Socialdemokratiet kritiseres for »skødesløs« omgang med sundheds-tal

Socialdemokratiet går i kødet på Venstre med statistikker, der viser, at der er kommet flere patienter, men færre sygeplejersker på sygehusene. Nu retter eksperter kritik mod Socialdemokratiet for »uheldig brug af tallene«.

Tidligere sundhedsminister Astrid Krag (S) er røget ud i en indædt strid med Venstre om om personale- og patientudviklingen på sygehusene.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Ballund

Det vælter ind med patienter på sygehusene, og der er færre og færre sygeplejersker til at passe dem. Det hænger ikke sammen. Realiteten er, at personalet er ved at segne af træthed

Det er budskabet fra Socialdemokratiet, der i en kampagnevideo og med afsæt i flere statistikker retter en sønderlemmende kritik mod, hvad partiet opfatter som Venstres skønmaleri af udviklingen i det danske sundhedsvæsen, mens Lars Løkke Rasmussen har stået i spidsen for det.

Socialdemokratiets medlem af sundhedsudvalget, tidligere sundhedsminister Astrid Krag, fremlægger således tal, der angiveligt viser, at antallet af sygeplejersker er faldet de seneste par år, hvor patienttallet til gengæld er steget med over 50.000.

»Færre sygeplejersker. Flere patienter. Det er et problem, selv om Venstre ikke kan se det,« siger Astrid Krag, der samtidig lover, at Socialdemokratiet vil sørge for, at der bliver ansat 1.000 flere sygeplejersker.

Men flere eksperter i sundhedspolitik og -økonomi samt i brugen af statistik retter nu kritikken mod Socialdemokratiet, som ifølge professor Kjeld Møller Pedersen har en »noget skødesløs omgang med statistikkerne«.

»Man får forskellene til at fremstå meget store, selv om de i realiteten er ret små. Præmissen er, at når der kommer flere patienter, bør der være en tilsvarende stigning i antallet af sygeplejersker. Men så enkelt hænger det jo ikke sammen. Der kommer jo nye behandlingsmetoder, og der er andre personalegrupper end sygeplejersker, som passer patienterne. Det er uheldig brug af tallene og på kanten af det rimelige,« siger Kjeld Møller Pedersen.

I Facebook-opslaget gengives to søjler, som nærmest giver det indtryk, at der i dag næsten ingen sygeplejersker er tilbage på sygehusene.

Ved et tættere kig kan man imidlertid se, at y-aksen ikke starter ved nul, men ved 35.000, så forskellen fremstår meget udtalt.

I første kvartal af 2015 var der således 35.662 sygeplejersker på sygehusene, mens antallet i samme kvartal i år var røget ned på 35.529, oplyser Socialdemokratiet. Dermed er forskellen på 133.

Desuden fremgår det, at antallet af patienter på sygehusene er steget med 54.000 patienter til 2.761.000 fra 2015 til 2017.

Ikke som i skolebøgerne

Blandt eksperter i statistik er der også en vis skepsis over for fremstillingen af udviklingen i antallet af medarbejdere og patienter på sygehusene.

»Det er ikke sådan, vi siger, det skal være i skolebøgerne. Man stiller store krav til læserne om at kunne afkode, at søjlerne og kurven ikke starter ved nul, og at udviklingen er relativt beskeden. Men tallene er, som de er. Det er også en fremgangsmåde, man ser overalt i bl.a. medierne, hvor man præsenterer tal, hvor man tager et udsnit og får det til at se ud som om, at der er en kæmpe forskel,« siger SDU-professor Jacob Hjelmborg.

Tallene er lagt frem, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i annoncer og senest i åbningstalen forleden har fremhævet den enorme udvikling, sundhedsvæsenet har gennemgået, siden Venstre kom til magten i 2001.

Han beskrev bl.a., at der var ansat ikke færre end 5.800 flere læger samt 5.900 flere sygeplejesker.

Personaleorganisationer har dog været ude at kritisere det billede, der fremstilles. Lægeforeningen har bl.a. påpeget, at der også er statstikker, som viser, at der blot er ansat fire flere medarbejdere på sygehusene siden 2015.

I Venstre lægger sundhedsordfører Jane Heitmann afstand til tallene fra Socialdemokratiet og antydningerne om, at man med Venstre på regeringsbænken sætter kurs mod, at der vil være 1.000 færre sygeplejersker i 2025.

Hun fremhæver, at Socialdemokratiet bl.a. støtter sig til et svar fra Finansministeriet, der imidlertid er af »beregningsteknisk« karakter, og hvor det understreges, at det ikke afspejler den politiske virkelighed.

»Det er useriøst, at man vælger at gøre dette til en sandhed, at der vil være 1.000 færre sygeplejersker i 2025. Det er varm luft og luftkasteller fra et parti, der ikke selv har lagt frem, hvordan de vil finansiere deres forslag på sundhedsområdet,« siger Jane Heitmann.

Astrid Krag afviser kritikken. Hun mener, at det hele er lagt åbent frem, og at »tallene og graferne jo står der, så man kan se, hvad det er«.

»Jeg tror godt, folk kan regne ud, at der selvfølgelig stadig er sygeplejersker på sygehusene. Men jeg er også med på, at det er en ubelejlig diskussion for Venstre, når man turnerer rundt med et budskab om, at der er kommet flere sygeplejersker, og at der ikke er travlt på sygehusene,« siger Astrid Krag.