Se video: Gennemtævet - politiet lod gerningsmændene gå

Hun blev sparket ned, gennemtævet og spyttet på. 19-årige Malene fra Rungsted står i dag frem og fortæller, at politiet proklamerede, at hun blot »måtte tage det som en oplevelse«, og at betjentene lod gerningsmændene gå og mørklagde sagen.

Foto: Erik Refner

De tre veninder var i god tid, og i stedet for at fryse på den øde perron gik de op i banegårdshallen. Den store hal på Københavns Hovedbanegård føltes som et mere trygt sted end perronen. De var på vej hjem fra en middag for pigerne fra Gammel Hellerup Gymnasium, det var lørdag nat klokken 1.30. De havde hver drukket fem-seks genstande i løbet af hele aftenen.

Sparket kom ud af ingenting og ramte hendes veninde i tindingen.

Ud af øjenkrogen så den 19-årige Malene sin veninde gå ned og ramme flisegulvet. Det var en pige, der havde sparket – og hun var ikke alene.

Rundt om dem stod pludselig en gruppe på ca. 15 unge i alderen 15-17 år. Der var både drenge og piger i gruppen, både danskere og indvandrere, registrerede Malene.

De sparkede og slog løs på veninden på gulvet. Samtidig spyttede de på hende.

Mens Malene fik fat i sin veninde på jorden, hørte hun sig selv råbe:

»Hvad foregår der? Hvad tænker I på?«

»Hun er en skide blondine!«

Svaret kom fra en dansk pige i gruppen.

Malene fik rejst sin chokerede veninde op.

»Kom, vi går. Vi går nu. Vi går.«

En spytklat ramte Malenes ansigt. Hendes to veninder blev også spyttet i ansigtet, så hun.

De forsøgte at forklare, at de ikke var ude på ballade. At de skulle lade dem være.

Men hver gang, de åbnede munden for at sige noget, blev de spyttet ind i munden af flokken, som rev dem i håret, mens de slog og slog.

»Vi går nu,« blev Malene ved med at sige.

»Vi går nu.«

Da hun begyndte at bevæge sig, kunne hun mærke angsten. Det var svært. De var omringet.

Drømmer om overfaldet
VI MØDER MALENE foran McDonald’s på Hovedbanegården. Det var her, det skete om natten den 24. januar. Hun vil ikke have sit efternavn i avisen. Hun drømmer stadig om overfaldet den nat. Hun ser gerningsmændene for sig. Men deres ansigter er ikke de samme – i hendes drømme erstattes de af ansigterne på hendes gode indvandrervenner.

Malene er begyndt at kigge sig over skulderen, når hun går rundt i København, og hun har ikke længere sin iPod i ørene, når hun bevæger sig på gaden om aftenen. Hun vil også tage et kursus i selvforsvar.

»Jeg har det bedst med at kunne høre, om der er nogen, der nærmer sig bagfra. Jeg er ikke så tryg, som jeg var før.«

Hun er selvfølgelig vred på gerningsmændene. Men det er ikke derfor, hun stiller op i Berlingske Tidende.

Hun gør det, fordi de mennesker, som skulle hjælpe hende den aften, har udsat hende for en næsten lige så ydmygende behandling.

Hun gør det, fordi politiet pågreb fire af gerningsmændene, men i stedet for at anholde dem bare lod dem gå.

Hun gør det, fordi politiet ikke var der for hende, men tværtimod latterliggjorde og mistænkeliggjorde hende og hendes veninder, da de meldte overfaldet.

Derfor gør hun det.

»Du skal ikke kalde mig perker.«
PLUDSELIG RETTEDE FLOKKENS opmærksomhed sig mod Malene.

»Du skal ikke kalde mig perker.«

Det var igen en pige, der førte an og råbte.

Malene havde ikke kaldt nogen noget som helst.

Et hårdt spark i maven ramte hendes ribben, og Malene tumlede baglæns ind i en af de store granitsøjler, der bærer hallens store træbuer.

Fire drenge greb hende og skubbede hende endnu en gang ind i søjlen. Med granitten i ryggen stod hun helt fast: To drenge holdt hver en af hendes arme.

Pigen, som havde sparket hende, slog og slog med den ene hånd, mens den anden klemte sammen om hendes strube. Pigen rev hår ud af Malenes hoved i store totter og nikkede Malene en skalle, men Malene nåede at dreje ansigtet, så skallen kun traf hendes kind.

Måske skulle hun dø her på Hovedbanegården, tænkte Malene:

»Jeg var sikker på, at de havde knive. Det var mere et spørgsmål, om de ville bruge dem eller ej. Jeg tænkte også, at nu slæber de mig måske væk. Måske skal jeg voldtages nu.«

Malene hørte sine veninder skrige til en medarbejder fra McDonald’s:

»Gør noget!«

Medarbejderen fra McDonald’s forsøgte at trænge igennem flokken ind til Malene, mens pigen stadig slog løs på hende, og drengene holdt hende.

Imens gik voksne mænd forbi. Ingen reagerede. Ingen stoppede for at hjælpe.

»Jeg følte mig alene. Det var underligt at stå der, mens der blev slået løs på mig, og ingen af de mange, der var til stede på banegården, hjalp mig. Måske tænkte de det samme som mig: At de kunne risikere at blive stukket ned, hvis de blandede sig. Jeg stod der og tænkte: ’Nu sker det – nu trækker de knive – nu dør jeg måske.’«

Pludselig mærkede Malene grebet om sin hals løsnes. Gruppen satte i løb.Politiet. Malene var reddet. Det var forbi.

Seks betjente spredte flokken og fik fat i fire af de unge overfaldsmænd.

»Det er jo os, der blev overfaldet.«
MALENE ØMMEDE SIG, mens hendes veninde, der først var blevet sparket ned, græd højt. Den tredje veninde, som havde ringet til politiet, mens Malene fik tæv, stod helt stille og dybt chokeret.

Malene var rystet, forslået og træt. Hun ville bare gerne hjem.

Betjentene lod de fire gerningsmænd gå.

Først troede hun, at hun havde set forkert. Men den var god nok: De lod dem gå.

Malenes veninde havde set det samme, og var den første, der sagde noget.

»Undskyld. Hvorfor lader I dem gå? Skal I ikke have deres navne?«

Hun fortalte betjentenes leder, hvor voldsomt et overfald de havde været ude for.

»Slap af, der er jo ikke sket noget,« sagde han.

De havde taget overfaldsmændenes navne, lød det. Men Malene var overbevist om, at han løj. Hun kunne hele tiden se de fire overfaldsmænd, mens de var i kontakt med politiet, og ifølge Malene blev der på intet tidspunkt skrevet noget ned.

»Det er os, der blev overfaldet. Vi vil gerne anmelde det.«

»Det er vi ærligt talt ligeglade med,« sagde betjentenes leder, fortæller Malene:

»Vil du anmelde det, kan du gå på stationen i morgen.«

Malene var perpleks. Rundt omkring hende på fliserne lå hendes og hendes venindes hår i store totter. Hun hev efter vejret og tilskrev det grebet om hendes hals og sparket i ribbenene.

Hun gentog, at hun gerne ville anmelde overfaldet.

»Tror du ikke, at vi har andet at se til.«

Malenes veninde brød sammen, da hun hørte betjentens reaktion.

»Det er jo os, der blev overfaldet.«

Malene sagde en tredje gang, at hun var rystet over, at betjentene bare lod hendes overfaldsmænd gå, men nu havde betjenten fået nok.

»Jeg skulle huske, at det var politiet, jeg talte til, fik jeg at vide. Og så var det lige pludselig os, der blev afkrævet vores navne og personnumre.«

Betjentene forlod Hovedbanegården, en af venindernes mor hentede pigerne.

»Jeg har været betjent i 40 år...«
LØRDAG VAR MALENE og hendes to veninder på skadestuen, hvor lægerne registrerede de blå mærker, bøjede ribben, forstuvede fingre og blodudtrædninger i hovedbunden de steder, hvor deres hår var revet af. Malene havde en blå og hævet kind, rifter og et mærke på højre side af halsen og tre på venstre side efter den hånd, der greb hende om halsen.

Sygeplejerskerne sagde til pigerne, at de skulle melde det, og om tirsdagen tog de ind til politistationen på Halmtorvet i København.

En ældre betjent præsenterede sig som ’Ole’, husker Malene.

Malene og en af veninderne fortalte ham, hvad der var sket.

»Jeg var der jo ikke. Det er svært for mig at sige, hvem der slog først,« sagde ’Ole’.

Men den ledende betjent måtte jo have skrevet et eller andet i en rapport, insisterede Malene.

’Ole’ fandt en rapport, hvor episoden var noteret af den ledende betjent, som angiveligt figurerede under navnet ’Rasmus’.

Her stod, at det drejede sig om to pigebander. Der stod også, at der ikke var tegn på, at Malene eller hendes veninder var rystede, eller at der var sket dem noget, fortalte ’Ole’.

Ifølge ’Ole’ fremgik det af rapporten, at pigerne ikke ønskede at anmelde sagen.

Malene hev op i trøjen og viste ham sine store blå mærker efter slag og spark.

Hen over skranken på stationen, hvor også andre borgere ventede, sagde ’Ole’ ifølge Malene:

»Hvem siger, at de andre ikke også har blå mærker?«

Malene viste ham de blå mærker på halsen og forklarede, at den første dag efter overfaldet havde hun helt mistet stemmen – ifølge lægerne efter trykket på hendes stemmebånd.

»Du ser da ellers meget frisk ud.«

’Ole’ gjorde sig umage for at få Malene til at forstå, hvordan tingene fungerede.

»Jeg har været betjent i 40 år. Jeg kan love dig, at det her ikke er noget, vi vil gøre noget ved. I må tage det som en oplevelse og håbe, at det ikke sker igen.«

Overfaldet måtte være optaget af et af banegårdens mange overvågningskameraer, forsøgte Malene sig.

Det måtte hun tale med DSB om, svarede ’Ole’.

Malene forsøgte sig med flere spørgsmål, der begyndte med »hvordan« og »hvorfor«, men for ’Ole’ var sagen klar:

»Hvis du er utilfreds, må du klage til fru Hansen.«

»Jeg oplevede kun, at det var mig, der blev skredet hårdt ind over for«
MALENE KOM IKKE på stationen for at klage til direktøren for Københavns Politi, Hanne Bech Hansen, den dag.

Hun ønskede at stille sin viden om en bande til rådighed for politiet, så de kunne få chancen for at straffe dem, hvis de fandt ud af, hvem de er og måske undgå gentagelser for andre.

»Jeg ved godt, at de, der overfaldt mig, sikkert ikke er de samme som dem, der går og skyder på rockerne inde i byen. Men jeg ved, at de er farlige, og at de om ti år er blevet endnu farligere. Politiet har visitationszoner, og de siger, at de skrider hårdt ind over for bander. Jeg oplevede kun, at det var mig, der blev skredet hårdt ind over for, selvom det var mig og mine veninder, der var blevet overfaldet.«

Malene ønsker ikke sit efternavn frem. Hendes fulde navn er både redaktionen og Københavns Politi bekendt.