Rockeraspirant fængslet for drabsforsøg

Nu er to med tilknytning til AK81 fængslet for drabsforsøg. Politiet efterlyser to formodede medgerningsmænd.

Nu er to med tilknytning til AK81 fængslet for drabsforsøg. Politiet efterlyser to formodede medgerningsmænd.

Et 21-årig medlem af rockerstøttegruppen AK81 blev torsdag i Københavns Dommervagt fængslet i fire uger for at have planlagt et drabsforsøg. To af ugerne skal han tilbringe i isolation.

Politiet mener, at fire med tilknytning til AK81, hvoraf den ene allerede sidder fængslet, og de to øvrige er efterlyst, havde planlagt at skyde en eller flere personer fra en rivaliserende bande omkring Blågårds Plads den 2. september.

Drabsforsøget blev imidlertid forpurret, da gruppen blev opdaget af en politipatrulje, som satte efter dem og forfulgte gruppen gennem Frederiksberg ud til Rahbæks Allé på Vesterbro i nærheden af Carlsberg, hvor de stillede bilen og stak af.

Det er politiets opfattelse, at det lykkedes at forpurre et attentat i bandekonflikten.

Ud over drabsforsøget er den 21-årige sigtet for besiddelse af fem skarpladte pistoler og for at have stjålet flugtbilen og planlagt at brænde den af efter brug med benzin medbragt i to store sodavandsflasker.

De to efterlyste i sagen er den 19-årige Nikolaj Ihler Nielsen og den 29-årige Carsten Lykke, oplyser Københavns Politi.

/ritzau/