Ringsted, Aarhus, Silkeborg. Coronavirussen blusser op på ny i flere kommuner, og der er især én klar tendens at spore i tallene:
Personer med anden etnisk oprindelse end dansk er markant overrepræsenteret.
De nyeste tal fra Statens Serum Institut viser, at personer med anden etnisk baggrund i uge 30 og 31 stod for henholdsvis 59 og 63 procent af alle nysmittede. I uge 32 var dette tal steget til 70 procent.
Udviklingen får nu flere af Folketingets politikere til at efterspørge en mere kontant indsats i kampen for at bremse smittespredningen.
Et af forslagene går på, at man bør indføre et krav om tvangstest.
Sådan lyder meldingen fra blandt andre de Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, der til Jyllands-Posten forklarer, at man bør indføre mere faste krav om test af alle personer, der har deltaget i arrangementer, hvor der har været smittede personer til stede.
Per Larsen mener ikke, at det er tilstrækkeligt blot at opfordre til test, hvorfor tvangstest kan blive nødvendigt.
»Situationen er alvorlig flere steder, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at inddæmme covid-19. Hvis man har været til eksempelvis en stor begravelse i somaliske kredse, et guldbryllup eller en eidfest, hvor nogen – som det er tilfældet i Aarhus – viser sig at være smittet, så bør vi som samfund kræve, at man lader sig teste. Det samme gælder selvfølgelig, hvis man har deltaget i en statskundskabsfest eller en stor demonstration, hvor det viser sig, at der er smittede,« siger Per Larsen.
Den konservative ordfører henviser til, at der er hjemmel i epidemilovgivningen til at tvangsteste eller tvangsisolere, »hvis det kommer dertil,« som han siger til Jyllands-Posten.
Hos Dansk Folkeparti støtter man op om at indføre krav om test, oplyser sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) til Jyllands-Posten.
Hun peger samtidig på, at man bør indføre tvangsisolation, hvor man tvinger coronasmittede personer og deres nærkontakter i isolation uden for hjemmet, og hvor det kontrolleres, at de smittede forbliver indendørs ved blandt andet at postere vagter.
Lignende forslag blev præsenteret af Venstres næstformand, Inger Støjberg (V), som mener, at man bør yde en ekstra indsats, så smittede ikke bryder med isolation.
»Derfor bliver vi nødt til at håndhæve det og sikre os, at folk rent faktisk opholder sig i isolation. Det kan jo ske ved, at man laver stikprøvekontroller for at sikre, at folk rent faktisk er hjemme,« siger Inger Støjberg til Ritzau:
»Og hvis man ikke gør det, må vi jo skride til tvangsindlæggelse, som der også er mulighed for i lovgivningen.«
Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, er uenig i forslagene og understreger over for Jyllands-Posten, at man ikke bør gøre brug af tvangsforanstaltninger. Også Stinus Lindgreen, sundhedsordfører for de Radikale, er i den nuværende situation skeptisk over for brugen af tvang.
I epidemilovgivningen er der hjemmel til både at tvangsteste og tvangsisolere.