Sjældent mirakel: Kvinde vågnet efter 27 år i koma

Efter mere end 27 år i koma som følge af et voldsomt trafikuheld vågnede en kvinde fra Forenede Arabiske Emirater for nylig op.

MODELFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kevin Kerr

Da hun på bagsædet sad og viklede sine arme beskyttende om sin søn, før deres bil kolliderede med en bus, var han blot fire år gammel.

Da hun endelig vågnede igen, og fandt ham ved sin side, var han 31.

Det var sidste år, at miraklet skete. Efter mere end 27 år i koma som følge af et voldsomt trafikuheld vågnede Munira Abdulla fra Forenede Arabiske Emirater op.

Nu sætter hendes søn ord på, hvordan det var at stå på sidelinjen og vente. Og vente. Og holde fast i håbet om, at hans mor en dag ville vende tilbage til livet. Det skriver det lokale medie The National og BBC.

Ulykken skete tilbage i 1991, da Munira Abdulla hentede sin dengang fireårige søn fra skole.

Mens mor og søn sad på bagsædet af bilen, sad Muniras svoger bag rattet. Der var ikke noget at gøre, da bussen dukkede op - og de to kolliderede.

Munira nåede dog at vikle sine arme om sin søn og beskytte ham i en tæt omfavnelse, så han slap med kun en bule på sit hoved.

Værre gik det for Munira selv. Hun fik en alvorlig hjerneskade, og da hun lukkede øjnene, åbnede hun dem ikke igen. På det tidspunkt var hun lige så gammel, som hendes søn er nu.

Gennem årene blev moderen flyttet fra det ene hospital og behandlingssted til andet, mens hun lå i en såkaldt vegetativ tilstand, hvor hun ikke reagerede på noget. Hun fik mad gennem et rør, og hendes muskler blev masseret, så de ikke ville blive alt for svage på grund af manglen på bevægelse.

Men så - i 2017 - skete der noget.

Familien fik lov til at overflytte hende til et hospital i Tyskland, hvor hun undergik flere operationer for at hjælpe hendes svage muskler i arme og ben, og hun blev givet medicin, der skulle gøre hende mere vågen.

Et år senere kom hendes søn ifølge The National op at skændes med én på moderens hospitalsstue på grund af en misforståelse, og ifølge Omar var det som om, at moderen kunne fornemme, at der var noget galt.

Sagde hans navn

Hun begyndte at sige lyde. Lyde, der ikke umiddelbart gav mening.

Lægerne sagde, at det var helt normalt, men tre dage senere vågnede Omar - der sad og slumrede på hospitalsstuen - ved, at nogen sagde hans navn:

»Det var hende! Hun kaldte mit navn, og jeg var flyvende af glæde. I årevis havde jeg drømt om det øjeblik, og mit navn var det første ord, hun sagde,« fortæller Omar til The National.

Den dag i dag kan hun fortælle, når hun føler smerter, og hun kan ifølge sønnen føre samtaler, hvis det er et emne, hun er interesseret i.

Hun blev fløjet tilbage til Abu Dhabi, hvor hun fortsat er indlagt og undergår fysioterapi og genoptræning.

Ifølge BBC er sådanne sager meget sjældne. Og hvis det skulle ske, at nogen vågner efter flere år i koma, kan genoptræningen stå på i årevis. Nogle af dem, der vågner igen, bliver heller aldrig helt sig selv på grund af skader på deres hjerne.

Til The National fortæller Omar, at han mener, man aldrig skal give op.

»Jeg deler hendes historie for at fortælle folk, at man aldrig skal miste håbet for dem, man elsker,« siger han.