Politiets store svigt

Torsten Hesselbjerg gik af som rigspolitichef, politiet fik ekstra 850 mio. kroner, og danskerne får et nyt og forhåbentlig bedre politi. Men det hele begyndte med et skrig i et øde kolonihaveområde.

Foto: Michael Bothager

Den 53-årige Pia Rønneis død gik næsten sporløst hen over aviserne. To døde ved Amagermotorvejens afkørsel 22, noterede aviserne lakonisk. Og så hurtigt videre til næste nyhed.

Men Pia Rønneis død var alt andet end notestof. En stemme sagde i telefonen i januar, at hvis Berlingske Tidende ville grave dybt og bredt i sagen, ville vi blive overraskede. Og stemmen fik ret.

Efter fire måneders research offentliggjorde vi resultatet af vores undersøgelse: Pia Rønnei var en forfulgt og truet kvinde, som endte med at dø sammen med sin plageånd. Forinden hørte et vidne hendes skrig i et øde kolonihaveområde. Fire gange ringede vidnet i forsøget på at redde Pia Rønnei og få politiet til at komme. Men forgæves. Politiet blev væk trods ledige patruljevogne. Derfor kunne en jaloux og bevæbnet bekendt føre hende i døden på Amagermotorvejen.

Sagen om den dræbte Pia Rønnei åbnede øjnene på de ansvarlige politikere, på presse, embedsmænd og masser af danskere: Vi kan ikke altid regne med, at politiet kommer, når vi ringer – selv når vi har desperat brug for hjælp. Men ikke nok med det: Afdækningen af hendes død og en række andre politisvigt førte til et nyt og forhåbentlig bedre danske politi.

For politiets tragiske svigt af Pia Rønnei var ikke enestående. Vi byggede et særligt website og bad læserne om at hjælpe os: »Kommer politiet, når du ringer?«, spurgte vi og endte med 75 sager – mange af dem hårrejsende eksempler på for sen eller helt manglende udrykning. Læsernes henvendelser udløste den første landsdækkende undersøgelse af politisvigt herhjemme. Undersøgelsen viste, at danskere i 300 sager følte sig svigtet af politiet. En stribe sager endte med dødelig udgang. Siden begyndelsen af 2007 er ni omkommet i sager, hvor politiet kunne have gjort en forskel.

Presset på rigspolitichef Torsten Hesselbjerg voksede, da han ændrede svigt-redegørelsens konklusion: Først varslede politiet, at der ville være en forøget risiko for svigt flere år frem i tiden, siden strøg Rigspolitiet den passus. Hans stilling blev ikke bedre, da han i ramme alvor foreslog at male politiets civile biler om, så politiet synede af mere i gadebilledet.

Den ansvarlige minister, daværende justitsminister Lene Espersen (K), forlod en nødlidende reform, da hun i forbindelse med partileder Bendt Bendtsens afgang skiftede til erhvervs- og økonomiministeriet. I hendes stol satte Brian Mikkelsen sig.

Den nye minister tog hul på en reform af politireformen, som skulle bringe betjentene tættere på borgerne og sikre en ordentlig telefonbetjening. Ved finanslovsforhandlingerne fandt forligskredsen 843 mio. kroner ekstra til politiet, og 11. december tog ministeren et historisk skridt og fyrede rigspolitichef Torsten Hesselbjerg.

Hvad der egentlig skete, den dag Pia Rønnei mistede livet, henligger stadig i det dunkle. Selvom Berlingske Tidende har påvist fejl på fejl, har politiet lukket efterforskningen. Hendes efterladte er overladt til deres egen fantasi om hendes sidste timer.

Nu skulle politiet gerne komme, den dag du ringer.