Sankthansbål løb løbsk: Gård brændt delvist ned

Anmeldelsen om branden indløb klokken 18.09. Fold sammen
Læs mere
Foto: Frederik Hansen / Byrd

Et nedlagt landbrug i den nordjyske by Nørager brød søndag aften i brand.

Ilden havde godt fat i gården, allerede inden Nordjyllands Beredskab nåede frem.

»Jeg havde godt 12-13 kilometer til brandstedet, og jeg kunne se røgen hjemmefra. Så jeg var godt klar over, at der var gang i den,« siger Caspar Weisberg, indsatsleder ved Nordjyllands Politi, til Nordjyske.

Familien, som bor på gården, stod, da beredskabet ankom til stedet, med haveslanger og sprøjtede vand på stuehuset i forsøg på at holde flammerne nede.

Det skulle da også vise sig at være en god ide.

Da Nordjyllands Beredskab - med hjælp fra tilkaldt mandskab fra Aars, Aalestrup samt en tankvogn fra Hobro - søndag aften fik branden under kontrol, stod stuehuset nemlig intakt.

Gårdens tre andre længer, stod dog ikke til at redde.

De er alle brændt fuldstændigt ned som følge af branden.

Tre af gårdens længer er brændt helt ned. Fold sammen
Læs mere
Foto: Frederik Hansen / Byrd.

Omkring klokken 20.40 er branden helt slukket og under kontrol.

Torben Larsen, vagtchef hos Nordjyllands Politi, oplyser til Nordjyske, at branden var forårsaget af gløder fra et sankthansbål, som vinden bar til tagryggen på den ene gårdlænge.

Han fortæller, at han ikke ved, præcis hvor tæt på bygningerne bålet var placeret.

Ejeren er blevet sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.