Sårede soldater snydt for genoptræning

Forsvaret søgte i marts Forsvarsministeriet om tilladelse til at sende benamputerede soldater til genoptræning i USA. Fire soldater fik stillet en tur i udsigt. De venter stadig.

Sårede danske soldater til sportseminar i Vejen torsdag den 25. november. Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) i samtale med en såret soldat, Martin P. Aalholm som har mistet begge ben i Afghanistan. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I ni måneder har fire sårede danske soldater med amputerede ben ventet på forsvarets tilladelse til at rejse til USA for at deltage i verdens bedste genoptræningsprogram.

En enkelt dansk soldat har deltaget på forsøgsbasis og kunne for første gang, siden han mistede sit ben i Afghanistan, træde ud af kørestolen og ikke bare gå, men løbe en tur.

Web-tv: Veteraner får blod på tanden til at komme videre

Men de fire andre soldater har efter alt at dømme ventet forgæves. Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) og forsvarschef Knud Bartels afviser i dag, at de kender til soldater, der med fordel kan sendes til USA:

»Vi har i Forsvarsministeriet ingen konkrete ansøgninger,« siger forsvarsministeren.

Berlingske Tidende erfarer imidlertid, at Forsvarskommandoen i begyndelsen af marts i år vurderede, at de fire soldater og andre i fremtiden ville have gavn af programmet i Texas og sendte en generel ansøgning til Forsvarsministeriet.

Et løfte

En af soldaterne, den dobbelt benamputerede Chris Krøyer Breum Larsen, oplyser, at han dengang fik at vide fra læger og behandlere i forsvaret, at han nok skulle komme af sted.

Ministeriet og Forsvarskommandoen holdt et møde om ansøgningen, og efter ønske fra Forsvarsministeriet sendte kommandoen yderligere oplysninger i juni.

I dag siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech:

»Vi har givet den melding til Forsvarskommandoen, at de må sende en soldat til genoptræning i USA efter en konkret vurdering og i det tilfælde, at der ikke findes et relevant tilbud herhjemme.«

Ifølge forsvarschef Knud Bartels satses der nu primært på genoptræning på Rigshospitalet, som i efteråret fik et nyt program inspireret af det amerikanske.

Men chefen for Forsvarets Sundhedstjeneste, Erik Darre, og andre behandlere vurderer fortsat, at enkelte soldater bør sendes til Texas, hvor der er langt flere sårede og årelang erfaring.