Sebastian er en helt

»Soldaterne er Danmarks helte. De ofrer deres liv for fredens skyld,« siger Sebastian la Cour Holms far. Hele familien lider fortsat under sønnen og brorens død i Afghanistan, men de fortryder ikke hans valg.

Sebastian La Cour Holm Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sebastians forældre glæder sig over nogle tegn, som tilsyneladende sendes til dem. De har aldrig været overtroiske eller overdrevent religiøse, men Sebastian har det med at vise sig for dem på de mest uventede tidspunkter. Som da hans far, Niels, går på kirkegården på en regntung dag. Pludselig åbner himlen sig, og en regnbue åbenbarer sig lige over Sebastians gravsted. En anden dag kigger han op og ser et stjerneskud over kirkens tag. Niels ved ikke, hvordan han skal tolke disse tegn. Han ved bare, hvad han ser.

»Der viser sig nogle tegn, som er svære at forklare. Og det bliver man meget opmærksom på, når man mister en, man elsker så højt,« siger Niels Rørdam Holm.

Sebastian hed aldrig andet end »Seb« eller »Sebber«. Han var et ualmindeligt smukt barn, syntes de, med en glubsk appetit på livet. Han var en dreng, der udfordrede sine egne grænser i alt, hvad han lavede. Hans forældre vaklede mellem at være rædde for alle hans påfund og nære fuldstændig tillid til, at intet for alvor kunne gå galt, når »Sebber« kastede sig ud i det.

Da Sebastian var fire år, nåede de et kort øjeblik at få følelsen af, at de havde mistet ham. Familien var på strandtur til Hornbæk, men havde søgt tilflugt i klitterne, fordi det var koldt og blæsende. Det anfægtede ikke Sebastian, som gik ned til vandet med sin onkel, Michael, og den lidt yngre fætter, Chris. Da Chris efter en tid ville gå tilbage til familien, stod Sebastian et kort øjeblik tilbage i vandkanten uden opsyn. Vupti, så var han væk. Ingen kunne finde Sebastian, og hele familien gik i panik. Men da onkel Michael i desperation gik og sparkede i vandet for at se, om han lå der, blev Elena helt rolig. Hun tænkte, at det var unødvendigt. Sebastian kunne blive væk, men han kunne ikke drukne. Dertil var han både for klog, for smart og for god en svømmer.

»Jeg havde gået til babysvømning med ham, og han bevægede sig som en sæl i vandet. Jeg var mere ræd for, at en voksen havde taget ham, for han var sådan en lille lækker unge,« fortæller Elena og peger ud på en statue af en lille tissende dreng, som står på familiens terrasse.

Det er en kopi af statuen Manneken Pis, der ligner Sebastian som lille, da han smed bleen for at blive renlig. Da gik han også rundt uden for og viste, at han kunne tisse selv.

Familien piskede i retning af bademesteren på Hornbæk Strand for at høre, om han havde set en lille lyshåret dreng i grønne badebukser. Han sagde, at hvis børn bliver væk, går de aldrig mod solen, fordi den blænder dem i øjnene. Ganske rigtigt. Alle vendte om, og længere nede ad stranden gik »Sebber« rundt alene med solen i ryggen og ledte efter familien. Det tager familien som et tegn på, at Sebastian var smart og tidligt lærte at begå sig.

Med sin appetit på livet bragte han ofte sig selv ud i farlige situationer, men han snoede sig altid ud af dem igen på en elegant måde.

Fotomodel og forsanger

Sebastian havde en evne til at imødegå alle de problemer, han kom ud for. Han var altid glad og beklagede sig aldrig; den stemning smittede af på hans omgivelser. Niels har altid beundret sønnens evne til at blive gode venner med alle, han kom i kontakt med.

Sebastians karakter gjorde, at han aldrig kom op at slås eller skændes. Han havde en evne til at få tingene til at fungere, selv om der herskede forskellige meninger. Derfor sagde faderen i sin tale ved Sebastians begravelse, at hvis alle var lige som ham, ville der ikke være krig i verden.

Som 12-årig havde Sebastian job som fotomodel ved siden af skolegangen i Rungsted. En dag blev han spurgt, om han også kunne synge. Det havde han egentlig aldrig tænkt over, men da det gik op for ham, at han kunne få job som sanger hos Universal Studios, gik han til audition i Aalborg sammen med en masse andre håbefulde drenge. Selv om han aldrig havde sunget en strofe, blev han antaget med det samme som forsanger i Shu-Bi-Teen - en ungdomsudgave af Shu-Bi-Dua, som skulle spille og synge nogle af popgruppens hits til et børnepublikum.

I ugevis fløj han alene til Aalborg og bookede sig ind på Sømandshjemmet, mens han indspillede Shu-Bi-Dua-numre til et kommende album. Uden forældrenes viden blev det også til et par ture i byens forlystelseskvarter i Jomfru Ane Gade, og han var ganske upåvirket af berømmelsen, som ventede lige om hjørnet. Universal Studios havde lige stået bag årtiets største danske popsucces, Aqua og deres hit Barbie Girl. Studiet satsede benhårdt på det nye projekt med Sebastian. Men det faldt til jorden, fordi selskabet ikke havde taget de gamle shubber i ed. Forsanger Michael Bundesen var ikke parat til at give sit materiale væk.

Efter flere måneders spildt arbejde og en kuldsejlet drøm var familien nervøs for Sebastians reaktion. Men han trak bare på skuldrene og sagde: »Nå, det er der ikke noget at gøre ved.«

Det afspejler hans karaktertræk, synes forældrene, for selvfølgelig kunne det være sjovt at være popstjerne, men livet bød på så mange andre udfordringer, og det var bare om at tage for sig af retterne.

Carpe diem

Selv om Sebastian klarede sig fornuftigt i skolen og gymnasiet, var hans fokus rettet imod fritiden. Det var her, han for alvor levede. Det var her, han havde sine kompetencer. Når man satte ham i en gokart, kørte han fra alt og alle. Når man spændte ham fast på et par ski, kørte han ned ad de stejleste bakker, og når man stillede ham op på et surfbræt, kastede han sig ud i de højeste bølger. I hans blå bog fra Rungsted Gymnasium står der, at Sebastian enten bliver festarrangør eller officer. Det kan virke som to modsatrettede mål, men det dækkede meget godt. Når musikken spillede, var han førstemand på dansegulvet, og når noget var farligt, gik han altid forrest.

Som hans fætter Andreas udtrykker det i et brev: »Sebastian var en person, som levede livet efter budskabet carpe diem. Han hoppede altid først fra den højeste klippe, klatrede op i det højeste træ, og ja, levede i nuet. Han levede livet, som om ingen i verden kunne slå ham omkuld.

Han var en ven af utroligt mange, og når nye mennesker mødte Sebastian, var han altid en varm person, som var spændende, sjov og klar på at få folk i godt humør og skabe en god stemning.«

I krig for freden

Sebastians liv i overhalingsbanen passede ikke altid hans forældre. Niels kalder sønnen for modig, men til tider dumdristig. Han kitesurfede, selv i 17 sekundmeter vind, og han sprang ud fra stejle klippeskråninger på ski.

Engang stævnede han ud på et surfbræt i frostvejr. Da faderen sagde til ham, at det kunne være farligt, fordi han ikke ville overleve mange sekunder i det iskolde vand, kiggede han bare op og forsikrede, at han havde styr på det. Men da han et års tid efter gymnasiet fortsat drev rundt i tilfældige job og brugte al sin tid på at surfe, hev Elena sin søn til side. Nu skulle der ske noget.

Sebastians fætter, Thomas, havde været i Forsvaret og var officer af reserven, mens fætter Lars Bo også lige var kommet i militæret. Elena opfordrede sønnen til at tage fire måneders prøvetid som værnepligtig og se, om det også var noget for ham. Kombinationen af fysik og disciplin kunne meget vel være sagen for Sebastian, tænkte hun. Der gik da heller ikke en uge, efter han var startet som værnepligtig, før han var formand for stuen, han boede på. Det viste sig hurtigt, at militæret passede lige ind i hans kram. Det lignede starten på en lang karriere.

Allerede inden værnepligten var overstået, havde han meldt sig til mission i Afghanistan. Og inden afrejsen var han skrevet op til sergentskole, når han kom hjem.

»Han gik i krig for freden. Det tiltrak ham meget at gøre en indsats for fredens skyld. Selvfølgelig var han der også for spændingens skyld, men det var ikke det, der drev ham,« siger Niels.

Terrorisme

Familien havde to gange haft terrorismen tæt inde på livet. Dels arbejdede Sebastians onkel i World Trade Center i New York, men var dog ikke i bygningerne den 11. september 2001. Dels boede Sebastians storebror, Frederik, i London i sommeren 2005 og tog hver morgen undergrundsbanen fra en af de stationer, som blev angrebet af selvmordsbombere i et af de værste terrorangreb i Europa.

Sebastian var derfor drevet af den tanke, at hvis han ville gøre noget for freden, blev han nødt til at rejse til Afghanistan.

»Danskerne er tilbøjelige til at sige, at der ikke kommer terrorisme her til lands. Men det holder ikke. Vi lever i et internationalt samfund, vi lever af udlandet, så vi er nødt til at gå med. Derfor er det godt, at vi har nogle unge frivillige, selv om vi betaler en høj pris,« siger Elena.

Før afrejsen satte hun sig ned og tog de svære samtaler med sønnen. To gange var Sebastian i tvivl, om han skulle tage af sted: Den første gang var det, fordi han frygtede at komme hjem som krigsinvalid. Den anden gang var han bange for, at hans gruppefører, Jacob Moe Jensen, måtte springe fra missionen, fordi han brækkede en arm. I begge tilfælde sagde Elena, at hvis han var den mindste smule i tvivl, skulle han ikke rejse. Det var så farlig en mission, at hans fokus skulle være hundrede procent på opgaven. Der var ikke plads til tvivl. Sebastian valgte missionen.

Den sidste svære opgave var, da han og moren sammen skrev den sidste vilje; den erklæring, hvor man skal tage stilling til, hvem der skal kontaktes først, hvis man dør. Elena vægrede sig imod at skrive om sin søns begravelse. Hun var sikker på, at det ikke ville blive aktuelt. Men Sebastian insisterede: Hvis han døde, skulle de komme alle sammen - hele svineriet, en stor militær begravelse. Det var her, officeren og festarrangøren mødte hinanden i Sebastian.

Få måneder senere var det alvor.

Danmarks helte

Niels og Elena fortryder ikke, at Sebastian valgte militæret og den farlige mission i Afghanistan. De har aldrig bebrejdet nogen, at deres søn mistede livet som 22-årig. Et par måneder før sin død var Sebastian hjemme på tre ugers orlov, og de så en ung mand, der var blevet moden og voksen. Det gav hans forældre en sikker tro på, at han havde valgt den rette vej. De husker tilbage på en dreng og ung mand, som »var sindssygt god til at leve livet,« som hans far udtrykker det.

Elena møder ham til tider i sine drømme, mens stjerneskud, regnbuer og små hvide fjer varsler, at han måske er derude et sted. Eller meget tæt på. For Niels er sønnen en helt; lige som soldaterne i Afghanistan i familiens øjne er det for hele landet:

»Selvfølgelig er vores børn altid vores egne helte. Men soldaterne er Danmarks helte. De ofrer deres liv for fredens skyld. De kender risikoen, og den er stor. Hvis man løber den risiko for noget, der ikke gavner en selv, men os alle sammen, synes jeg, man er en helt.«