Politiet har fået sin vandkanon

Ordensmagtens nyeste køretøj kan sættes ind, når der er bål i gaden - både mod demonstranter og mod ildebrande.

Politiets nye køretøj kan slukke brande, uden at nogen behøver stå ud af bilen og blive kastet sten på. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Dansk politi har nu fået den vandkanon, man ellers altid har afvist at ønske sig. Og politifolkene har øvet sig i at bruge køretøjet mod demonstranter.

Vicepolitiinspektør Michael Engell fra Rigspolitiet ønsker ikke at uddybe, hvordan politiet har trænet med det nyindkøbte materiel. Men han understreger, at det ikke er en del af politiets plan at bruge det nye køretøj mod aktivister under topmødet.

- Vi vil dialogen og den åbne linje, siger han.

Den 20 ton tunge vandkanon kaldes i politiets regi for et sluknings- og rydningskøretøj, for dens primære opgave er slukke brande i biler og affaldscontainere på gaderne, hvis der bryder uroligheder ud. Tidligere har brande fået Nørrebro og Christianshavn til at ligne en slagmark med flammer helt op i førstesals højde.

Den nye vogn blev torsdag vist frem for pressen for første gang. Den giver politiet mulighed for at slukke brande uden at sende mandskab uden i en regn af brosten. Endvidere kan den fem mand store besætning blande tåregas i vandet, så man kan sprøjte gassen målrettet mod en gruppe demonstranter i stedet for at affyre store byger af gas, der driver rundt i gaderne. Ved at blande gas i vandet opnår man samtidig den fordel, at det bindes i aktivisternes tøj, så de får "fornøjelse" af stoffet i flere timer.

Derudover kan politiet bruge vandkanonen til at dæmpe uroligheder ved enten at spule demonstranter væk eller ved at gennembløde dem - en effektiv taktik i et decemberkoldt København.

Politikere fra Dansk Folkeparti har i flere omgang presset på for at få politiet til at opruste. Senest har justitsminister Brian Mikkelsen (K) slået fast, at der kan opstå "ekstraordinære situationer", hvor køretøjet kan bruges som magtmiddel.

/ritzau/