Presset Løkke på vej mod svag klimaaftale

FNs klimakonference COP15 er fortsat - som et krydstogtskib med stadigt flere festklædte stats- og regeringschefer om bord - på vej mod en global klimaaftale i København.

Tidligere energi- og klimaminister Connie Hedegaard interviewes af BBC World. Med ankomsten i går af stats- og regeringsledere afgav hun formandskabet for COP15 til statsminister Lars Løkke Rasmussen. Fold sammen
Læs mere

Men ambitionsniveauet for den aftale, der ventes at blive underskrevet på fredag synes samtidig at blive lavere time for time.

Sådan lå landet i Bella Center i aftes, hvor Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, og hans særlige klimarepræsentant, Connie Hedegaard, med mere end ti timers forsinkelse kæmpede for få bragt et kompromisforslag i spil.

Statsministeren havde virket synligt rystet, da han ved middagstid overtog formandskabet for COP15 og straks blev hvirvlet ind i det politiske FN-teater.

Løkke, der har ment at have forberedt sig godt og grundigt ved møder og samtaler med alverdens politiske ledere, blev pludselig genstand for hårde angreb fra Kina, Indien og andre lande i salen - ligesom der også efterfølgende blev rettet hårde angreb mod ham og mod klimakonferenceminister Connie Hedegaard.

Hedegaard tog situationen i stiv arm, selvom hun efterfølgende erkendte, at situationen »ikke passede vildt godt til hendes temperament«.

Hedegaards utålmodighed handler om, at man nu igen har spildt værdifuld forhandlingstid på procedurespørgsmål og politiske gestikulationer, som ikke bringer nogen fremdrift ind i processen.

Og hun kunne i aftes konstatere, at det danske COP15-formandskab sidder godt og grundigt fast i det samme kviksand, som så mange andre COP-formænd er vadet ud i før Danmark.

Når man alligevel med relativt sandsynlig kan forvente en global klimaaftale på fredag, hænger det sammen med, at FNs generalsekretær, det danske COP15-formandskab, EU, Japan og endnu andre tilsyneladende fortsat er villige til at betale dyrt både politisk og økonomisk for at få USA og Kina med på et kompromis.

»Dette er for stort til at fejle,« som Nigerias udenrigsminister, Ojo Maduekwe, forklarede uden for den store Tycho Brahe-sal, hvor den åbne del af COP15 foregår.

EU, Japan og senest medlemmerne af Den Afrikanske Union med Etiopien i spidsen har markeret, at de fortsat er klar til at yde store ofre. EU venter - angiveligt på grund af Tysklands kansler Angela Merkel - med at spille sin joker med 30 pct. reduktioner i stedet for 20. Japan er klar til at betale dyrt for en aftale. Og Etiopien spillede ud med en relativt lav afrikansk pris for en aftale.

Samtidig gjorde FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, det klart, at man efter hans mening ikke nødvendigvis skal have en klar aftale for den langsigtede finansiering klar i København.

Dermed bliver det stadigt billigere for USA og Kina at flyve ind og deltage i den globale klimafest i København.

Tilbage står blot, at USAs præsident, Barack Obama, og Kinas premierminister, Wen Jiabao, vurderer, at det er besværet værd at deltage i festen på COP15-krydstogtskibet. Og at de ikke synes, at den ligner Titanic, sådan som chefforhandler for Stillehavsstaten Tuvalu, Ian Fry, i går beskrev den.