Politisk flertal bakker politiet op

Et bredt flertal i Folketinget bakker op om, at politiet tilbageholdt næsten 1.000 demonstranter lørdag, selvom kun tre er blevet sigtet. R og Enh. kalder det »uacceptabelt«.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selvom en række eksperter kritiserer, at politiet tilbageholdt 968 deltagere under lørdagens demonstration og efterfølgende kun sigtede tre af dem, roser justitsministeren og flertallet af Folketingets retsordførere politiets indsats.

»Det er på grund af politiets effektive indsats, at vi ikke har oplevet hærværk i Københavns gader,« siger justitsminister Brian Mikkelsen (K).

Da regeringen i efteråret 2009 præsenterede den såkaldte »lømmelpakke«, som skulle gøre det nemmere at tilbageholde voldelige demonstranter, sagde ministeren ellers, at »der vil ikke være nogen uskyldige, der vil blive administrativt frihedsberøvet som følge af den her lov«.

Men når kun tre aktivister stilles for en dommer, og 968 er blevet tilbageholdt, er der vel en del uskyldige iblandt ?

»Det kan jeg ikke gå ind og adskille. Hvis man føler, at man helt urimeligt er blevet frihedsberøvet, kan man klage,« siger Brian Mikkelsen.

Men hvordan kan du så love, at ingen uskyldige bliver anholdt ?

»Jeg kan love, at det ikke er intentionen, og at det aldrig har været det,« siger ministeren.

Både Socialdemokraterne, SF og Venstres retsordfører tildeler også politiet æren for, at demonstrationen overordnet forløb fredeligt.

»Derfor vil det være forkert at betegne indsatsen som en fiasko, fordi der indtil videre kun er rejst sigtelse mod tre,« siger Venstres Kim Andersen.

Formanden for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (DF), tvivler endda på, at de næsten 1.000 tilbageholdte demonstranter er uskyldige.

»Jeg vil ikke skrive under på, at demonstranterne er uskyldige. Selvom de ikke er tiltalt for noget, kunne situationen nemt have udviklet sig ukontrollabelt, hvis ikke politiet havde grebet ind. Politiet må hellere tilbageholde lidt for mange, hvis de får de værste ballademagere med,« siger han.

Uacceptabel indsats

Enhedslisten og de Radikales retsordførere kalder det dog »helt uacceptabelt«, at de næsten 1.000 demonstranter blev tilbageholdt.

»Regeringen har med lømmelpakken gjort det nemt for politiet at frihedsberøve mennesker præventivt. Altså før de overhovedet har gjort noget. Det var vi voldsomt imod dengang, og det er vi stadig,« siger Lone Dybkjær (R).

Line Barfoed (E) er enig:

»Det er helt urimeligt og groft, at politiet tilbageholdt så mange uskyldige mennesker og lod dem sidde på asfalten i timevis,« siger hun.

Begge kræver nu, at justitsministeren skal redegøre for, om politiet har grebet situationen rigtigt an.

Siden Berlingske Tidende talte med politikerne, er det kommet frem, at endnu en demonstrant var blevet sigtet. Denne er dog siden løsladt.