Sognepræst Marie Høgh valgt som folketingskandidat for De Konservative

Marie Høgh er folketingskandidat for De Konservative ved næste valg. Hun vil blandt andet styrke kulturen.

Marie Høgh
Sognepræst og debattør Marie Høgh i sin præstebolig i Uggesløse. Marie Høgh er kendt som en ivrig debattør, hvor hun blandt andet skriver klummer for BT og Kristeligt Dagblad og medvirker i Søndagsfrokosten på P1. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Sognepræst Marie Høgh er klar til at kæmpe for en plads i folketinget ved næste valg, der senest skal afholdes 17. juni.

Den 33-årige, der også er debattør, er mandag aften blevet valgt som folketingskandidat for De Konservative efter en generalforsamling i partiets vælgerforening i København.

Hun blev valgt uden ønske om afstemning fra de resterende medlemmer.

- Det er en ære og en stor tillid, der er blevet vist mig. Det er en opgave, jeg vil tage på mig med stor ydmyghed.

- Jeg har gået og ventet på den her dag længe, så jeg er bestemt klar, og jeg glæder mig rigtig meget til at tage fat med de mange opgaver og det ukendte land, der ligger foran, siger hun.

Marie Høgh er allerede kendt som en ivrig debattør, hvor hun blandt andet skriver klummer for BT og Kristeligt Dagblad og medvirker i Søndagsfrokosten på P1.

Hun vil fortsætte med det samme blik på tingene som hidtil.

- Jeg fortsætter i det spor, som jeg har været i som fri debattør med at skrive og ytre mig på de platforme, som jeg nu har. Det vil selvfølgelig være med mine mærkesager, som jeg skubber foran mig, siger hun.

Hun vil gå til valg med mærkesagen "Danmark og danskernes fremtid". Under den overskrift har hun nogle kerneområder, som er sammenhængskraft, kultur, uddannelsespolitik samt ansvar og frihed.

- Vi skal ikke skære mere i økonomien til kulturen. Vi skal derimod styrke den. Der skal være fri adgang til de statslige museer, så alle har mulighed for at tage vores kulturarv til sig.

- Ligesom vi ikke tager entre i kirkerne, så skal vi heller ikke gøre det på museerne, siger Marie Høgh.

Hun mener, at den danske befolkning åndeligt skal opbygges, så sammenhængskraften bliver styrket.

- Sammenhængskraften er udfordret i de her år. Vi skal forvente, at alle, der kommer hertil, viser loyalitet over for danskerne.

- Vi skal forvente, at man taler dansk, og at man bidrager til samfundet som en god medborger. Gør man det, så er man også velkommen til at være her, siger hun.

/ritzau/