Saudiarabere diskuterede lejemord et år før Khashoggis død

Saudiarabiske efterretningsfolk tæt på kronprins Mohammed bin Salman overvejede at bestille attentater med henblik på at skade Iran.

Den saudiarabiske kronprins under en nylig erhvervsmesse i Riyadh. Fold sammen
Læs mere
Foto: Handout

Højtstående saudiarabiske efterretningsfolk tæt på kronprins Mohammed bin Salman spurgte sidste år en lille gruppe forretningsfolk om mulighederne for at anvende private selskaber til at begå lejemord på iranske fjender af kongeriget, fortæller tre kilder med kendskab til diskussionerne.

Saudiarabernes forespørgsel stammer fra en tid, da prins Mohammed – dengang vicekronprins og forsvarsminister – var i færd med at konsolidere sin magt og instruere sine medarbejdere i at optrappe den militære og efterretningsmæssige aktivitet uden for kongeriget. Diskussionerne fandt sted mere end et år før mordet på journalisten Jamal Khashoggi, men de synes at godtgøre, at den saudiarabiske ledelse har overvejet lejemord, siden prins Mohammeds karriere for alvor tog fart.

Den officielle udlægning af Khashoggis død beskriver et utilsigtet drab udført af en embedsmand, som siden er blevet fyret. Men den pågældende, generalmajor Ahmed al-Assiri, var til stede under et møde i hovedstaden Riyadh i marts 2017, da forretningsfolk fremlagde en plan til to milliarder dollars (13,15 mia. kroner, red.), som handlede om at anvende private firmaer til at forsøge at sabotere den iranske økonomi.

Leder af eliteenhed i sigtekornet

Under diskussionen forhørte general Assiris nærmeste medarbejdere sig om muligheden for at myrde Qassim Suleimani, som er leder af Irans Revolutionsgardes eliteenhed, Quds-styrken, og som almindeligvis regnes for at være en beslutsom og indædt fjende af Saudi-Arabien.

Interessen for lejemord, hemmelige operationer og militære offensiver som krigen i Yemen – der styres af kronprins Mohammed – er en nyskabelse i kongeriget, som historisk har undgået det eventyrlystne i sin udenrigspolitik, der kunne forrykke stabiliteten og true Saudi-Arabiens komfortable stilling som en af verdens største olieeksportører.

Lederen af elitestyrken Quds, generalmajor Qassim Suleimani (t.v.). Fold sammen
Læs mere
Foto: Handout.

De tilstedeværende forretningsfolk havde alle en baggrund i efterretningsverdenen, og de så dels de iranske planer som en kilde til indtægter dels som en mulighed for at svække et land, som de i lighed med den saudiarabiske ledelse opfattede som en helt grundlæggende trussel.

George Nader, en libanesisk-amerikansk forretningsmand, stod bag mødet. Han havde tidligere mødt prins Mohammed og havde også luftet de iranske planer over for medarbejdere i Trumps Hvide Hus. En anden deltager i mødet var israeleren Joel Zamel, som har omfattende forbindelser i sit lands efterretnings- og sikkerhedsapparat.

En talsmand for den saudiarabiske regering har afvist at kommentere disse oplysninger. Det samme gælder advokater for såvel George Nader som Joel Zamel.

Oversættelse: Lars Rosenkvist