SF-ordfører lettet efter Ericssons sejr over Huawei: »Jeg har ikke lagt skjul på min holdning«

Efter kritik fra danske politikere har TDC nu droppet samarbejdet med kinesiske Huawei. I stedet bliver det svenske Ericsson, som skal lave TDCs nye 5G-net. Det har it- og erhvervsordfører fra SF, Lisbeth Bech Poulsen, det godt med, men hun understreger, at vi stadig skal være opmærksomme på, om sikkerheden er i top.

Lisbeth Bech Poulsen var bekymret for TDC's samarbejde med Huawei og er glad for, at det i stedet bliver svenske Ericsson, der samarbejder om at skabe 5G-net i Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen

I kampen om, hvem der skal stå for TDCs danske 5G-net, har svenske Ericsson netop vundet over kinesiske Huawei.

Det er ikke en beslutning, der kommer ud af det blå. Politikere fra begge blokke har den seneste tid udtrykt deres bekymring over TDCs samarbejde med Huawei, og det har TDC ikke været blind for.

»Vi har altid haft en tæt dialog med myndighederne, da vi driver kritisk national infrastruktur,« siger TDCs topchef, Allison Kirkby, til Berlingske.

Lisbeth Bech Poulsen, der er SFs it- og erhvervsordfører, er glad for TDCs beslutning om at droppe samarbejdet med Huawei.

»Jeg har det ret godt med, at de har valgt Ericsson som samarbejdspartner. Nu bliver det et skandinavisk samarbejde. Man skal stadigvæk ikke være naiv. Der er en masse sikkerhedsforanstaltninger, der skal være på plads, når der er tale om kritisk infrastruktur. Men det er noget helt andet at have et svensk firma at samarbejde med end et kinesisk,« siger hun.

Spionage og bagdøre

Lisbeth Bech Poulsens bekymring for samarbejdet med Huawei gik på, at det – som et kinesisk selskab – er forpligtet af kinesisk lovgivning til at assistere den kinesiske efterretningstjeneste.

»I SF synes vi, at det ville være dybt bekymrende, hvis Huawei skulle være en del af det nye 5G-netværk, fordi netværket bliver afgørende for alle. Det kommer til at forbinde alting. Vi tænker både på risikoen for spionage og bagdøre, men også risikoen for at blive afhængig af en leverandør fra et land, hvor man ser helt anderledes på demokrati og overvågning af borgerne,« siger hun og tilføjer, at tanken om, at sådan en aktør skal sidde helt inde i hjertekuglen af dansk infrastruktur, får det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende.

Ifølge Lisbeth Bech Poulsen har lobbyister, der repræsenterer Huawei, flere gange kontaktet hende for at diskutere kritikken, som er blevet rettet mod det kinesiske selskab.

»De siger, at de gerne vil holde et møde for at fortælle deres side af sagen, da de føler sig uretfærdigt behandlet. Det er ikke unormalt, at jeg bliver kontaktet af lobbyister, men Huaweis kontakt har været massiv. Jeg har takket nej til at mødes. Det har jeg ikke lyst til,« fortæller hun.

En balancegang

Lisbeth Bech Poulsen har ikke talt med TDC i denne sag, da hun er opmærksom på, at hun som politiker ikke skal indgå i deres kommercielle beslutning. Men samtidig har hun haft behov for at få luftet sine bekymringer.

»Jeg har ikke lagt skjul på min holdning, men det har mere været et ønske om, at vi også tog stilling i Folketinget til nogle af de her spørgsmål. I SF har vi været meget optagede af den politiske diskussion om, hvordan vi ser på de her ting. Men jeg bestemmer jo ikke, hvad TDC skal gøre. Det er en balancegang, hvor meget vi politikere skal blande os,« siger hun.

Hun understreger dog samtidig, at spørgsmålet er dybt politisk, når det handler om et netværk, der binder alle vitale dele af samfundet sammen, og at det derfor skal være reguleret ekstremt klogt fra politisk side. Hun er glad for TDCs aftale med Ericsson.

»Det er TDC, der har truffet den her beslutning, og efter hvad jeg kunne se på papiret, så har de også fået en ret god aftale i hus,« siger hun.