits Laursen, som også er fra Amager, og som fulgtes hver dag med Anders i bussen.

Han beskriver Anders som en intelligent dreng. Han lavede sine lektier i spisefrikvartererne eller i bussen til og fra skolen i Valby og havde derfor resten af dagene fri til at lege alle mulige skøre lege.

»Han kunne tale med om stort set alting, og der skete altid noget, når man var sammen med ham. Når man sad på hans værelse, vidste man aldrig, hvad han satte på grammofonen. Så sad vi og hørte Prodigy, og det næste øjeblik hørte vi Verdis ’Requiem’, og derefter var det Den Røde Hærs kor og orkester,« siger Laurits Laursen.

Anders Storrud var altså ikke leder i kraft af overlegen fysisk styrke eller en bisset fremtoning – tværtimod. Godt nok sang han første sopran og var en af de dygtigste solister i Københavns Drengekor, som gav en del status på netop Skt. Annæ, men han var først og fremmest sjov og karismatisk og fuld af fis og ballade. De karaktertræk holdt sig helt til hans død. Blot tre måneder før Anders Storruds død skrev den øverstbefalende bataljonschef i Afghanistan, oberstløjtnant Kim Kristensen, om ham:

»Ved første møde kan kaptajnen fremstå som en ’fræk slagterhund’. Denne profil passer godt til kaptajnen i forbindelse med hans nuværende virke som kompagnichef. Han evner på fremragende vis at håndtere alle personelgrupper i kompagniet – og er meget vellidt. Omvendt kan officeren dog også fungere på ’de bonede gulve’. Kaptajnen har en dybde og et refleksivt sind, som i forlængelse af ovennævnte kan overraske. Den styrke har ganske få, hvilket fremtidige chefer skal påskønne – og Forsvaret være opmærksom på.«

OPVÆKSTEN PÅ AMAGER åbnede for masser af leg på Amager Fælled. Familien boede tæt på det, der i dag hedder Ørestad, men som dengang lå brak og var et uspoleret landområde for naturelskere og raske drenge, der ikke var bange for at blive beskidte. Her legede han soldaterlege med sine venner og mindre søskende. Selvom han ikke var specielt militaristisk, var han meget interesseret i historiske bøger om Anden Verdenskrig og læste tykke bøger om besættelsen. Desuden var hans værelse fyldt med medaljer, hjelme, uniformer, russiske flag og alt muligt andet fra krigen.

I det kommunistiske og pacifistiske barndomshjem mødte han ikke samme interesse for krig og militær, men det gjorde han til dels hos sin morfar i Norge. Anders Storrud forgudede sin morfar, som under Anden Verdenskrig havde været aktiv i den anti-tyske modstandsbevægelse Mil.org., der kæmpede mod det tyske marionetstyre under Vidkun Quisling.

»Anders havde kun hån tilovers for den danske indsats under Anden Verdenskrig. Det var ikke sådan, han forestillede sig, at man skulle føre krig mod en invaderende fjende. Til gengæld var han stolt af sin morfar, som var med til at sænke den tyske panserkrydser Blücher i Oslofjorden. Han følte sig altid som nordmand,« fortæller Laurits Laursen.

Anders kom ofte hos sine bedsteforældre. I sine første år, da Liv var alene med ham, blev han ofte passet i Norge i flere måneder hen over sommeren, hvorfor han talte flydende norsk. Anders havde i det hele taget sprogøre og blev nysproglig student fra Sankt Annæ Gymnasium.

Hans mor havde da også gerne set, at Anders var blevet sprogofficer. Men det ønskede han ikke. Han ville ud og ligge i forreste række, når Danmark var i kamp.

ANDERS STORRUD VAR 20 ÅR, da han mødte op for at aftjene sin værnepligt i Telegrafregimentet på Antvorskov Kaserne i Slagelse. Få måneder tidligere havde han mødt den 17-årige Susie Christensen ved en fest på Amager og blevet stormende forelsket. Susie var også fra Amager og indstillet på, at hendes kæreste ønskede et liv som soldat. Laurits Laursen kalder det for barndomsvennens ungdomsoprør mod sine kommunistiske forældre:

»Selvom Carsten og Liv var meget tolerante, så havde de nogle hidsige diskussioner derhjemme. Det var trods alt hårdt for dem at have en søn, som tilbad forsvarsministeren,« fortæller han.

Men nu var det alvor, og Anders Storruds militærkarriere udviklede sig snart til én lang række af forfremmelser og udmærkelser, som gav genlyd helt oppe i Forsvarets øverste top. Da han begyndte i militæret, skulle han skrive, hvad han gerne ville være. Han skrev, at han gerne ville være oberst, da han mente, at det var et realistisk mål at sætte sig. Men inden han blev oberst, skulle han ud og prøve sig selv af i kamp.

I januar 2002 blev han som nygift og nybagt far til Trine sendt ud på sin første internationale mission som delingsfører i Kosovo i eks-Jugoslavien. Det var her, han opfandt sit logo, bæltedyret – eller på amerikansk en »armadillo« - som fulgte ham resten af hans militære karriere. Anders Storruds deling i Kosovo rådede over nogle gamle, pansrede mandskabsvogne, PMVer, mens nabodelingen rådede over de spritnye Piranha III-køretøjer. Men i stedet for at lade sig slå ud over naboernes åbenlyse materielmæssige fordel, gjorde han en dyd ud af at hylde de gamle PMVer, som ligner en armadillo. Han fik ligefrem lavet stofmærker med aftryk af armadilloer, som blev syet på hans uniform. Siden fik den mest fremskudte danske lejr i Afghanistan navnet »Armadillo«.

Storrud fik ry for at være enestående til mandskabsbehandling, og allerede i 2004 var der bud efter ham igen – denne gang i Basra i Irak. Eller rettere: Anders Storrud kunne ikke længere holde ud at have stillesiddende arbejde på kasernen hjemme i Danmark, så han måtte bare ud igen – der, hvor livet ifølge ham levedes allerbedst: på slagmarken.

»JEG HAVDE DET SKIDT MED, at Anders ville være soldat, fordi jeg er imod krig. Desuden var der risikoen for, at han ville blive slået ihjel. Og det var jo en velbegrundet frygt, for han endte med at blive slået ihjel af det,« fortæller Liv Storrud, der især blev bange, da Anders fortalte hende, at han var tæt på at blive slået ihjel i Irak.

»Jeg ville helst have haft, at han havde fundet en anden levevej end at være soldat. Men han kunne ikke tænke sig at være andre steder end i militæret. Han kunne for eksempel ikke tænke sig at være leder af en mellemstor virksomhed. Han kaldte det for ’ørkesløst’. Så jeg bakkede ham op på den måde, at jeg var glad for, at han var så god til sit job, som han øjensynligt var. Jeg vidste, at han var en god soldat, og så var det dét, han skulle være. Så måtte jeg bare som mor være bange, når han var i krig – det måtte jeg lære at leve med og tackle, som jeg nu engang kunne,« siger Liv Storrud.

Selv efter to internationale opgaver var Anders Storrud ikke mæt. Tværtimod. Han fik sværere og sværere ved at falde til ro i huset hjemme i Rødovre.

Susie Storrud var ikke afvisende over for, at manden skulle ud på endnu en mission, selvom han lige var kommet hjem fra den sidste. Hun kunne mærke, at han havde svært ved at falde til ro i parcelhuset hjemme i Rødovre. Dagligdagen var på mange måder lettere, når de var to om at klare alting. Anders forgudede datteren Trine, og hun var vild med sin far. Men det var, som om der manglede noget i hans liv. Susie har tidligere fortalt, at hendes mand ændrede karakter i de år. Han blev mere aggressiv i trafikken og udviklede en beskyttertrang over for sin familie. Han bevæbnede sig med et baseballbat for at jage fremmede hunde væk fra familien, ligesom de i Irak havde skudt de vilde hunde for at undgå, at de gik til angreb.

»Han blev påvirket psykisk og ville for eksempel ikke sidde med ryggen mod vinduet, når vi spiste. Han skulle kunne se, om nogen nærmede sig,« sagde Susie Storrud til Politiken.

Men de delte en fælles interesse, som Liv Storrud i dag betegner som en last. Susie og Anders var indædte tilhængere af fodboldklubben FC København og fik begge tatoveret klublogoet – en brølende løve – på læggen. De havde faste pladser på afsnit »Nedre C« i Parken, hvor de mest fanatiske fans står. Og de skiftedes til at tage i Parken, mens den anden blev hjemme og passede datteren.

Men Anders gik langt videre i sin kærlighed til klubben og had til fjenden, som i dette tilfælde er Brøndby IF. Og med fare for at overfortolke hans kærlighed til FCK og had til Brøndby, så er det måske her, man skal finde svaret på, hvorfor han var så god en soldat; han elskede sine venner og hadede sine fjender:

Familien Storrud boede på Kamstrupvej i Rødovre på den københavnske vestegn. For at komme hurtigst frem til familiens hus kører man ad Roskildevej og drejer af ved Korsdalsvej. Men da det sidste stykke af Roskildevej går igennem Brøndby Kommune, drejede han konsekvent af inden og kørte en længere og mere besværlig rute, så han undgik at køre ind i Brøndby. Og han bad alle sine venner om at gøre det samme for ikke at køre igennem fjendens lejr!

Og når lokalavisen lå i postkassen en gang om ugen, tog han den demonstrativt med tommel- og pegefinger og bar den uåbnet hen i skraldespanden.

DA ANDERS HAVDE været hjemme i nogle måneder, gav Susie efter. Hun kunne mærke på sin mand, at han tænkte på sin militære karriere og tørstede efter at komme af sted igen. Det gjorde hende på en måde ked af det, fordi hun gik derhjemme med datteren Trine, mens Anders var ude i verden. Alligevel opfordrede hun ham til at tage endnu en international tørn på den betingelse, at han gjorde hende gravid først. Hun ville have et barn mere, inden han drog af sted til fronten.

Forud for en udsendelse går der mere end et år med forberedelser. Det blev besluttet, at Anders Storrud skulle lede sit eget kompagni i Afghanistan fra efteråret 2007, men i et år inden lå han i forskellige træningslejre i England, Kenya og uendeligt mange måneder i »Jylland, Jylland og Jylland«, som Susie ofte sagde opgivende.

De fik sammen en søn og var ikke i tvivl om, hvad han skulle hedde. Anders ville gerne give ham et norsk navn, og da træneren i FC København er nordmanden Ståle Solbakken, var der ikke så meget at betænke sig på. Knægten skulle hedde Ståle!

Anders så dog så lidt til Ståle i hans første leveår, at drengen i dag ikke genkender sin far på billeder. Han var knapt to år, da hans far den 8. august 2007 rejste til Afghanistan. Anders Storrud stod alene tilbage i døren i parcelhuset i Rødovre og vinkede farvel til børnene og Susie. Hun ville ikke med ud til lufthavnen, fordi hun hadede at sige farvel. Det var sidste gang, de så hinanden.

To måneder senere blev han slået ihjel i kampe mod Taleban i Helmand-provinsen og kom hjem i en hvid kiste. På hans kiste i Garnisonskirken hang der et dansk og et norsk flag.